Gå til hovedindhold

Tags

Kulturstafetten: Velkommen til 30’ernes Berlin

Så ramte den tyske krimiserie ”Babylon Berlin” mit fjernsyn – og jeg er straks blevet fanget ind.

Lole Møller, Rød+Grøn

Vi inviteres ind i Weimarrepublikkens højspændte politiske miljø. Byen er præget af politisk og social uro, spækket med småsnuskede kriminelle, bordeller og vilde cabaretscener. Der er økonomisk krise. Nazisterne dominerer allerede gadebilledet og øver vold mod jøder og kommunister. Dem er der utallige fraktioner af i byen. Vi stifter i første omgang bekendtskab med en trotskistisk celle, der afventer en sending med guldbarrer fra Moskva. Den skal måske videre til Trotskij i Istanbul eller til Paris. Politiet provokerer til uro ved 1. maj-demonstrationerne i 1929 og åbner ild mod de demonstrerende.

Scenen er sat for os og for kriminalassistent Gereon Rath, der ankommer til Berlin fra Køln for at blive tilknyttet sædelighedafdelingen på Alexanderplatz. Han skal afdække en sag om afpresning på allerhøjeste niveau. Så kan historien begynde! Lige på det tidspunkt, hvor nazismen vinder fodfæste og undergangen ligger forude. Den rejse tror jeg, det er værd at følge med i.

”Babylon Berlin” bygger på en række kriminalromaner skrevet af den tyske forfatter Volker Kutscher. Fire af dem findes på dansk som e-bog på ePub, ”Den våde fisk”, ”Den stumme død”, ”Goldstein” og ”Sagen Vaterland”.

Første sæson af serien kan i øjeblikket ses på DR2 hver onsdag. Der er i skrivende stund sendt to afsnit af i alt otte (de første afsnit ligger på DR’s hjemmeside) – spring endelig på!

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]