Gå til hovedindhold

Hvornår må man trække fascismekortet?

Der er grund til at kritisere nutidens nationalistiske højrebevægelser, men man skal kalde dem noget andet end ”fascisme”, mener historiker Karl Christian Lammers.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

Som medlemmer af Enhedslisten er vi antifascister og på vagt for at forhindre, at Mussolinis og Hitlers kapitler af verdenshistorien gentager sig. Men hvornår er vores bekymringer velbegrundede – og hvornår er vi for hurtige til at trække fascismekortet? Hvad er overhovedet definitionen på fascisme?

Fascismen kan kendes på sine metoder
Da Rød+Grøns udsendte møder Karl Christian Lammers, der har forsket i området, slår han fra starten fast, at fascisme ikke blot er en ideologi, men også en politisk metode:

- Fascismen er en radikal, nationalistisk ideologi, som ser nationen som en organisme uden modsætninger mellem klasserne, mellem arbejdere og arbejdsgivere. På den måde er fascismen antisocialistisk. Men for mig er og bliver det væsentligste træk ved de fascistiske strømninger brugen af vold og terror i den politiske kamp. Det er grunden til, at jeg er tøvende over for at trække fascismekortet i vore dage, siger han.
- Både Mussolini og Hitler havde grupper til at udøve vold og terror mod politiske modstandere. Sortskjorterne i Italien og for nazismens vedkommende SA-tropperne. Man kan kalde tilgangen udenomsparlamentarisk, og fascisterne deltager indledningsvist slet ikke i det traditionelle demokrati. Siden bliver de tvunget til det, men egentlig er fascismen antidemokratisk og autoritær. Den går ind for en stærk stat uden et parlamentarisk, repræsentativt demokrati.

Karl Christian Lammers tilføjer, at selvom fascismen ikke går ind for folkestyre, har den alligevel folkelig appel:
- Fascismen er populistisk. Dens ledere opfatter sig som lig med folket. Hitler siger på et tidspunkt ligeud, at han ”er folket”.

Fascister og racister er ikke altid de samme

Karl Christian Lammers fører fascismen tilbage til nogle politiske grupper, der opstod i 1919 i Italien. Senere spredte den sig til Tyskland og Spanien, men Francos Spanien regner han ikke som sådan for et fascistisk styre.
- Franco var militærmand i et militærdiktatur. Man havde en fascistisk bevægelse i landet kaldet ”falange”, men falangen var ikke med i selv magten.

Stalins Sovjet regner han for totalitært, ikke fascistisk.

- Der er selvfølgelig totalitære tendenser i fascistbevægelserne i og med, at de er antidemokratiske – men fascismen er bevægelse, og det er totalitarisme ikke på samme måde. Det har mere at gøre med det politiske system, der bliver oprettet. At man ikke tåler opposition, at man har kontrol over politiet, har hemmeligt politi osv.

Ligesom han skelner mellem fascister og de totalitære, så skelner han også mellem fascister og racister.

- Den tyske fascisme, nazismen, var racistisk og førte til to forskellige racepolitikker: én vendt mod "de andre", som ikke skal være med i det nationale fællesskab. Og en racehygiejnisk vendt mod egne rækker, hvor de "dårlige" dele såsom sindslidende og handikappede, skæres væk for at gøre racen stærk. Den italienske fascisme var ikke racistisk på samme måde. Så de to ting – fascisme og racisme – behøver ikke hænge sammen. 

Vi ser ikke klassisk fascisme

Der er god grund til at kritisere vor dages fremmedhad og behandling af asylansøgere, mener Karl Christian Lammers, men vi skal bruge et andet ord til det end ”fascisme.”

- Du kan jo godt pege på fremmedhad og sige, at det havde de også i Tyskland. Men at der er fremmedhad i dag er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der også er nazisme og fascisme. Det, der foregår, er slemt nok, og der er andre ord om det. Men bruger man begrebet ”fascisme”, risikerer man at begå samme fejl som kommunisterne, der så fascisme overalt ud fra devisen, at om natten er alle katte grå. Det er vigtigt at kunne skelne, fastslår han.  

- Det helt afgørende er, at fascismen bruger vold og terror. Derfor ville jeg hverken tælle Front National eller det østrigske Frihedspartiet med, selvom de ideologisk ligner i kraft af nationalismen, det totalitære og den stærke stat. For de bruger ikke vold og terror i deres politiske kamp. Du kan formentlig finde voldelige, fascistiske tendenser i nynazistiske grupper i Tyskland – men netop i Tyskland ser vi samtidig, at partier og grupper, der truer det demokratiske system, kan blive forbudt.

Karl Christian Lammers er lektor emeritus ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet, med speciale i tysk og vesteuropæisk samtidshistorie. Han er bl.a. forfatter til bogen "Nazismens epoke" og en biografi om Goebbels.

Foto: Flickr.com / James Vaughan / CC BY-NC-SA 2.0

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]