Gå til hovedindhold

Kønsroller i fascismen og nationalismen

Fascismens frontfigurer var typisk ”stærke mænd”. Mange af nutidens nationalistiske højrebevægelser ledes af kvinder, men kønsidealer er stadig et kernepunkt.

Sebastian Mohr

Den akademiske uenighed om, hvorvidt fascisme bedst beskriver Mussolinis totalitære regime i første halvdelen af det 20. århundrede, eller om begrebet også kan bruges som overordnet betegnelse for totalitære diktatoriske regimer mere generelt, ændrer ikke meget ved fascismens bundethed til karismatiske frontfigurer.

Tit var - og er - disse frontfigurer mænd, som nogen muligvis også ville betegne som ”stærke mænd”.

Den stærke mand – fra ideal til karikatur

Om man vil påstå, at Benito Mussolini eller Adolf Hitler var stærke mænd eller ej, er naturligvis afhængig af, hvordan man definerer, hvad en stærk mand er. Mandighed er en foranderlig størrelse, hvis definition er knyttet til sociale og kulturelle tolkningsrammer, der er historisk specifikt forankrede. Det vil sige, at selv om Mussolini muligvis kunne forstås som en stærk mand i det tidlige 20. århundrede, så forstås Mussolini eller Hitler muligvis ikke i dag som stærke mænd.

Mandlige politikeres forsøg på at gribe den politiske dagsorden gennem en demonstration af totalitær magt synes umiddelbar ikke at være den bedste politiske strategi i demokratiske samfund. De kønnede forståelsesrammer for, hvad der udgør en god politiker, har forandret sig. Modstanden mod Donald Trumps måde at agere politikker på – og gøre mandighed på - kunne for eksempel læses som et tegn på, at den totalitære mandighed ikke længere accepteres uden videre. I stedet for at fremstå som en stærk mand, synes Trump at gøre mandighed på en måde, som kan ses som en karikatur af, hvad en stærk mand var tidligere i historien.

Kvinderne i den nutidige nationalisme

Vil man gerne forstå, hvordan nutidige nationalistiske bevægelser høster vælgerstemmerne, så skulle man muligvis også se ud over det, man kunne kalde for stærke mænd.

Hvis man ser på, hvem der har været med til at styrke nationalismen i den seneste tid, så er der faktisk en del kvindelige politikere, der falder i øjnene: Sarah Palin i USA, Marine Le Pen i Frankrig, Frauke Petry i Tyskland, Pia Kjærsgaard i Danmark. Selvom disse politikere muligvis kunne karakteriseres som stærke kvinder, så synes deres succes som nationalistiske politikere dog også at skyldes, at de gør kvindelighed på den rigtige måde uden at nødvendigvis passe ind i et skema om stærke mænd og kvinder. Deres nationalistiske projekter er først og fremmest pakket ind i en bredt accepteret måde at være kvinde på fremfor, at de forstås som ”stærke kvinder”. De nationalistiske budskaber, som Le Pen, Petry og Kjærsgaard står for, kunne altså siges at appellere til en bestemt del af vælgerskaren også på grund af disse politikeres genkendelighed som legitimt kønnede subjekter.

Opgøret med nationalismen er kønspolitisk

Nationalisme er tydeligt bundet til særlige forståelser af køn, og køn er en væsentlig del af, hvordan nationalisme legitimeres - i fascismen i fortiden såvel som i dag. At politikken er et kønnet fænomen betyder samtidig, at hvis man gerne vil gøre op med f.eks. nationalisme, så bliver man muligvis også nødt til at gøre op med særlige måder at gøre køn på. Med andre ord: et opgør med nationalisme er også altid et kønspolitisk projekt.

Sebastian Mohr er adjunkt ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, og har bl.a. forsket i manderoller.

Foto: Flickr.com / Johnny Silvercloud / CC BY-SA 2.0

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]