Gå til hovedindhold

Måneden der gik

Den gode nyhed

Enhedslisten har udpeget partiets første statsrevisor. Det bliver økonom og tidligere folketingsmedlem gennem en årrække Frank Aaen. Han er kendt for at være en skarp kritiker af skiftende regeringers privatiseringer og dårlig administration – senest med salget af aktier i Dong til Goldman Sachs.

- Jeg glæder mig til at være en del af denne vigtige institution, der har til opgave at føre kontrol med regeringens måde at udøve deres magt på. Det er afgørende og vigtigt, ikke mindst fordi flertallet i Folketinget har vedtaget stramninger af muligheden for aktindsigt, og selv de største løgne fra en minister kan passere, hvis blot 90 mandater ikke vil gribe ind, forklarer Frank.

Det er første gang venstrefløjspartiet udpeger en statsrevisor. Enhedslisten har fået statsrevisorposten efter seneste folketingsvalg, hvor partiet opnåede 7,8 % af stemmerne, og blev Folketingets fjerdestørste parti.

Den dårlige nyhed 

Den 4. juni blev en mand ved navn Tommy Mørck idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have opholdt sig området omkring al-Raqqa i Syrien. Han var en del af den kurdiske YPG-styrke, som bekæmpede Islamisk Stat i området.

Enhedslistens Kurdistan-solidaritetsgruppe finder det absurd at retsforfølge og dømme danskere, som har kæmpet sammen med Danmarks allierede i Syrien og Irak for at besejre Islamisk Stat.

- Med dagens dom straffer man en borger, som har gjort en stor og væsentlig personlig indsats i kampen mod islamistisk terror og undertrykkelse. Mens Islamisk Stats fjender idømmes fængselsstraffe, vender den danske regering det blinde øje til, når Erdogans tyrkiske regime lader islamister invadere den kurdisk-dominerede Afrin-provins, med vold, hærgen og ødelæggelse til følge, siger gruppen i en udtalelse.

Tommy Mørck har appelleret dommen til Landsretten, som nu skal tage stilling til den principielle sag om kampen for demokrati og rettigheder.

Citatet

”Børn på ét år skal ikke belæres om Grundloven. De skal lege med sand, bygge med klodser og have støtte og omsorg. Og så skal de vokse op i et land, hvor de kan se og mærke, at frihedsrettighederne og Grundloven gælder for alle.”

Pernille Skipper i sin tale Grundlovsdag

I slutningen af maj stemte Irlands befolkning ja til at ophæve forbuddet mod abort. En tragisk historie om kvinden Savita Halappanavar spillede en central rolle i debatten op til afstemningen. I 2012 anmodede Savita om at få en abort pga. svære komplikationer i graviditeten, mens hun var indlagt på et hospital i den irske by Galway. Hospitalet nægtede at udføre aborten, og hun døde derfor af blodforgiftning.

Foto: William Murphy - [CC BY-SA 2.0]

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]