Gå til hovedindhold

Satspuljen - derfor er vi ikke med

”Alle partier undtagen Enhedslisten”. Den vending støder man ofte på, når det handler om satspuljen. Desværre fremgår det sjældent, hvorfor Enhedslisten ikke er med i ellers fornuftige aftaler, der hjælper hjemløse, sindslidende og andre udsatte grupper. Årsagen er ganske enkel: Satspuljeforliget er finansieret ved at tage penge fra folkepensionister, førtidspensionister, arbejdsløse og studerende.

Pelle Dragsted, finansordfører

Hvert år mindrereguleres sociale ydelser, så de taber værdi i forhold til den almindelige velstandsstigning i samfundet. De penge, man snupper, putter man så ned i satspulje-honningkrukken, som partiernes socialordførere så kan dele gavmildt ud af.

Da mindrereguleringen sker år efter år, har den enkelte pensionist eller arbejdsløse efterhånden mistet mange tusinde kroner fra deres indtægter. Næsten 15 milliarder kroner er de nævnte grupper blevet snydt for, siden satspuljen blev indført. En enlig folkepensionist har tabt omkring 7.000 kr. om året pga. satspuljens mindreregulering.

Enhedslisten synes, det er helt ude i skoven, at nogle af de fattigste grupper i samfundet skal finansiere den sociale indsats. Det vil vi ikke være med til. Derfor er vi ikke med i aftalen.

Flere partier er imod

Det bizarre er, at der faktisk er et flertal for at afskaffe ”satspuljetyveriet”. Socialdemokraternes medlemmer har vedtaget det på en kongres for nogle år tilbage, og Dansk Folkeparti siger, at de også er imod. Det samme gælder SF og Alternativet.

Men alligevel fortsætter satspuljen, og de nævnte partier er år efter år med til at dele pensionisternes og de arbejdsløses penge ud.

I Enhedslisten er vi til enhver tid klar til at afskaffe satspulje-tyveriet, så ydelserne til pensionister og arbejdsløse fremover bliver reguleret fuldt ud i takt med velstandsudviklingen. Den social indsats skal i stedet finansieres over finansloven - så det er os alle sammen og ikke de fattigste danskere, der holder for. Mit håb er, at de andre partier vil følge deres egen politik og være med til en ny og mere solidarisk løsning.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]