Gå til hovedindhold

Grøn massakre eller grønt flertal?

Det bliver skæbnens time for den grønne omstilling, når den borgerlige finanslov skal på plads. Det Konservative Folkeparti kan ende med at afgøre, om den grønne omstilling skal fortsætte eller erstattes af en sort klima- og miljøpolitik.

Karl Vogt-Nielsen, klima-, energi- og miljørådgiver

Gennem fire år har Enhedslisten via finanslove og andre aftaler fået gennemført omkring 50 nye tiltag på det grønne område, med adskillige milliarder kroner til at fremme den grønne omstilling. En stor del af disse aftaler omfatter tiltag, som rækker ind i 2016 og længere, og som betyder meget for de aktiviteter, der kan gennemføres rundt i samfundet.

Foghs massakre

Sidste gang de borgerlige kom til magten tilbage i 2001, fjernede Anders Fogh Rasmussen næsten øjeblikkeligt hele den grønne omstilling, som den daværende SR-regering havde opbygget med SF og Enhedslisten. Svend Aukens ”miljøimperium” skulle jævnes med jorden.

Siden da har den grønne omstilling imidlertid vokset sig noget stærkere og er blevet væsentligt mere integreret i samfundet. Der er opbygget en hel grøn industri, som advarer mod at ændre kursen, og begrebet ”grøn omstilling”, som Enhedslisten introducerede for nogle år siden som alternativ til vækstbegrebet, har selv borgerlige politikere taget til sig.

Et borgerligt grønt parti?

Med det nye, blåsorte flertal i Folketinget, har Det Konservative Folkeparti fået en nøglerolle i skæbnen for den grønne omstilling. Partiet har lagt en mere grøn profil end de andre borgerlige partier og indgår som det eneste borgerlige parti i en række grønne aftaler med den tidligere røde blok. Derfor er der – på papiret – stadig et ”grønt” flertal. De konservative har således tilsluttet sig målsætningen om 40 procent reduktion i CO2-udledning i 2020 og står også bag aftalen om oprettelse af Klimarådet, der skal rådgive regeringen om nødvendige indsatser for at nå målsætningen om udfasning af alle fossile brændsler i 2050.

Imidlertid rummer den borgerlige fløj to partier, som reelt er klimafornægtere, nemlig Liberal alliance og Dansk Folkeparti. Venstre sætter landbruget langt højere end natur. Så spørgsmålet er, om de konservative formår at holde deres grønne linje eller sælger ud i en studehandel mod at få mere vigtige mærkesager indfriet i en finanslovsaftale med Venstre. I først runde har de heldigvis afvist, at Lomborg igen skal på finansloven, hvilket var et mål for Venstre.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]