Gå til hovedindhold

Fælles europæisk flygtningeløsning – ikke mere EU

I en tid, hvor konsekvenser af krig og nød bliver meget tydelige i vores egen baghave, skal vi holde tungen lige i munden. Der er nemlig uden tvivl behov en mere retfærdig fordeling af flygtninge ud fra størrelse og økonomisk formåen blandt de europæiske lande, men det betyder ikke, at vi skal afgive mere selvbestemmelse til EU.

Pernille Skipper, retsordfører

Millioner af mennesker er på flugt fra krig og ødelæggelse. Det løses ikke ved at stramme reglerne for familiesammenføring, som SR-regeringen gjorde. Ej heller ved at gøre børneflygtningefamilier fattigere, som den nye Venstre-regering har gjort. Det er dog vigtigt at slå helt fast, at det danske retsforbehold ikke forhindrer Danmark i at deltage i en helt nødvendig fælles europæisk løsning. Det forhindrer på ingen måde, at Løkke på vegne af Danmark tager et ansvar, eller endda går forrest sammen med f.eks. Tysklands og Sveriges statsledere. Det gør kun hans manglende politiske vilje.

EU’s flygtningepolitik er en katastrofe

Afstemningen om retsforbeholdet har absolut intet med en fælles flygtningepolitik at gøre – vi skal slet ikke stemme om flygtningepolitikken. Faktisk har de EU-begejstrede partier lovet hinanden vetoret på det spørgsmål, og et ja vil derfor cementere, at Danmark står udenfor.

At stå udenfor er dog også kun godt, hvis man ønsker en mere human politik. EU’s asylsystem er nemlig en katastrofe og ikke noget at stræbe efter. EU’s landbrugs- og fiskeripolitik tager brødet ud af munden på bønder og fiskere i nogle af verdens fattigste lande, og skaber nød, krig og flygtninge. Når flygtninge forsøger at nå Europa over Middelhavet, møder de krigsskibe og fly, der har til opgave markere EU’s grænse – de er ikke sat i verden for at redde druknende flygtninge. Frontex-samarbejdet er nemlig ikke en redningsaktion, men en grænsebevogtning med rod i EU’s såkaldte asylpolitik.

Hvis flygtningene er så heldige at nå EU’s kyster, træder Dublin-forordningen i kraft. Det betyder, at de skal registreres og søge asyl i det EU-land, de først ankommer i. Det har ført til kaos og utålelige forhold i de fattigere sydeuropæiske lande, hvor flygtningene oftest lander, mens de nord- og østeuropæiske lande indtil for kort tid siden har set passivt til. Det er altså ikke EU, man skal sætte sin lid til.

Asylpolitik skal være demokratisk

Flygtningepolitikken er nødt til at være demokratisk funderet. Når man ser regeringens politik, kan det selvfølgelig være fristende at overlade stafetten til andre. Men det er ikke bare naivt at håbe, at EU-systemet pludselig kan levere et godt asylsystem – det er også et udemokratisk svar på problemet. Hvis man ønsker mere international solidaritet, kommer man ikke udenom at vinde den politiske kamp i lande som Danmark, hvor et flertal af befolkningen har stemt på fremmedfjendske partier. At overlade flygtningepolitikken til et EU-diktat risikerer at betyde, at lande – som vi f.eks. har set Ungarn gøre det – behandler mennesker dårligere i forsøget på at slippe af med dem. Eller at det fører til modstand i befolkningerne, dårlig integration og det, der er værre.

Det er tæt på at være selve opskriften på højrenationalisme, hvis EU-systemet får ret til at tvinge flygtninge ind i lande, hvor et flertal i befolkningerne er imod. Vi risikerer simpelthen, at det opildner til had frem for forståelse, respekt og hjertevarme. Og vi har frem for alt brug for sidstnævnte.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]