Gå til hovedindhold

Tags

Klimakamp: Forandringen kommer nedefra

Skal de politiske strukturer i EU og medlemslandene medføre en systemisk, hurtig og retfærdig grøn omstilling, vil det kræve, at borgerne er i centrum – ikke virksomheder og kapital. Demokratisering er derfor det vigtigste aspekt af klimakampen.

Nanna Langevad Clifforth og Jacob Sørensen, NOAH Friends of the Earth Denmark

EU har en målsætning om at have reduceret CO2-udledningerne med 40 procent i 2030 og 80-95 procent i 2050 (begge tal i forhold til udledningen i 1990).

Inden klimatopmødet i december 2018 publicerede EU-Kommissionen otte scenarier for, hvordan EU kan leve op til sit klimamål for 2050. Baseline viste, at hvis EU fortsætter sin nuværende kurs, vil udledningerne kun være faldet med 64 procent i 2050. Samtidig fortsætter støtten til den fossile energi. Fra 2014-2016 blev der i EU givet mere end 112 milliarder euro per år i støtte.

Gjort op over de sidste 25 år står resultaterne af EU’s klimapolitik ikke mål med det, som verdens næststørste økonomi burde levere. Med klimaforsker Kevin Andersons ord, så kræver FN’s klimapanels regnskab for en sandsynlig chance for ikke at overstige to grader (og med kun ringe hensyn til klimaretfærdighed), at EU leverer mindst 80 procent reduktion i udledningen fra sit energisystem i 2030, med fuld udfasning kort herefter.

Vejen hen mod målet er bestemt heller ikke ligegyldig. Der er stor forskel på, om der sker en løbende reduktion, eller om målet er hængt op på fortsat udledning og så et stort fald til sidst. Den sidste løsning vil lede til flere udledninger. Derfor er det nødvendigt at tale om klimabudget i stedet for klimamål.

Falske løsninger og kreative beregninger

EU bruger i dag mindre energi målt på bruttonationalproduktet (BNP) end tidligere, men BNP er steget, så det samlede energiforbrug er vokset. Samtidig er en stor andel af udledningen blevet outsourcet til de lande, der producerer vores forbrugsvarer, da udledningen gøres op i det land, hvor den finder sted. Vi kan derfor ikke løse problemet uden at reducere vores forbrug.

De reduktioner, der er opnået i EU, er desuden langt hen ad vejen falske. Over halvdelen af den såkaldte vedvarende energi er fra biomasse og organisk affald, der regnes som CO2-neutrale energikilder, selvom udledningen er stor. Kun 5 procent af energiproduktionen er fra sol, vind, geotermi og vandkraft.

Samtidig er fossil gas blevet udråbt som ”omstillingsbrændsel”, og EU-Kommissionen støtter udbygningen af gasinfrastruktur. Mange af projekterne er såkaldte ”Projects of Common Interest” og har dermed særlig adgang til støtte. Rør og anlæg bygges med en forventet levetid på over 50 år, hvilket vil binde EU til en fossil fremtid frem til i hvert fald 2070. Nord Stream 2 og Baltic Pipeline er to danske eksempler på den nye gasinfrastruktur.

EU’s klimapolitik er domineret af troen på, at den private sektor kan gennemføre overgangen til en fossilfri økonomi. Mange aktører inklusiv grønne organisationer bliver derfor ved med at samarbejde med de største udledere i verden. Desuden er løsningsforslagene baseret på en markedsgørelse af klimaet, herunder handlen med CO2-kvoter.

Princippet om, at forureneren betaler, er derigennem blevet forvandlet til retten til at forurene. Det ligger desværre i god tråd med EU’s byggesten og økonomiske politik. Samtidig er EU og medlemsstaterne medlem af Energichartertraktaten, der skal beskytte investorer i energisektoren. Den indeholder en ISDS-mekanisme (investor-stat tvistbilæggelse), hvor udenlandske investorer kan sagsøge stater for at indføre lovgivning, der rammer deres profit, eksempelvis ved udfasning af atomkraft.

Klimaet er et retfærdighedsspørgsmål

Verdens lande har brugt vidt forskelle andele af Jordens ressourcer og udledt større eller mindre andele, også i forhold til deres befolkningernes størrelse. Samtidig er landene i vidt forskellige positioner til at handle på udfordringen og mærker konsekvenserne på forskellig vis. Kigger man på landenes historiske udledninger og kapacitet til at handle, lever EU med sine nuværende klimamål op til en femtedel af sin retfærdige andel.

Dette billede er kendetegnende for lande i det Globale Nord. Størstedelen af lande i det Globale Syd møder derimod deres retfærdige andel og mere til for nogle. Det Globale Nord har udledt så meget, at det ikke er muligt at imødekomme reduktionskravet indenrigs. Derimod har lande i det Globale Syd mulighed for at mindske udledningerne udover deres retfærdige andele. Det betyder, at hvis vi skal stoppe temperaturstigningen ved 1,5 grader eller bare under 2 grader, skal det Globale Nord støtte det Globale Syd finansielt. En finansiering, som bliver lovet igen og igen, men ikke kommer.

En demokratisk fremtid

Det er på tide, vi ser klimakrisen som den demokratiske krise, den er. Borgerne vil gerne en bæredygtig og retfærdig fremtid, hvis de bliver involveret og nyder godt af beslutningerne. Men det er sjældent, de får plads ved bordet. Angreb på de demokratiske institutioner og på frihedsrettighederne, og de autoritære tendenser, må derfor give anledning til stor bekymring, og modstand blive en integreret del af klimakampen.

Desuden vil forbindelserne til den sociale slagside af klimaforandringerne vise sit ansigt mere tydeligt de næste 10 år: konflikter og krige om ressourcer, adgang til basale ressourcer og migration. I dag bliver der dræbt fire miljøaktivister om ugen, motiveret af transnationale virksomheders jagt på flere ressourcer, til tider bakket op at stater. Aktivister, der forsøger at sætte en stopper for rovdrift på jordens ressourcer anses som forbrydere, mens der samarbejdes med de virksomheder, der står for rovdrift på naturens ressourcer.

Dem, der i dag tager kampen op, er især de lokalsamfund, der lever med konsekvenserne. Derudover er der grupper af mennesker, der handler og gør det nødvendige. Et eksempel er de aktivister, der har stoppet gasprojektet MidCat, eller bevægelsen mod kul: Ende Gelände.

En progressiv klimapolitik kræver demokratisering både nationalt og på europæisk plan, så der bliver plads til borgere og sociale bevægelser. Forandring er altid blevet båret frem af folkelige sociale bevægelser. Så skal politikkerne nok følge med.

Foto: Ende Gelände (CC BY-NC 2.0) 

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Det mener Enhedslisten

Enhedslisten vil have Danmark til at gå forrest i kampen for klimaet. Vi kan som samfund tage vigtige skridt for at redde vores klima. Men det kræver politisk handling nu. Vi skal tage initiativer som indførsel af progressive flyafgifter, forbud imod skadeligt plastik og udfasning af diesel- og benzinbiler. Derfor er det afgørende for os, at Danmark sikres retten til at beslutte bedre regler end dem, som gælder i EU.

Enhedslisten vil arbejde for at højne klimaambitionerne i EU, så målsætningen om at reducere den globale temperaturstigning kan nås, og vi kan undgå de mest katastrofale klimaforandringer. Men Danmark skal ikke afvente EU’s fodslæbende rolle. Vi skal allerede vise politisk handling nu og sikre, at klimakampen ikke kun forbliver ved snakken. Danmark skal være et foregangsland. Et foregangsland, som kan inspirere til grønne løsninger rundt om i verden.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]