Gå til hovedindhold

Regeringens sorte uge

På en enkelt uge lancerede regeringen et skatteudspil, et erhvervsudspil og et finanslovsudspil. Til sammen vil de give skatterabatter til de rigeste, skade klimaet og skære ned på velfærden og dem, der har mindst.

Pelle Dragsted, finans- og erhvervsordfører

Danmarks 1000 rigeste personer kan se frem til at lune sig med omkring 200.000 kroner mere om året, hvis regeringens skatteudspil bliver til virkelighed. En direktør, der tjener tre mio. kr., vil få lidt over 80.000. Og direktøren, der ”kun” tjener en million, kan snolde for 27.000 kroner ekstra.
Når skattereformen er fuldt indfaset i 2023, vil den HK’er, som Lars Løkke ellers har gjort til hovedperson, få 5000 kr. mere ind på kontoen. Og folkepensionisten, førtidspensionisten, den studerende og den arbejdsløse får ikke en bøjet femøre.
Regeringen vil også sænke skatten på penge tjent på at spekulere i aktier og værdipapirer. Og igen på en måde, der sikrer de rigeste danskere de største skatterabatter.


De fattige betaler
Ikke alene er der nul kroner til pensionister, studerende og arbejdsløse. De skal oven i købet betale en god del af regningen for skatterabatterne til direktør-Danmark. En milliard kommer fra nedskæringerne i kontanthjælpen. Men det stopper ikke dér. I forslaget kan man nemlig læse, at regeringen vil finde mere end fem milliarder mere gennem det, de kalder ”justeringer i overførslerne”. Men fem milliarder er ikke justeringer. Der er tale om et beløb, der svarer til ti gange de nedskæringer, der fulgte af kontanthjælpsloftet. Hvem der skal betale, ved vi ikke, for regeringen vil ikke fortælle det.
Det største beløb vil regeringen dog snuppe fra velfærden. Otte milliarder skal tages fra det såkaldte ”råderum”. Det betyder, at der ikke engang vil være penge nok til at fastholde den velfærd, vi har i dag, når der i de kommende år kommer flere ældre. Det betyder færre besøg fra hjemmehjælpen og mindre hjælp til et stigende antal demente – medmindre vi skærer andre steder i kernevelfærden.  Det er uansvarligt, men det er også udtryk for et eklatant løftebrud fra Lars Løkke. Den gang Lars Løkke rundbarberede efterlønnen og øgede vores tilbagetrækningsalder, sagde han til danskerne, at det var nødvendigt, ”hvis der skulle være råd til velfærd i fremtiden”.  Men nu kommer han og vil bruge det råderum, som reformerne har skabt, til at sænke skatten, mens velfærden udsultes.

Mere biltrafik – ringere uddannelse
Regeringens udspil er også dybt uansvarligt fra en klimavinkel. Mens der skæres dybt i DSB, skal biler gøres billigere og nye motorveje etableres. Trafikkens CO2-udledning vil vokse sammen med trængselsproblemerne.  Regeringen vil også fortsætte grønthøsteren på hele uddannelsesområdet, som må skære milliarder over de kommende år.  Oveni al den anden elendighed kommer voldsomme nedskæringer på arbejdsstilsynet og indsatsen mod social dumping.
Om regeringens forslag bliver til virkelighed er dog langt fra sikkert. For de skal bruge Dansk Folkepartis stemmer for at få flertal. De kommende uger og måneder vil vise, om Dansk Folkeparti vil holde, hvad de har lovet, eller om de vil deltage i Lars Løkkes løftebrud.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Her skæres der

Uddannelse: Erhvervsuddannelserne skæres én milliard kroner (ud af otte milliarder kroner).

DSB: Der skæres 207 millioner stigende til 829 mio. i 2021.

Arbejdstilsynet: ni mio. kr. stigende til 65 mio. kr. i 2019.

Forbrugerrådet Tænk: fem mio. kr. (ud af 17 mio.).

Døvefilm: Ingen bevilling - 7,2 millioner kroner (ud af 9,3). Den eneste indtægt herudover kommer fra DR, som betaler 2,1 mio. kr.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]