Gå til hovedindhold

Flygtningene har stadig brug for hjælp

Flygtningene har stadig brug for hjælp

 

I september kom flygtningestrømmen for alvor til Danmark, hvilket inspirerede et bredt udsnit af danskere til at blive flygtningeaktivister. Rød+Grøn har mødt Ditte Bloch Noer og Annika Holm Nielsen, der har stået i front i solidaritetsarbejdet, til en snak om indsatsen.

 

Anne Overgaard Jørgensen, Rød+Grøn

 

I de første uger af september blev den flygtningestrøm, som primært havde påvirket Europas ydre grænser, pludselig meget synlig herhjemme.

- Billeder af flygtninge, der gik på danske motorveje, blev et wake up-call for rigtig mange danskere. Ofte folk, der ikke før havde været aktivister eller havde pletter på deres straffeattester, fortæller Ditte Bloch Noer.

- Det nye ved situationen i september var, at de flygtninge, der kom til Danmark, holdt fast på deres ret til ikke at lade sig registrere, og til selv at tage videre til Sverige. Flygtningenes karakterstyrke og mod inspirerede tusindvis af danskere til at begå civil ulydighed, mener Annika Holm Nielsen.

 

Giv en hånd eller skærv

Ditte og Annika oplever imidlertid, at interessen for at engagere sig i flygtningearbejdet er aftaget meget i løbet af oktober.

- Pressen dækker næsten heller ikke situationen i Danmark mere, selvom der stadig kommer mange flygtninge til landet. Hver dag passerer mellem 500 og 1.000 flygtninge gennem Københavns Hovedbanegård. Nogle dage endda flere, forklarer Ditte.

Der er således stadig brug for hjælpende hænder, og Enhedslistens medlemmer kan lave et væld af aktiviteter for at hjælpe flygtninge i hele landet, fremhæver Annika.

- I lokalafdelingerne kan vi f.eks. samle penge ind til de danskere, der får bøder som menneskesmuglere. Afdelingerne kan også alliere sig med gode, lokale initiativer, som Venligboerne eller Bedsteforældre for Asyl, og arrangere sociale begivenheder for flygtninge, foreslår hun.

 

Ingen flygtning er illegal

Endelig er det vigtigt, at vi stadig viser solidaritet med flygtningene, påpeger både Ditte og Annika. Det kan oplagt gøres på årsdagen for Krystalnatten, mandag den 9. november, som markeres landet over, flere steder under parolen: ”Ingen flygtning er illegal”.

Ditte og Annika understeger til slut, at det er centralt at holde folks fokus på flygtningesituationen.

- Krigene og konflikterne i især Syrien, Irak og Afghanistan er stadig blodige og uløste, og der er forsat millioner af mennesker på flugt og i flygtningelejre, påminder Ditte.

- På den korte bane er akut, konkret og praktisk hjælp afgørende. På den lange bane skal der politisk pres til. Det kan ske ved at få ansigt på flygtningestrømmen. Vi skal blive ved med at tale om emnet med kollegaer og venner, opfordrer Annika.

 

Ditte Bloch Noer er talsperson for Welcome To Denmark-initiativet og har modtaget flygtninge på Hovedbanegården i København. Annika Holm Nielsen er folketingskandidat for Enhedslisten og blev først i september kendt for at sejle flygtninge fra Danmark til Sverige.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Flygtningeinfo

Du kan følge flygtningesituationen løbende på www.facebook.com/FlygtningeInfo. På Facebook kan du også finde informationer om de mange markeringer af årsdagen for Krystalnatten ved at søge på ” Ingen flygtning er illegal - Aldrig mere krystalnat”.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]