Gå til hovedindhold

Kort nyt fra Folketinget

Ny fiskeriminister slipper ikke for at forklare sig

Tidligere på måneden valgte Lars Løkke at fratage Esben Lunde Larsen hvervet som fiskeriminister. Det skete efter måneders hårdt pres fra oppositionen og Dansk Folkeparti på grund af sagen om de såkaldte kvotekonger. Maria Gjerding havde indkaldt Esben Lunde i samråd om fiskekvotesagen efter nye oplysninger om, at Esben Lunde Larsen øjensynligt havde tilbageholdt information om, hvordan man kunne komme problemet med koncentration af fiskekvoter til livs. Karen Ellemann har overtaget Esben Lundes område og er nu minister for fiskeri-, ligestilling og nordisk samarbejde. Enhedslistens miljøordfører, Maria Gjerding, fastholder samrådet, så den nye minister skal snarest muligt stille op og forklare sig i sagen.

Nyt samråd om unge asylpar på vej

En samlet opposition arbejder i skrivende stund intensivt med at forberede et nyt samråd med udlændingeminister Inger Støjberg i sagen om de unge ægtepar, der sidste år blev tvangsadskilt på danske asylcentre. Samrådet bliver årets tredje i den kontroversielle sag, hvor ministeren ifølge eksperter har sat sig ud over internationale konventioner og dansk forvaltningsret. Samrådet vil finde sted, efter Inger Støjberg har skiftet forklaring undervejs i sagen. De fem partier i oppositionen arbejder tæt sammen om at undersøge sagen i dybden og sikre, at man får afkrævet ministeren svar på de mange kritiske forhold i sagen, som stadig er uafklarede efter de to første timelange samråd.

Ny, tilgængelig folketingssal på trapperne

Christiansborgs gamle folketingssal, som næste år kan fejre hundredårsjubilæum for indvielsen i maj 1918, har været under omfattende ombygning i løbet af sommeren. Der har tidligere været kritik af den manglende tilgængelighed i salen, hvor mennesker med handikap er stort set afskåret fra at komme på talerstolen. Tidligere har man lavet midlertidige løsninger, hvor kørestolsbrugere har holdt ordførertaler fra gulvet foran talerstolen. Men når den nye politiske sæson starter i oktober, skulle man være klar med en permanent løsning, som sikrer, at alle har lige adgang til det, der i politiske kredse kaldes landet fornemmeste talerstol.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]