Gå til hovedindhold

Grønne fællesskaber kan blive en reel modmagt

Lokale, grønne initiativer kan give tro på egen styrke og erfaringer med at skabe forandring i eget liv og i samfundet.

Maria Temponeras, byrådsmedlem i Skanderborg

Det er en fordel for de fleste at være med i grønne fællesskaber så som fødevarefællesskaber, fælleshaver, reparationscafeer og solcellelav. Fællesskaberne skaber samhørighed, gør hverdagslivet lettere og giver mening i forhold til den truende globale klimakatastrofe.

Fællesskaber med alle slags mennesker

Når grønne fællesskaber fungerer bedst, så opbygger de troen på, at vi faktisk kan forandre verden sammen. De er desuden levende eksempler på det bæredygtige samfund, vi vil skabe. Hvis de spreder sig og vokser nok, så kan de udgøre en reel modmagt til kapitalismen og dens overforbrug.

Det er afgørende, at alle deltagere i et grønt fællesskab er med til at bære og styre gruppen og dens aktiviteter. For selvom denne basisdemokratiske organisering tager tid og er besværlig, så kan den give alle involverede tro på egen styrke og erfaringer med at skabe forandring i livet og samfundet. Det er særligt vigtigt, fordi de hyperlokale grønne fællesskaber rummer alle mulige slags mennesker. Også mennesker, der ikke har andre erfaringer med politisk arbejde.

Ikke bare hyggeklubber

Perspektivet til klimakampen og til lokal og global ulighed skal være med hele vejen. Hvis vi mister det og bliver til hyggeklubber, er det værre end ingenting. Perspektivet kan fastholdes med filmvisninger, foredrag, kontakt til internationale grønne netværk og diskussioner om, hvorfor vi gør det her, hvad vi vil bekæmpe, og hvad vi vil sætte i stedet.

Rammerne kan være så svære at finde eller skabe, at initiativerne bliver kvalt, inden de slår rod. Der skal som minimum være steder at mødes, steder at lave mad, og hvor ungerne kan lege. Det næste er udbygningen: jord til fælleshaver, skurplads og festplads. Fælleshuse, værksteder og butikker.

Vi skal være fødselshjælpere

Vi rød-grønne kan gøre en kæmpe forskel i forhold organisering, perspektiv og fysiske rammer. Vi skal ikke tage over, men bruge vores erfaringer til at blive de fødselshjælpere, der gør andre i stand til at organisere sig selv. Vi kan bringe det politiske perspektiv ind i fællesskaberne og være med til at fastholde det. Vi kan arbejde for, at kommunerne stiller jord, bygninger og torve til rådighed for grønne fællesskaber.

Jeg tror på, at de lokale grønne fællesskaber er værd at satse på. At vi skal prioritere dem lige så højt som vores engagement i fagbevægelsen. Mange af os er for længst gået i gang og vil gerne give erfaringerne videre.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]