Gå til hovedindhold

Kort nyt fra Folketinget

To procent-kravet afskaffes

Et flertal i Folketinget har besluttet, at det såkaldte produktivitetskrav, som betyder, at hospitalerne hvert år skal effektivisere med to procent, skal sættes på pause næste år, indtil et nyt system kan være klar fra 2019. Hospitalerne har siden midten af 00'erne været underlagt et årligt produktivitetskrav, der betyder, at de hvert år skal levere en større aktivitet og flere behandlinger og undersøgelser – uden at få tilført flere midler.

- Vi har konsekvent taget personalets indvendinger seriøst, og vi gik som de eneste imod to procent-kravet ved de tidligere økonomiforhandlinger, siger Tormod Olsen, fagsekretær for kommunal- og regionspolitik hos Enhedslisten, og uddyber:

- Vi vil på ingen måde tag æren for det, som rigtig mange har været med til at skabe. Men vi er meget stolte over at have taget det tidlige initiativ og været vedholdende i både regionsråd, Danske Regioner og i Folketinget.

Ny parlamentarisk strategi

Enhedslistens hovedbestyrelse vedtog i oktober en ny parlamentarisk strategi og ændrede dermed 25 års parlamentarisk praksis. Enhedslisten kan nu stille konkrete betingelser for at pege på en socialdemokratisk ledet regering, og vi kan sætte en nedre grænse for, hvad en socialdemokratisk regering kan gennemføre sammen med højrefløjen med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Et nyt DONG-salg eller en ny ulighedsskabende skattereform vil kunne betyde, at Enhedslisten trækker sig som parlamentarisk grundlag.

- Enhedslisten skal have mere indflydelse, når vi bliver større. Det skal Mette Frederiksen vide, hvis hun vil sidde som statsminister på vores mandater. Derfor åbner vi nu op for nye parlamentariske værktøjer, som bl.a. indebærer, at der er en grænse for, hvad hun vil kunne gøre med højrefløjen, hvis hun skal beholde taburetten på vores mandater, siger Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører (læs mere på side 29).

Oprustning skaber ikke sikkerhed

Frem til 2023 vil regeringen bruge 12,8 mia. kr. mere på militær. Deres argumenter for at opruste holder imidlertid ikke, mener Eva Flyvholm, forsvarsordfører for Enhedslisten.

- Claus Hjort og co. falder over hinanden i begejstring med milliardløfter til missiler og soldater, men de skylder svar på hvem, der skal betale for gildet, og hvad det overhovedet nytter? Jeg tror ikke, at hovedløs oprustning giver et mere sikkert Danmark, tværtimod. Men det kommer til at koste os alle sammen milliarder.

Eva Flyvholm mener, at det primært vil gavne våbenproducenterne, hvis vi følger USA præsident Donald Trumps opfordring til, at NATO-landene øger deres militære budgetter.

- Det er for letkøbt, at regeringen hænger det hele op på truslen fra Rusland, når det også handler om, at store våbenproducerende lande tjener fedt på oprustning. I stedet for at bøje os for Trump og NATOs konstante krav, burde vi arbejde for nedrustning i Østersøområdet og fjernelse af atomvåben.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]