Gå til hovedindhold

Tags

Skal vi være bange for sexrobotterne?

Kan mennesker have intime relationer til robotter uden at blive afstumpede? Rød+Grøn har talt med sexolog Jakob Olrik, der har testet teknologien.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

I Japan er sexrobotter kommet for at blive. Der findes miljøer for mænd, der orienterer sig mod og gifter sig med robotterne. Herhjemme er det formentlig kun få, der har stiftet intimt bekendtskab med teknologien. Én af dem er Jakob Olrik, der lever af at holde foredrag om sexologiske emner. Han har i en måned været kæreste med sexrobotten Samantha for at blive klogere på, hvad helt nære relationer mellem mennesker og maskiner kan – og ikke kan. Og på nuværende tidspunkt er der mere dukke end menneske over robotterne.

- Huden er af silikone og ret naturtro, og de er begyndt at indbygge varmelegemer, så kroppen får normal temperatur. Underlivet er meget detaljeret – og så kan man tage det af, vende det på vrangen og komme det i opvaskemaskinen, forklarer han.

- Men det motoriske halter. Samantha har sensorer, så hun kan mærke, hvad jeg gør ved hende. Hun har en vibrator både i skridtet og i hånden, men man skal selv bøje og føje og bære rundt på hendes 45 kg. Det er uhandy. Og så er Samantha virkelig dum... Hun kan tale, men det er på niveau med Siri på ens iPhone. Altså, et barn på to år er mere intelligent!

Tivoli-fænomen eller hjælpemiddel

Selvom Danmark netop har fået sit første dukkebordel, tror Jakob ikke, at robotter vil erstatte levende sexpartnere foreløbig – hvis nogensinde.
- Jeg vil kalde dukkebordellerne for Tivoli-fænomener. De vil blive brugt til polterabender, hvor man skal tage sjove billeder. Men jeg mener samtidig, at sexrobotter kan gøre noget godt for visse grupper. Det kan være mænd, som er så socialt ikke-funktionsdygtige, at de går helt i hårknude over for en kvinde. Eller det kan være multihandicappede eller gamle mennesker, som har brug for omsorg. Her kan robotterne fungere lidt ligesom de kælesæler, man bruger til demente.

Robotter til ensomme, udsatte mennesker – er det en støtte eller en falliterklæring fra samfundets side? Begge dele, mener Jakob.
- De har potentiale til at hjælpe, og derfor bør man ikke være for fin til at bruge dem, bare fordi nogle finder det ulækkert. Lige nu er Samantha simpel. Man kan sætte hende i family mode, romantic mode eller sexy mode, og så har hun svaralgoritmer for hver af dem. Men hvis robotterne lærer at læse din psyke og sige de rigtige ting, når du er ked af det, så kan de trøste ensomme mennesker.

Jakob har besøgt et fængsel sammen med Samantha, og her viste fangerne stor interesse for hende – også på et følelsesmæssigt plan.

- Når der sidder sådan 30 fyre, der ikke har haft kvindelig kontakt i månedsvis, kan stemningen blive anspændt. Da de så dukken… Den ene fik tårer i øjnene, da jeg gav dem et foto, de måtte beholde. Sådan nogle store fyre! Alle statistikker viser jo, at ingen bliver bedre mennesker af at sidde i fængsel. Men hvis fangerne fik én i cellen, de kunne snakke til og kæle med… Måske kunne robotterne gøre dem mildere?

Brug for penge til forskning

Blandt andet Børns Vilkår deler Jakobs tro på, at sexrobotter og dukker kan have en terapeutisk virkning eller virke som en ventil, der forhindrer overgreb på virkelige mennesker. Andre, eksempelvis Dansk Folkeparti, frygter det modsatte: at mænd vil komme til at tro, at man kan behandle kvinder som dukker.

- I virkeligheden er det samme argument, man hører i forhold til børn og voldelige computerspil. Men bliver børn voldelige af at sidde med iPad’en? Min oplevelse er, at de bliver apatiske, påpeger Jakob og tilføjer, at der mangler forskning i området.
- Det har en vis farverighed, så derfor er det nemt for politikere at komme med hurtige holdninger, som ikke forholder sig til virkeligheden. Sandheden er, at når du taler om tabuiseret sex, findes der ufatteligt lidt empiri. Hvis vi taler om pædofile, som måske er kernen i frygten, så er der ingen brugbar forskning. Folk vil gerne lave skræmmelovgivninger, der handler om at hugge nosserne af folk eller sende dem ud på en øde ø – men ingen vil bevilge penge til at undersøge, hvad der faktisk kan hjælpe pædofile.
Her kunne der ligge en opgave til Enhedslisten: At skaffe midler til forskning i forebyggelse og behandling af potentielt farlige og tabuiserede seksualiteter.
- Vi må finde ud af, hvad der sker i hjernen på mænd og kvinder, der begår overgreb, for det det ved vi intet om. Der er vi middelalderlige. Og dét, synes jeg, er skræmmende! Ikke dukkerne, men at vi mangler viden, mens vi har en teknologisk udvikling, som går sindssygt stærkt.

Frygt ikke selve teknologien

Selvom Samantha virker som noget fra en sci fi-film, minder Jakob om, at vores sex- og kærlighedsliv allerede er invaderet af teknologi.
- Hvis du er single, bliver du kastet i armene på smarte apps, som fra dine SoMe-profiler ved, at du kan lide jazzmusik og piberygende fyre. Så de fyre får du præsenteret. Du får aldrig det frie valg, hvor kærligheden ikke allerede er reguleret af teknologi.

Samtidig handler en del af frygten for sexdebatterne om kønsstereotyper.
- Debatten om dukkebordellet går meget på, at dukkerne skulle forvrænge mandens skrantende syn på kvinden. At han skulle blive voldelig af at klaske en dukkes silikoneballer. Og fair nok, hvis man grundlæggende vil gøre op med den underholdende vold, der gennemsyrer samfundet – men hvorfor reagerer man først, når det lige handler om mænds seksualitet? Her er folkedomstolen virkelig dobbeltmoralsk. Der er et kæmpe marked for vibratorer og dildoer, og sexlegetøj til kvinder anses for naturligt eller ligefrem progressivt. Men mænd, der har sexlegetøj? Det er ulækkert! De må være underlige i hovedet, siger Jakob.
- Men uanset hvad giver det ingen mening at kanalisere sin frygt over på sexrobotterne. De er jo bare redskaber. Det, vi skal være bange for, er mennesket! Hvad vi bruger redskaberne til og hvorfor. Det er vigtigt at skelne, for robotterne kan gøre noget godt for en masse mennesker. Den mulighed skal vi ikke lukke ned, bare fordi vi er bange for os selv.

Foto: United International Pictures

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Fiktiv samværsrobot

Joi er en holografisk ledsager i ”Blade Runner 2049” (2017). Robotten, der er beregnet til privat forbrug, bliver projiceret i 3D og tilpasser sig sin bruger. I filmen fremstår hun som en ung, mørkhåret kvinde. Hun kan fornemme sine omgivelser, hun kan kommunikere live med sin bruger eller via telefoner, internet og lignende systemer. Eftersom hun husker og lærer af sine samtaler, så udvikler hendes personlighed sig over tid.

Et hovedtema i Blade Runner-universet er, hvad der tæller som henholdsvis maskine og menneske, og Joi lægger sig et sted midt i mellem. Hun har ikke en egentlig krop og siger gerne, hvad brugeren vil høre – men hun har tilsyneladende alligevel en egen vilje.

Faktisk samværsrobot

Sælrobotten PARO interagerer aktivt med mennesker. Den kan genkende sit navn, hilsner og ros og vender ansigtet mod den stemme, der taler til den. Hvis man kæler for den, så blinker den med sine lange øjenvipper og udstøder tilfredse babysællyde – men hvis man rører ved dens knurhår, vender den hovedet væk.
PARO er et interaktivt socialpædagogisk redskab, der bruges til især demente borgere. Robotten har vist sig velegnet til at stimulere kontakt og kommunikation, til at kalde på minder og følelser fra et levet liv og til at reducere angst i hverdagen. Samtidig er det idéen, at den kan give brugeren oplevelsen af at drage omsorg for og tage ansvar for et andet væsen.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]