Gå til hovedindhold

Tags

En økonomi for flertallet – ikke for eliten

Enhedslisten går til valg på at gøre op med elitens alt for store magt og privilegier i samfundet. Uanset om det gælder svindel i finanssektoren, grådige kapitalfonde eller politikernes privilegier, vil Enhedslisten altid slås for rimelighed og demokrati.

Pelle Dragsted, demokratiordfører

I mange år har den førte politik i høj grad tilgodeset dem i toppen af samfundet i stedet for at varetage den brede befolknings interesser. Mærsk-familien styrer Nordsøen. Godsejerne får lov at lave landbrugspolitikken. Kvotekongerne styrer fiskeripolitikken. Mens velfærden kører på pumperne, er elitens partier optaget af at sænke topskatten og mindske arveafgiften til gavn for de superrige. Og den livsnødvendige grønne omstilling er der ikke lige råd til, for det skal være billigere at købe store benzinbiler og bruge meget strøm.

Det er på tide at vende politikken på hovedet. At tage magten og privilegierne fra de få og føre politik for flertallet.

En finanssektor, der virker for samfundet

Ti år efter at have udløst en finanskrise, der gjorde titusinder af mennesker arbejdsløse, og hvor staten måtte træde til med milliarddyre skatteyderbetalte redningspakker, kunne man måske have forventet en vis taknemmelighed og samfundssind fra bankerne. I stedet har vi oplevet den ene skandale efter den anden, hvor bankerne har deltaget i hvidvask, hjulpet rigmænd med at gemme penge i skattely og røvet milliarder i udbytteskat. Samtidig har de skruet gebyrerne op for almindelige mennesker.

Enhedslisten vil have en finanssektor, der virker for samfundet. De største banker skal splittes op, der skal gøres op med straffriheden for økonomisk kriminalitet, og så skal vi have et offentligt banktilbud, så man som borger kan vælge spekulationsbankerne fra.

Fælleseje frem for kapitalfonde

Goldman Sachs grinede hele vejen til banken, efter de fik lov til at købe vores fælles energiselskab DONG til udsalgspris. Samme historie så vi med privatiseringen af vores telefonnet, og senest forsøgte kapitalfonde at overtage Radius eldistributionsnet.
I stedet for at sælge ud af vores fællesskab til kapitalfonde i skattely skal vi bygge videre på den danske tradition for at eje vores infrastruktur i fællesskab – enten i det offentlige eller i forbrugerejede andelsselskaber. Forbrugerne skal ikke betale overpris for, at udenlandske kapitalfonde kan gemme endnu flere penge i skattely.

Boligspekulanterne skal lukkes ned

Også på boligmarkedet har udenlandske kapitalfonde set muligheder for hurtige penge. Den amerikanske gigant Blackstone har på kort tid opkøbt stribevise af ejendomme. Formålet er klart: Drive lejen op, så de kan sælge igen dyrere. De presser priserne op, så mennesker med almindelige indkomster ikke længere kan bo i de større byer.

Enhedslisten vil sætte hårdt ind over for boligspekulanterne og lukke ned for deres forretningsmodeller. Det er vores byer – ikke deres.

Opgør med politikernes privilegier og hemmelige pengeklubber

Ofte er der en sløret grænse mellem den økonomiske elite og de gamle politiske partier. Vi har set, hvordan de selvsamme partier, som gav milliarder i redningspakker til bankerne, bagefter har modtaget partistøtte fra selvsamme banker. Både højrefløjens partier og Socialdemokraterne har oprettet såkaldte pengeklubber. På den måde kan de bruge et hul i loven om partistøtte til at skjule for borgerne, hvem der finansierer deres valgkamp.

Enhedslisten vil have fuld åbenhed om de politiske pengestrømme. Og så skal politikernes løn og pensionsforhold ikke stikke af fra resten af befolkningen.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]