Gå til hovedindhold

Mærsks bøllemetoder

I forhandlingerne om Danmarks fossile brændsler har A.P. Møller alle dage benyttet de samme trusler, som multinationale selskaber bruger i bananrepublikker: Enten får vi vores vilje, eller også lukker vi og flytter investeringerne til andre lande.

Frank Aaen, tidl. finansordfører

Det startede i 1962, hvor det stod klart, at der var store muligheder vor at finde olie og gas i vores del af verden. Olieselskaberne stod i kø for at få lov til at lede, og i vores nabolande gav man forskellige selskaber lov til i begrænsede perioder at prøve lykken. En klog strategi, f.eks. i Norge, der også oprettede et stort, statsligt engagement. I Danmark krævede A.P. Møller at få eneret til hele undergrunden i 40 år med lempelig beskatning. De krav fulgte den daværende regering.

I årene efter, da fællesskabet fik for lidt ud af olien, blev aftalen trods alt genforhandlet – men hver gang trak A.P. Møller det længste strå. Forhandlinger om at begrænse eneretten til en mindre del af undergrunden endte med, at A.P. Møller beholdt eneretten til de områder, hvor stort set al olien befandt sig. Krav om højere skat førte til indførslen af en særlig kulbrinteskat, der viste sig at være en nul-skat.

Trusler gav pote – og penge

I 2003, da der igen var pres på for højere skat og tilmed udsigt til, at eneretten snart ville udløbe, var der atter forhandlinger. I 2012 ville staten stå fri til at ændre vilkår, lade andre selskaber, evt. et statsligt, komme til. Men muligheden blev forpasset. A.P. Møller krævede og fik eneretten forlænget med 30 år. Den ville nu løbe til 2042, hvor al olien forventes at være suget op. A.P. Møller fik desuden en aftale, der hævede skatten meget mindre end i vores nabolande. Og værre: selskabet fik igennem, at skatten på olien ikke måtte hæves de følgende 39 år.

I de følgende år skovlede A.P. Møller, Shell og Chevron ufattelige milliarder kr. ind, meget mere end forventet. Alligevel krævede de i 2016 skattelettelser, ellers ville de lukke for den danske gasforsyning (Tyra-feltet). Metoden er kendt fra bananrepublikker: Trusler fra multinationale selskaber over for en svag stat. Den metode virkede altså også i Danmark. De fik deres skattelettelse, vedtaget af regeringen, Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti og Radikale i starten af 2017. Ikke bare for Tyra-feltet men hele den danske del af Nordsøen. Milliarder af skattekroner til en branche, der i forvejen har alt for lave skatter.

A.P. Møllers intention var at kunne sælge sine olieinteresser for en højere pris. Og med skattelettelsen kom prisen op på 47 milliarder kr., da selskabet i august solgte sin olie- og gasforretning til franske Total. Sammen med salget af DONGs olieinteresser er stort set alt olien i Nordsøen nu på udenlandske hænder.

Blå blok i lommen på Mærsk

Det er nok for meget at tale om korruption i den gængse forstand, men det er dog værd at bemærke, at alle de partier, der i 2003 støttede den seneste store olieaftale, giver A.P. Møller væsentlige beløb i partistøtte. Op til valget i 2015 fik Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance samlet fire millioner kr. i støtte. Der er i forbindelse med navngivning af skibe uddelt gaver på op til 122.000 kr. Men den afgørende politiske indflydelse stammer fra A.P. Møllers placering i samfundet med deres økonomiske magt og den – ind til nu – nærmest royale holdning til selskabet, som findes både i befolkningen og i pressen. A.P. Møller har måske nok solgt ud af deres magt, men deres historiske rolle er illustrativ: Økonomisk magt kan få selv de mest velfungerende demokratier til at agere som bananrepublikker.

Foto: Tom Jervis (CC BY 2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]