Gå til hovedindhold

EU – fredens projekt eller markedets?

I 64 år har den europæiske union løbende frataget selvbestemmelse fra medlemslandene. Men hvad er det egentlig, vi lader EU bestemme for os, og hvad er det egentlige formål med unionen?                                  

Sarah Glerup og Tobias Clausen, Rød+Grøn

Fredens projekt. Sådan blev EU solgt til Europas krigstrætte befolkning tilbage i 1951. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab mellem Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg skulle forhindre, at de vigtige råstoffer fodrede en ny krig mellem Frankrig og Tyskland. Folk, der handler sammen, bekriger ikke hinanden, var en del af den underliggende logik.
 

Kapitalens redskab fra første færd

Vel har EU’s medlemslande ikke bekriget hinanden (militært) siden, men Lissabon-traktaten forpligter til gradvis militær oprustning, og EU’s Forsvarsagentur arbejder for at fremme den europæiske våbenindustri. Historien vidner altså om, at EU’s egentlige hovedformål ikke er fred – men mere marked. Sådan var det fra starten. Efter verdenskrigen kunne Europa ikke længere klare sig mod USA i den globale konkurrence, og derfor var der behov for at gøre noget for hjemmemarkedet. Det europæiske samarbejde i Kul- og stålunionen var altså fra første færd et redskab for den europæiske kapital.

Det blev gjort klart blot seks år senere via ”Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab”, populært kaldet Rom-traktaten. Heri skitseres et fællesskab, hvor målet er ”et fælles marked” og ”gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes økonomiske politik”. Midlet er fire ukrænkelige friheder, nemlig den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser, varer og kapital. Grundprincippet er fri konkurrence, og derfor indskrænker traktaten medlemslandes muligheder for at regulere markedet,  f.eks. i forhold til fødevarer.

Siden EU’s første årti er antallet af medlemslande steget fra seks til 28. Samarbejdet er transformeret til en union, der griber ind i flere og flere politiske områder, hvormed vi nærmer os en decideret forbundsstat. I 1986 dikterede den officielle etablering af et indre marked, at stort set alle varer og tjenesteydelser skal konkurrenceudsættes. I 1992 udstak Maastricht-traktaten en fælles politik på rets-, militær- og udenrigsområdet, og euroen blev lanceret. Og i 2009 trådte Lissabon-traktaten i kraft, der blandt andet har indført en EU-præsident.

Demokratiske problemer i EU

At hensynet til det frie marked går forud for hensynet til for eksempel demokratisk indflydelse, afspejles i den måde, EU-love bliver til på.

Retten til at fremsætte lovforslag er forbeholdt Kommissionen, som består af teknokrater, ingen har stemt på, og som via ekspertgrupper får input fra især erhvervslivet. Over sig har de 28 kommissærer, én fra hvert medlemsland, men disse er ikke egentlige repræsentanter for de enkelte medlemslande. De er tværtimod pålagt alene at agere traktatens vogtere og skal derfor sikre, at medlemslandene retter ind efter dens bogstav og det indre markeds forret.

Lovforslag skal siden igennem Ministerrådet, der består af medlemslandenes ministre for det fagområde, lovforslaget hører ind under. Her kræves ikke enighed; et såkaldt ”kvalificeret flertal” kan afvise eller blåstemple lovgivning, selvom en række medlemslande er uenige. Store lande vejer i den sammenhæng tungere end små.

Endelig skal lovforslag igennem Parlamentet, der aktuelt består af 751 parlamentarikere, der er valgt for fem år ad gangen.

Parlamentet er den eneste af de tre institutioner, hvis sammensætning borgerne i de enkelte medlemslande har direkte indflydelse på. Men også her halter demokratiet.

For det første er valgdeltagelsen i valg til EU-parlamentet lav og faldende. I 2014 afgav under halvdelen af de stemmeberettigede borgere i EU sin stemme. I Slovakiet var valgdeltagelsen blot 13 procent.

For det andet mangler Parlamentet den fuldstændig afgørende ret til at stille lovforslag. De kan stille ændringsforslag, godkende eller afvise forslag – men initiativretten ligger hos teknokraterne i Kommissionen. 

For det tredje er Parlamentet så stort, at det begrænser mulighederne for politisk debat, og parlamentarikerne kan udelukkende få tildelt taletid og ret til f.eks. at stille ændringsforslag ved at være medlem af en partigruppe. Disse grupper skal bestå af et vist antal nationaliteter og tvinger typisk sine medlemmer til at stemme det samme. På den måde udvisker grupperne forskellene mellem de partier, som menige borgere langt fra Bruxelles har stemt på. For mange kan det måske være svært at gennemskue, at en stemme på Venstre eller Radikale Venstre ender samme sted, nemlig i den liberale gruppe ALDE.

For det fjerde har parlamentarikernes nærmest ingen muligheder for at kontrollere Kommissionens arbejde. Eksempelvis er der fortsat poster i Ministerrådets budgetter, som ikke oplyses, selvom parlamentsmedlemmer har spurgt ind til dem i mere end et årti.

Det væsentligste demokratiske problem består imidlertid i, at det er umuligt at vedtage politik, der går imod det traktatfæstede indre marked. EU-kommissionen såvel som EU-domstolen skal basere alle love og domme på disse traktater. Og traktaterne er i praksis umulige at ændre på, for det vil kræve, at der på et og samme tidspunkt er enighed om det blandt samtlige 28 medlemslande. Et eneste land er således principielt i stand til at blokere for forandringer. 

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Parlamentet traktatbundet til rejsecirkus

Selvom EU’s parlamentarikere arbejder i Bruxelles det meste af tiden, skal hele Parlamentet 12 gange årligt mødes i Strasbourg.

Et flertal i Parlamentet ønsker at afskaffe dette rejsecirkus, der koster op mod 840 mio. kr. årligt. Men flertallet er magtesløst, fordi lokationen Strasbourg er skrevet ind i en traktat, og traktatændringer kræver decideret enstemmighed. Den enstemmighed kan ikke opnås, så længe Frankrig, der har store økonomiske fordele ved at holde fast i møderne i Strasbourg, blokerer.

Lobbyisme i EU

Såvel Kommissionen som Parlamentet påvirkes af en fjerde institution, som EU’s befolkninger slet ikke har demokratisk indflydelse på: den magtfulde EU-lobby.

Der findes ingen præcise tal på, hvor mange lobbyister, der befinder sig i Bruxelles, for det er fuldstændig frivilligt, om man vil registrere sig i det såkaldte European Transparency Register. Organisationen Corporate Europe Observatory (CEO) anslår 30.000, hvoraf godt 70 procent er på industriens lønningslister. Store virksomheder som Unilever, Shell, Deutsche Bank, VISA og Microsoft har alle et lokalt kontor i byen.

Lobbyismen finder sted på mange forskellige måder. Industrien finansierer en række tænketanke, som kan udarbejde undersøgelser og anbefalinger, der skal forestille at være politisk neutrale. Virksomhederne inviterer parlamentarikerne til alt fra deciderede konferencer til whiskeysmagninger, og lobbyisterne har i øvrigt ret fri adgang til EU’s bygninger. Her kan de falde i uformel snak med politikere og ansatte, eller de kan i samarbejde med parlamentarikere få lov at troppe op med boder og udstillinger.

"Da jeg opholdt mig i Bruxelles op til jul, var der opstillet et gigantisk juletræ i den hal, som alle skal igennem på vej rundt i EU’s bygninger. Det var da fedt, at der var pyntet lidt op, tænkte man først. Men gik man tættere på og kiggede nærmere, så oplyste et skilt, at juletræet var sponsoreret af Austrian Airlines. Man kan ikke helt forestille sig, at der på samme måde ville stå et Mærsk-sponsoreret juletræ foran Christiansborgs hovedindgang."

 –Tobias Clausen, tidligere praktikant hos Folkebevægelsen mod EU


Mere betænkeligt er det, at industriens lobbyister har særligt privilegeret adgang til Kommissionen og direkte indflydelse på lovgivningsarbejdet. Kommissionen trækker nemlig i høj grad på ekspertgrupper, som man skal inviteres til at sidde i. Og her har industrien langt bedre kår end andre eksperter. En undersøgelse foretaget af CEO viser, at i økonomiske ekspertgrupper sidder industrien på fire gange så mange pladser som forskere.

Det betyder blandt andet , at det i praksis bliver finanssektoren, der rådgiver Kommissionen om problemer i netop finanssektoren. Da finanskrisen var på sit højeste i 2008, bad Kommissionen således finansmanden Jacques de Larosière om at lede en gruppe, der skulle rådgive om at undgå kriser fremover. Fire af gruppens øvrige otte medlemmer var fra hhv. Goldman Sachs, BNP Paribas, Lehman Brothers og Citigroup. Over halvdelen af ekspertgruppen havde altså direkte tilknytning til store finansforetagender, som havde været med til at udløse krisen. Det kan måske være en årsag til, at EU i dag tillader banker at låne endnu flere penge ud, end Lehman Brothers gjorde, inden de krakkede.

Lobbyisterne

For hver økonomisk embedsmand i EU, er der fire lobbyister fra den finansielle sektor.

Den finansielle sektor bruger hvert år 120 mio. euro på lobbyisme i EU - det er 30 gange så meget, som fagforeninger, forbrugergrupper og NGO'er til sammen.

Tre ud af fire rådgivere i Kommissionens ekspertgrupper har direkte tilknytning til den finansielle sektor.

Kilde: Corporate Europe Observatory
Ræset mod minimumsstandarder

Det er selvfølgelig ikke al EU-lovgivning, som er en dårlig idé. At homoseksuelle i det mindste ikke må diskrimineres på arbejdsmarkedet, skyldes et EU-direktiv. Ligesom EU har vedtaget en række minimumsstandarder til gavn for miljø og sundhed.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]