Gå til hovedindhold

Tags

Enhedslistens Sommerfestival: Brobygning, badning og ballet

I starten af august afholdt Enhedslisten sin allerførste sommerfestival. Initiativet var især et forsøg på at lave et hyggeligt arrangement for børnefamilier; en gruppe, som ofte har svært ved at finde plads i partiet.

Jeppe Rohde, Organisationsteamet

Én af deltagerne var Sidsel Marie Rosengreen fra København SV, som deltog med sin datter på fire år.

- Jeg er alenemor og tog med, fordi det lød som et hyggeligt og socialt arrangement for min datter og mig. Samtidig kunne jeg egentligt godt tænke mig at engagere mig politisk. Det er efterhånden mange år siden jeg har gjort det, men nu er jeg et sted i livet, hvor det giver mening igen. Det her var en god anledning til at snuse til det. Det var dejligt at hænge ud med nogle folk, man deler værdier med. Og så var det selvfølgeligt attraktivt, at der var nogen, som ville tage sig af min datter en del af tiden, fortæller hun.

Røde sange ved lejrbålet

Arrangementet fandt sted i en spejderhytte i Havnsø i Nordvestsjælland, og der deltog omkring 35 voksne og 15 børn. Det varede i tre døgn, og det format passede Sidsel godt.

- 3-4 dage er ikke for længe og ikke for kort. Selve det politiske program var overskueligt med et par workshops om dagen og tid til hygge. Oplæg og debatter startede ikke helt fra scratch, men var alligevel på et niveau, hvor man kunne være med. Desuden var der mulighed for at gå fra og til, som det passede ind. Jeg hørte blandt andet et spændende oplæg om nyliberalisme, fortæller hun.

Sidsels datter havde også nogle skønne dage.

- Hun fik en ny, god veninde og blev også hurtigt tryg ved de voksne. Det var dejligt, at alle kiggede efter hinandens børn, og jeg tror også godt, hun kunne mærke, at hendes mor slappede af.

Et af de højdepunkter, som Sidsel fremhæver, var den sidste aften, hvor der var sangaften:

- Jeg sad og hyggede længe og sang røde sange med min datter på skødet. Hun og hendes veninde fik også lov at optræde med et lille ballet-show, mens de voksne sang Tornerose på deres opfordring. Jeg tror, det er nogle minder, som hun vil kunne huske i mange år frem.

Spændende EU-debatter

En anden deltager var Jesper Eis Eriksen, som havde meldt sig ind i partiet få uger tidligere.

- Det var en god måde at møde folk på og få et indblik i partiet. Så passede det også med, at jeg skulle passe min fire-årige nevø i den periode. Han havde i øvrigt også nogle dejlige dage. Det var et skønt sted, lige ved stranden, fortæller Jesper.

Han fremhæver særligt Nikolaj Villumsens workshop om EU.

- Jeg interesserer mig meget for EU, og det var nogle gode debatter, vi havde. Jeg ser frem til, at Enhedslisten forhåbentligt snart bliver repræsenteret i EU-parlamentet.

Ellers var Jesper glad for den afslappede stemning, og at alle tog en tjans i køkkenet.

- Det er hyggeligt at lave mad sammen og en god måde at lære nogle folk at kende. Nu glæder jeg mig til at møde nogle flere partikammerater på Nørrebro, hvor jeg bor, slutter han.

Foto: Steve McFarland

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]