Gå til hovedindhold

Et land uden folk - til et folk uden land?

Den 10. marts for 70 år siden var en kold dag i Tel Aviv. En gruppe på 11 erfarne zionistiske ledere og unge jødiske officerer mødtes for at lægge sidste hånd på den etniske udrensning af Palæstina. De skulle gøre enhederne klar til den systematiske fordrivelse af palæstinenserne fra de dele af Palæstina, som skulle komme til at udgøre en jødisk stat.

Karen Henriksen og Bodil Heinø, Palæstinaudvalget

Det tog seks måneder at gennemføre missionen. Da den var overstået, var nær ved 800.000 palæstinensere fordrevet, 531 landsbyer ødelagt, 11 bykvarterer tømt for deres indbyggere, utallige civile, mænd, kvinder og børn blevet dræbt.

Den 15. maj 1948 oprettede zionisterne Israel. Ifølge FN’s delingsplan skulle der oprettes to stater. Zionisterne efterlevede ikke FN’s delingsplan men inddrog langt større områder, end de havde fået tildelt. En palæstinensisk stat kom ikke på tale. Parolen om et land uden et (palæstinensisk) folk blev virkeliggjort.

Palæstinensernes ret støttes af FN

Hvert år den 15. maj markerer palæstinenserne fordrivelsen: NAKBA, palæstinensernes betegnelse for Katastrofen. Efterkommerne af de palæstinensiske flygtninge udgør i dag mere end fem mio., hvoraf mange lever kummerligt i flygtningelejre. Men drømmen om og viljen til at vende tilbage lever stadig.

Den 11. december 1948 havde FN vedtaget resolution 194. Den handler om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, og at flygtninge, som ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, skal have ret til at gøre det. Både de, som vender tilbage, og de, som vælger at bosætte sig et andet sted, skal have ret til kompensation. Hvert år bekræfter FN’s generalforsamling resolutionen. Men Israel anerkender ikke flygtningenes ret.

Ret til at vende tilbage er udgangspunkt for den senere tids demonstration i Gaza.  Tusindvis af mænd, kvinder og børn har demonstreret hver fredag. I maj blev 128 ubevæbnede dræbt af israelske skarpskytter. 13.000 blev såret af skarpe skud, af gummikugler eller skadet af tåregas.

- Jeg kan ikke forsørge min familie og har intet at miste, så jeg er klar til at risikere mit liv, siger Imad Obeid som forklaring på, at han er taget til grænsen for at demonstrere.

Håb om et spirende engagement

Den israelske regering hævder, at demonstrationerne er påtvunget befolkningen af Hamas.

- Men det er den værste form for afhumanisering, som ikke tager i betragtning, hvilken situation folk i Gaza har levet i under den elleve år lange belejring og tre bombekrige, siger Jamal Juma fra græsrodskampagne ”Stop the Wall” i det norske Klassekampen.

amasHH    En FN-rapport viser faldende levestandarder i Gaza, der kan ende i total kollaps. Gaza vil være ubeboelig i løbet af få år. Grundvandet er forurenet af saltvand, urenset spildevand flyder ud i havet. Der er mangel på mad, medicin, byggematerialer, undervisningsmaterialer og stort set alt andet.

Beboerne i Gaza har taget ved lære af Ghandi. De har fået nok. De er motiveret af vrede og fortvivlelse, og de sætter nu deres liv ind. Ved at anvende den ubevæbnede modstand, ved at kræve ret til at vende tilbage til deres hjem, ved at kræve respekt og ligeret giver de ny inspiration til palæstinensernes kamp. Og de giver håb om, at en ny bevægelse – et nyt engagement er på vej.

Foto: Flickr - Jordi Bernabeu Farrús (CC BY 2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]