Gå til hovedindhold

Fra massedemonstration til meningsmåling

Bevægelserne er blevet mindre slagkraftige. Det mener blandt andre Tim Knudsen, der er forfatter til bl.a. ”Fra Hvorfor er det blevet sværere at mobilisere til store demonstrationer, og hvorfor gør de så lidt indtryk på politikere af i dag? Rød+Grøn har spurgt Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet.                                            

Sarah Glerup, Rød+Grøn

folkestyre til markedsdemokrati”, som skitserer magtens og demokratiets historie i Danmark.

- En række af de betingelser, der engang var for at lave bevægelsesarbejde, er væk. De sidste massedemonstrationer i Danmark fandt sted i 1985, da Schlüter-regeringen bl.a. havde suspenderet dyrtidsregeringen, som blev helt afskaffet to år senere. Demonstrationerne havde altså ikke den store effekt, påpeger han.

- Men spørgsmålet er, om effekten reelt har været aftagende gennem hele det 20. århundrede. Det år, hvor flest mennesker i Danmark har demonstreret, var formentlig 1885 i forbindelse med Estrup-regeringens provisoriske finanslove. Omdrejningspunktet var kravet om parlamentarisk demokrati, men der blev også krævet nedskæringer af militærudgifterne og udvidelse af valgretten. Alle sammen ting, der i det lange løb blev vundet.

Fra offensivt og bredt til smalt og reaktivt

Karakteristisk for kampene i 1885 var, at de havde klare, positive mål og var koblet til brede politiske partier, der hver især repræsenterede en hel samfundsklasse.

- I dag bevæger vælgerne sig mere frit mellem mange flere partier. Hver for sig er partierne for små til at stå i spidsen for hele bevægelser. Hvis f.eks. Enhedslisten skal mobilisere til en stor demonstration, må flere partier involveres. Dermed bliver det fælles mål lettere uklart, og det bliver også uklart, hvem der skal bære det igennem politisk, mener Tim Knudsen.

- Samtidig har det ideologiske klima ændret sig siden 70’erne, hvor vi jo troede, at socialismen var lige på trapperne. I ’79 røg kommunisterne ud af Folketinget, og økonomisk demokrati blev opgivet. Anker Jørgensen kastede håndklædet i ringen i ’82, alt imens Sovjets problemer tog synligt til, og liberalismen med Thatcher og siden Reagan som topfigurer slog igennem. Alt sammen har svækket troen på, at en anden samfundsmodel er mulig. Så hvor demonstrationerne under Estrup og langt op i 1900-tallet var offensive og byggede på drømmen om en bedre fremtid, så har de sidste årtiers demonstrationer mest været reaktive.

Triste eksempler er der ifølge Tim Knudsen nok af:

- Tag de seneste relativt store protester mod salget af DONG-aktier, mod lærerindgrebet og mod offentlighedsloven. Fælles for dem er, at de fandt sted, da beslutningerne reelt var truffet. Betænkningen bag offentlighedsloven kom f.eks. allerede i 2009, men pressen og kritiske politikere reagerede alt for sent. Og så er det svært at rokke afgørende ved udfaldet.

Tim Knudsen tilføjer, at nutidens meningsmålinger gør det lettere for politikere at trække på skuldrene af demonstrationer.
- Selvom lærerne stod stærkt sammen, og Anders Bondo gjorde en dygtig indsats, så kunne politikerne kigge ud ad vinduet og ned på Slotspladsen og sige: ”Nåja, der står en masse lærere, men vi ved, at endnu flere forældre og andre mennesker synes, at skolelærerne bare er forkælede. Og selvom de fleste af lærerne vil stemme på røde partier, så er de dog spredt ud over alle partier.” Meningsmålinger kan svække bevægelser, hvis politikerne i tal kan se, at selv mange tusinde demonstranter ikke er repræsentative for vælgerkorpset.

Større afstand til Christiansborg

Når demonstrationer i dag oftest er reaktive, skyldes det også, at det er blevet lettere for politikere at lave aftaler uden øjeblikkelig offentlig bevågenhed.

- Hvis jeg må bruge offentlighedsloven som eksempel igen: Jeg skrev kronikker, da betænkningen kom, men medierne reagerede stort set ikke. Eftersom SF, Socialdemokraterne og De Radikale var imod loven, mens de sad i opposition, så troede alle, at den var lagt på is, da partierne kom i regering. Men justitsminister Bødskov endte med at lave en aftale på et tidspunkt, hvor SF var optaget af formandsskifte, og først flere måneder efter kom reaktionen i pressen. Det er et grelt eksempel på, at medierne på nogle områder ikke følger godt nok med, mener Tim Knudsen og forklarer nærmere:

- Offentlighedsloven vedrører dem selv, og alligevel vågner meget få journalister op, før det er for sent. Igen, hvis vi ser tilbage i historien, så gik bevægelser, partier og medier tidligere hånd i hånd. Det var jo partipresse, man havde. I dag kører medierne deres egne dagsordner og er ikke nødvendigvis i sync med hverken politiske partier, bevægelser eller beslutningsprocesser. Den mangel på sammenhænge gør, at ting smutter for medierne.

Ifølge Tim Knudsen får det politiske liv på Christiansborg lov at eksistere i en osteklokke.

- Embedsmænd er mere involverede i centrale beslutninger end for generationer siden, og beslutningerne er blevet sværere at forstå for menigmand. Hvis man f.eks. skal gennemskue Socialdemokraternes udmeldinger for øjeblikket, så skal man tænke frygteligt taktisk. Hvorfor redder de regeringen ved at støtte en kommuneaftale, hvis indhold de er imod? Det er da for viderekomne at fatte! Jeg måtte selv tænke meget længe, inden jeg begyndte at se taktikken bag. Jeg vil tro, at sådanne rævestreger giver mange mennesker afsmag for politik. Følelsen af, at det er håbløst at følge med, fører til apati, som gør bevægelsesarbejde rigtig svært.  

Stadig muligt at mobilisere

Selvom Tim Knudsen indrømmer, at han kan være forfalden til pessimisme, så mener han ikke, at man skal tale nutidens aktivisme helt ned.

- For nylig gik jeg forbi Christiansborg og fik øje på en demonstration, jeg intet havde hørt om. Det viste sig at være en demonstration for kamphunde. Der stod ikke så frygtelig mange mennesker, for her taler vi ikke længere om en bred bevægelse, men om noget ganske smalt. Jeg ved ikke, om der er lavet meningsmålinger omkring kamphunde, men mon ikke flertallet er enige i, at de der store kamphunde ikke skal gå frit omkring. Så demonstrationen kommer næppe til at ændre lovgivningen. En effekt af aktionen er dog, at de, der mødte op, bekræftede hinanden. Møder blot nogle stykker frem, så oplever deltagerne forståelse og sammenhørighed. Og det skal man ikke helt undervurdere: At folk opdager, at de ikke står helt alene med et synspunkt. Det kan give mod til at blive ved med at slås for en sag, som gerne må være mere perspektivrig end kamphunde, fastslår Tim Knudsen.

Han slutter på en næsten optimistisk note:

- Hvad apatien angår, står det ikke værre til, end at folk givet den rette anledning stadig kan blive opflammet. Man må tage til efterretning og lære af, at Alternativet fik et forbavsende godt valg. Formentlig fordi de formåede at holde sig fri af alle de her taktiske slagsmål mellem partier og på den måde kunne overskride mistilliden til politik. Det er selvfølgelig svært at vide, om Alternativet kan holde stilen, når de skal agere inden for Christiansborgs virkelighed. Men vi må konstatere, at der stadig er folk derude, som kan tændes, hvis man gør politik på en anden måde.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]