Gå til hovedindhold

En skandale er ikke bare en skandale

Hvorfor måtte Eva Kjer Hansen trække sig som minister, mens Ole Birk Olesens forseelse hurtigt var glemt? Og hvorfor har Esben Lunde Larsen så mange politiske liv? Typen af fejl har selvfølgelig betydning for udfaldet, men det er også nødvendigt at se på den partipolitiske konkurrencesituation i Folketinget.

Hallbera West, PhD studerende, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

I parlamentariske systemer er det som bekendt parlamentet, som videregiver magt til regeringen og statsministeren, ikke vælgeren. Til gengæld kan vælgeren med al ret forvente, at Folketinget holder øje med det, som regeringen foretager sig. Udfordringen er imidlertid, at folketingsmedlemmer ikke kun er medlemmer af Folketinget, men også af politiske partier. Partiets position i regering eller opposition har derfor stor indflydelse på folketingsmedlemmers interesse i at overvåge regeringen.

Tillidskrisen i blå blok

Ser vi på de tre eksempler på udøvelse af parlamentarisk kontrol, som Eva Kjer Hansen, Ole Birk Olesen og Esben Lunde Larsen har været involveret i, så er spørgsmålet, hvordan vi kan forklare sagernes forskellige udfald. Det første eksempel med Eva Kjer Hansen (Venstre) stammer fra perioden med den smalle Venstre-regering. Sagen handlede om informationsgrundlaget for et lovforslag på miljøområdet. Her havde vi et regeringsparti, der ikke gik i takt med sine støtter blandt de Konservative, og det udmunder i en tillidskrise blandt alliancepartnerne. Spørgsmålet, om ministerens forseelse er stor eller lille, forekom mindre væsentligt.

I perioden efter regeringsudvidelsen opstod Ole Birk Olesens (Liberal Alliance) sag om krisen i PostNord. Fejlen bestod i manglende informering af forligspartiernes ordførere. Ministeren får en efter sigende ”stor” næse. Folketinget udviser dog ikke den store interesse for selve sagen, og tilliden til regeringen er intakt, eftersom styringen af sagen trygt overlades til Finansministeriet uden aftale om kontrol fra Folketingets side. Kritikken kan derfor tolkes som en procedurefejl fra den uerfarne ministers side – og måske også manglende lydhørhed over for Folketingets partiers irettesættelse af ministeren.

Esben med de mange liv

Sagen med Esben Lunde Larsen og kvotekongerne er til gengæld lidt sværere at blive klog på. Tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget ligger inden for det røde felt af procedurefejl, som en minister virkelig ikke ønsker at ende i. Herudover er der tale om et væsentligt område for regeringens store støtteparti, Dansk Folkeparti. Ikke desto mindre ”nøjedes” Folketinget med at formulere en kritik af ministeren, godt nok den skarpest mulige, sammen med en form for aftale om kontrol af området, denne gang fra Folketingets side. Sagen ender som bekendt ikke her, men udmunder også i en skarp kritik fra rigsrevisorernes side, der foregribes af statsministeren med ændringer i ministerporteføljen, tilsyneladende for igen at redde Esben Lunde Larsen. Hvorfor det? Partikonkurrence kan også være en faktor her, dog på en anden måde. Venstre har som bekendt den klemme på Dansk Folkeparti, at de ikke ønsker at indtage de ”snavsede” regeringskontorer. Derfor er der også grænser for, hvor store omkostninger, man får lov at påføre det regeringsledende parti, som ud over Eva Kjer Hansen også var nødsaget til at eskortere Carl Holst ud gennem bagdøren.

Med disse tre eksempler i baghovedet er det nærliggende at konkludere, at udfaldet af en politisk skandale ikke altid afhænger af, hvor slem forseelsen er; det handler ofte om, hvem der begår den, og hvad de nærmeste alliancepartnere har i klemme.

Esben Lunde Larsen er en af de ministre, der på det seneste har været involveret i skandalesager (foto: Kim Vadskær).

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]