Gå til hovedindhold

Plan B: For et solidarisk og grønt Europa

I slutningen af oktober samledes den europæiske venstrefløj i Portugals hovedstad Lissabon for at styrke kampen for et grønt og solidarisk Europa. Årsagen var den femte Plan B-konference, som er et initiativ, Enhedslisten har været med til at forme sammen stærke venstrefløjsbevægelser som spanske Podemos og France Insoumise.

Mads Hadberg og Nikolaj Villumsen

Sammen med det svenske Vänsterparti afholdt Enhedslisten i november 2016 en lignende Plan B-konference i København. Plan B er grundlæggende et samarbejde, der arbejder for at modgå EU’s højreorienterede økonomisk politik og styrke kampen mod stigende ulighed, velfærdsforringelser og for en grøn omstilling.

Hvorfor en plan B?

Plan B er et initiativ startet på baggrund af de erfaringer, som venstrefløjen har gjort efter EU’s katastrofale håndtering af finanskrisen i Europa og afpresningen af den venstreorienterede græske Syriza-regering.

Arbejdet med en Plan B er hverken teoretisk eller urealistisk. Det klareste eksempel på en manglende Plan B er forløbet efter Syrizas valgsejr i starten af 2015. Efter en årrække hvor skiftende konservative og socialdemokratiske regeringer havde kørt Grækenland i sænk, fik Syriza opbakning hos den græske befolkning til at stoppe EU’s forfejlede nedskæringspolitik, der blot havde øget gælden og forarmet landets befolkning. Men Syriza-regeringen mødte fra start modstand fra EU. Det første halve år af 2015 blev brugt til intensive forhandlinger med EU om en ny låneaftale. Her stod EU-Kommissionen fast på den strenge nedskæringspolitik. Da en aftale kom i stand, valgte den græske statsminister, Alexis Tsipras, at sende resultatet til folkeafstemning. Aftalen blev klart forkastet af 61 procent af de græske vælgere.  

I processen håbede Tsipras-regeringen, at EU ville respektere de græske vælgeres demokratiske valg og tillade, at der blev ført en venstreorienteret krisepolitik. Det ville EU bare ikke. Dermed stod den græske regering afklædt tilbage, da de blev truet med at blive smidt ud af euroen. De havde været så overbeviste om, at EU ville respektere det græske demokrati, at de ikke havde udarbejdet en plan B i modsatte tilfælde. Derfor blev den græske regering afpresset til at fortsætte den forfejlede, højreorienterede nedskæringspolitik.

Venstrefløjen bevæger sig

Lige nu står den europæiske venstrefløj historisk stærkt. Ikke alene har venstrefløjen vundet regeringsmagten i Grækenland, men i eksempelvis Frankrig og Spanien får stærke venstrefløjsbevægelser opbakning fra omkring 20 procent af vælgerne. Venstrefløjen har dermed mulighed for at vinde magten i flere lande, og derfor forbereder man sig på at modstå EU's afpresning af demokratiet.

- Det nuværende EU kan ikke reformeres. Vi har brug for at skabe et helt nyt europæisk samarbejde, der bygger på solidaritet og demokrati, lød det fra Podemos’ europæiske talsperson Miguel Urban på Plan B-konferencen i Lissabon.

Hvor den europæiske venstrefløj tidligere havde en stor tiltro til mulighederne for at ændre EU, så står den nye og moderne venstrefløj i dag samlet om en modstand mod EU’s udemokratiske struktur og nyliberalistiske politik, der ikke alene truer den sociale tryghed, men også begrænser mulighederne for at skabe bæredygtig omstilling. For som Vänsterpartiets klimaordfører Jens Holm udtrykte det på Plan B-konferencen:

- EU's nedskæringspolitik forhindrer os i at lave de nødvendige investeringer mod klimakrisen.

Mødet i Lissabon forstærkede venstrefløjens samlede forståelse af behovet for en Plan B. Initiativet bevæger sig mod en spændende periode op til det kommende EU-parlamentsvalg i 2019. Her skal samarbejdet stå sin prøve og demonstrere den internationale solidaritet og kampen for et socialt og grønt Europa.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]