Gå til hovedindhold

Erdogan falder kurderne i ryggen

Den tyrkiske præsident Erdogan har valgt at falde kurderne i ryggen og genstarte borgerkrigen i Tyrkiet. Dermed er kurderne pressede mellem ekstremisterne fra Islamisk Stat og NATO’s anden største hær. Millioner af civile er i fare, og tusinder sættes i fængsel. I Danmark ser udenrigsministeren passivt til.

Nikolaj Villumsen, udenrigsordfører

Ved Tyrkiets parlamentsvalg den 7. juni lykkedes det for første gang venstrefløjen og kurderne at komme over den udemokratiske spærregrænse på 10 procent. Med mere end seks millioner stemmer fik det pro-kurdiske og socialistiske HDP over 13 procent af stemmerne. Alene i Istanbul fik partiet over én million stemmer. Ikke bare fra kurderne i slumkvartererne, men fra venstreorienterede, fagligt aktive, intellektuelle og LGBT-aktivister. Denne sejr betød at AKP mistede sit flertal i parlamentet og Erdogan mistede muligheden for at ændre forfatningen så hans præsidentembede kunne få uindskrænket magt.

Tyrkiet valgte krigen

Valgresultatet placerede Tyrkiet ved en skillevej. Erdogan kunne vælge at bruge HDP til at lave demokratiske reformer og sikre en fredsaftale med PKK. Eller han kunne vælge fornyet krig og øget undertrykkelse. Han valgte det sidste.

Målet er, at et snarligt nyvalg midt i en fornyet borgerkrig kan sikre AKP nationalistiske stemmer fra det ultranationalistiske MHP. Derfor ofres fredsprocessen, og journalister, folkevalgte og tusinder af politiske aktivister fylder de tyrkiske fængsler, mens kritiske medier lukkes ned.

Tyrkiet har længe støttet IS i håbet om, at terrororganisationen kunne knuse kurdernes revolution i Syrien. Det er ikke lykkedes, og det har frustreret Erdogan, der nu optrapper kampen ved at angribe PKK og selvforsvarsstyrkerne i YPG. Det sætter millioner af civile i fare, der lige nu beskyttes mod IS af de kurdiske styrker i Nordirak og Syrien.

Trods protester fra Enhedslisten har Danmarks nye udenrigsminister, Kristian Jensen, indtil videre valgt at se passivt til, mens endnu et land i Mellemøsten synker hen i borgerkrig og undertrykkelse.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]