Gå til hovedindhold

Tags

Kommunerne kræver opgør med budgetloven

I marts fik Enhedslisten i Helsingør Kommune opbakning til et forslag om, at KL skal kræve en revidering budgetloven, der hvert år fjerner en halv procent af kommunernes penge til velfærd. Rød+Grøn har talt med Allan Berg Mortensen, der stillede forslaget.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Hvordan fik du idéen til forslaget?

- Forslaget blev oprindeligt formuleret af Trine Henriksen fra Gladsaxe. Imidlertid så det ikke ud som om, det ville blive vedtaget i Gladsaxe. Trine skrev derefter om det i et kommunalpolitisk forum på Facebook, og jeg foreslog så, at vi prøvede i Helsingør.

Hvordan lykkedes det dig at skaffe flertal bag initiativet?

- Jeg kontaktede først Socialdemokraterne, som er helt nødvendige for at danne et flertal uden om Konservative. De indvilligede, og så var det let at få SF og Lokaldemokraterne med. Radikale var usikre til det sidste men stemte for, og som en bonus stemte DF også for. I alt stemte 14 for, mens Venstres ene og konservatives ni medlemmer stemte imod.

Er der en bred erkendelse af, at budgetloven er dårlig for kommunerne?

- Ja, det oplever jeg helt klart. Både blandt politikere og borgere og i hele landet. Budgetloven er en økonomisk spændetrøje, som gør kommunalpolitik til en fordeling af nedskæringer.

Har du eksempler på, at budgetloven forhindrer ting i Helsingør?

- Højst sandsynligt kommer Helsingør Kommune til at overskride servicedriftsloftet med 31 til 39 millioner i 2019. Derfor er alle udvalg blevet bedt om at finde besparelser, så kommunen ikke bliver ramt af sanktioner. Det er fortrinsvis blandt børn og ældre, der ledes efter besparelser. Reelt er budgettet genåbnet allerede i marts.

Hvordan er forslaget blevet modtaget i KL?

- Ved KL’s topmøde den 21. marts blev forslaget taget op. Alle KL-delegerede stillede sig bag forslaget, der derfor blev vedtaget uden afstemning.

Budgetloven blev vedtaget på baggrund af EU’s finanspagt, der stiller skrappe krav til landenes brug af offentlige midler. Både Lars Løkke og Mette Frederiksen er varme tilhængere af EU. Tror du, de vil gå med til at ændre på noget?  

- Jeg tror ikke, de har lyst til at ændre på noget. Men der skal snart være folketingsvalg, og de delegerede ved KL’s topmøde har da sendt et vink med en vognstang.

Hvad håber du, der kommer til at ske nu? 

- Jeg håber, at budgetloven bliver afskaffet – eller i det mindste lempet, så beskæftigelses- og klimaindsatser friholdes fra servicedriftsloftet og kommunernes servicedriftsloft kompenseres for demografi.

Budgetloven blev vedtaget i 2012 af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Konservative. Den har virket siden 2014.

Læs mere på org.enhedslisten.dk/budgetloven

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Det foreslår KL

”I forbindelse med den forestående evaluering af budgetloven i Folketinget opfordrer KL’s delegeretmøde regeringen til at gennemføre en række ændringer af budgetloven, som vil styrke kommunernes mulighed for langsigtet planlægning af drifts- og anlægsopgaver med henblik på at sikre den bedst mulige service for borgerne.”

Vedtaget enstemmigt den 21. marts på Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]