Gå til hovedindhold

Nyt cannabis-initiativ ser dagens lys

Op til kommunal- og regionsvalget har Enhedslisten indgået valgforbund med Hampepartiet i København og Region H. Rød+Grøn har talt med Klaus Trier Tuxen fra Hampepartiet og med Fryd, som er forkvinde i “Foreningen for Legalisering af Cannabis”, der blev stiftet i september.

Gunna Starck, Rød+Grøn

Det var på alle måder en fin stiftende generalforsamling med over 40 fremmødte. Hele landet fra Bornholm til Aalborg repræsenteret.

I første omgang var det tanken, at foreningen skulle hedde Cannabisrådet, men for det første er et råd noget helt andet end en forening, og for det andet har der før været en forening, der hed Cannabisrådet, men den gik der kuk i. Så for at få en frisk start og et klart formuleret formål, blev det til en forening med demokratiske vedtægter, bestyrelse, og hvad dertil hører.

Gunna: Hvorfor gik der kuk i det gamle Cannabisråd?

Tuxen: Fordi Ekstra Bladet og Venstres Ungdom fokuserede mere på fri heroin i stedet for cannabis. Altså en anden dagsorden, der kunne overtage rådet helt modsat den oprindelige tanke.

Fryd: Nu prøver vi igen. Min indgangsvinkel er den medicinske. Den forening, der arbejdede for cannabis til medicinsk brug, blev stiftet ved mit spisebord. Vi er i nogen grad lykkedes i og med, at der nu kører en forsøgsordning. Når jeg nu går ind i arbejdet med legalisering, så skyldes det, at den medicinske cannabis for mig koster langt over 2.000 kr. om måneden. Glostrup Apotek laver det selv, men fortynder stoffet, så det kun virker i meget store og dyre doser. Derfor erstatter folk dråberne med den billigere cannabis, hvor de så tager den euforiserende virkning med. Samtidigt har cannabis til medicinsk brug taget fokus fra en afkriminalisering med de ekstra virkninger på politiets prioriteringer, bander og sort økonomi.

Gunna: En del røster har været fremme med, at hvis de fede penge kom ud af hashen, så ville banderne bare finde på noget andet?

Tuxen: Jeg tror, at jo besværligere og farligere kriminalitet, man skal ud i for at lave de samme penge, jo flere vil sige farvel og tak og finde et roligere liv. Men vi skal passe på nye “bander”, for Cepos og landbruget mener, at der skal være monopol på at dyrke hamp - til hvem kan man selv gætte. Nogle store jordbesiddere står allerede med marker, som de mener skal bevogtes af militæret. Hvorfor? Joh, siger de, ellers bliver det stjålet. De kan ikke komme væk fra forbudstankegangen. Jeg synes faktisk, at lægerne har ret i, at det slet ikke skal betragtes som et lægemiddel.

Fryd: Netop! det skal ses som naturmedicin på lige fod med tranebær, sveskesaft, og hvad folk ellers køber i helsebutikker. Medicinalindustrien og monopoler skal holdes helt væk fra en afkriminalisering. Der er brug for et opgør med løgnene og oplysning om de forskellige stoffer, cannabis indeholder – og hvad gavn man kan have af dem.

Tuxen: Jeg har skrevet en e-bog, "Hamp i Danmark". Heri kan man læse mere om cannabisens historie i Danmark, og hvordan man i 1955 slog hælene sammen og parerede ordre fra USA om et forbud mod cannabis.

Gunna: Ude omkring og især i USA bliver der jo legaliseret på livet løs. Så skulle man jo tro, at vi ville følge med. Ser I nogle politiske alliancer?

Tuxen: Partiernes ungdomsorganisationer er næsten alle for, men når de unge bliver ældre og gerne vil have en plads i Folketinget, så ved de godt, at det ikke fremmer karrieren.

Fryd: Når man taler med dem på tomandshånd, er de stadig med os. K og DF er nok mest imod, mens de andre retter ind og plejer karrieren.

Gunna: Hvordan får man hul på bylden?

Fryd: Ø, Å, SF og nok også Radikale er for legalisering, og på en god dag er S også med. Men der skal arbejdes på de indre linjer. Der satser vi på Enhedslisten og et af Folketinget nedsat råd, som kan gøre politikerne klogere.

Enhedslisten går ind for legalisering af hash. Læs mere på org.enhedslisten.dk/hash.

Læs mere om Foreningen for Legalisering af Cannabis på Facebook og på hjemmesiden fflac.dk.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]