Gå til hovedindhold

Det handler valget i virkeligheden om

Søren Søndergaards råd: Glem paragrafferne og mærk efter i maven, inden du går i stemmeboksen. For valget handler om din tillid til, at Folketingets flertal altid vil gøre det rette.

 

Sarah Glerup, Rød+Grøn

 

Den 3. december skal vil til stemmeurnerne. Vi skal stemme ja eller nej til at bevare Danmarks retsforbehold over for EU. Men hvad er det mere konkret, vi skal tage stilling til? Er det politisamarbejde, er det flygtningepolitik, er det EU-bureaukrati eller noget helt fjerde?
Rød+Grøn har bedt om klar tale fra EU-ordfører Søren Søndergaard, der selv har været medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen.

 - I dag skal den danske befolkning godkende det ved en folkeafstemning, før Danmark kan gå med i retspolitik i EU. Hvis vi afskaffer retsforbeholdet, så bliver befolkningen koblet af. Så bliver det alene op til et flertal i Folketinget at afgøre, om Danmark skal gå med på et område, som et flertal i EU-parlamentet derefter får magten over.

 

EU’s magt er for altid

Men en tilvalgsordning for politikerne er vel ikke et problem, når vi selv vælger politikerne. Vi kan vel bare vælge nogle andre, hvis de træffer dårlige beslutninger? Nej, forklarer Søren Søndergaard. Har man først én gang sagt ja til bare at forhandle en retsakt i EU, så binder tilsagnet.

 - Man kan ikke trække sig, hvis forhandlingerne fører til et håbløst resultat, eller hvis EU-domstolen fortolker retsakten på en uventet måde. Man kan heller ikke vælge nye politikere og med et nyt folketingsflertal sige ”det er vi ikke enige i længere – det vil vi ikke være med til.” Den magt, vi uden retsforbeholdet flytter fra befolkningen til et flertal i Folketinget, det er en ret til – til evig tid – at overføre magt på retsområdet til EU, fastslår han.

 - Lad os tage et konkret eksempel: Lige nu ønsker et flertal i Folketinget, at børn under 15 år skal kunne sættes i fængsel. Det bliver sikkert vedtaget. Hvis det nu viser sig at få negative konsekvenser – f.eks. at børn bliver mere kriminelle af at sidde i fængsel – så kan vi vælge et nyt Folketing, som kan hæve den kriminelle lavalder igen. Men hvis der kommer en retsakt i EU, der indfører en kriminel lavalder 12 år, som den er i en række EU-lande. Hvis vi på dét tidspunkt har et folketingsflertal á la i dag, der tilslutter sig retsakten. Så nytter det ikke at vælge et nyt Folketing. Så er vi bundet til den nye kriminelle lavalder, indtil hele EU-systemet en dag måtte vælge noget andet. Vores tradition for at vælge folk, vedtage love, gøre erfaringer og så ændre og forbedre de love – det, der hedder demokrati – det er slut for Danmarks vedkommende på de områder, hvor vi giver EU magt.

 

Det handler ikke om Europol

Spørgsmålet om demokrati fylder uendeligt lidt i ja-partiernes kampagner. Her er hovedfokus at bekæmpe international kriminalitet. Men den vinkling er i bedste fald vildledende.

 - Hvis man afleverede Venstres plakat til forbrugerombudsmanden, så ville partiet få en alvorlig påtale. For valget handler altså ikke bare om politisamarbejde. Vi stemmer om hele 22 retsakter. Ingen af dem handler om Europol, for dén retsakt er slet ikke færdigforhandlet. Den eksisterer indtil videre kun som et forslag, og vi aner ikke, hvordan den vil ende med at se ud. Danmark køber altså virkelig katten i sækken på det punkt, siger Søren Søndergaard.

 - Men de 22 retsakter er sådan set det mindste af det. Vi skal også tænke på alle de retsakter, som i al evighed fremover kan blive lavet i EU. Hvis vi afskaffer retsforbeholdet, så giver vi et tilfældigt flertal på Christiansborg med 90 mod 89 mandater ret til at overdrage magt til EU, uden at et senere Folketing kan trække magten tilbage igen. Derfor er det galimatias at hævde, at det her valg bare handler om Europol.

Søren Søndergaard understreger, at retsforbeholdet på ingen måde udelukker Danmark fra internationalt politisamarbejde. Allerede i dag samarbejder Europol med lande, der er helt uden for EU, og på samme måde vil Danmark kunne få en parallelaftale. Det er ikke i EU’s interesse, at Danmark skulle blive et tilflugtssted for internationale forbryde. Så også på det punkt er ja-partiernes kampagne vildledende.

 

Retsforbeholdet virker faktisk

Det kan være svært at forstå, hvorfor retsforbeholdet pludselig er et problem i forhold til Europol, når det ikke har været det før. Forklaringen er, at Europol skal gå fra at være et mellemstatsligt samarbejde til at blive overstatsligt i EU.

 - I 1992 lagde Maastricht-traktaten skinnerne ud til en decideret EU-stat med fælles hær, fælles politi, fælles retsvæsen og mønt. Da danskerne stemte nej, bremsede det for den udvikling. For man kan ikke ændre i EU’s traktater, med mindre alle medlemslande er enige. Det problem løste nogle EU-hjerner ved at give Danmark undtagelse på de områder, som vi og faktisk også mange andre europæere var kritiske over for. Undtagelsen blev formuleret som, at ”Danmark deltager fuldt og helt i det mellemstatslige samarbejde”. Men altså ikke i det overstatslige.

Overstatslig politik kræver alene, at et flertal i Europaparlamentet er enige. Så skal resten af landene følge trop. Mellemstatsligt samarbejde kræver derimod, at alle landene er enige.

 - Undtagelsen betød, at Danmark aldrig kunne blive stemt ned eller tvunget til noget af et flertal i parlamentet. Men med Lissabon-traktaten i 2009, som vi slet ikke fik lov at stemme om, blev det besluttet at gøre det mellemstatslige retssamarbejde overstatsligt. Det vil sige, at de steder, hvor vi har været med på mellemstatsligt niveau – f.eks. i Europol – der kan vi ikke automatisk være med længere. Reelt kan man sige, at nu fungerer retsforbeholdet faktisk i praksis. Og så vil ja-partierne have det væk.

 

Et spørgsmål om tillid

De fleste af ja-partierne prøver at holde fokus på Europol. Et enkelt ja-parti, nemlig Alternativet, hævder, at valget handler om Danmarks versus EU’s flygtningepolitik. Men flygtningepolitikken er slet ikke en del af afstemningen den 3. december, påpeger Søren Søndergaard.

- Hvis der er ét område, hvor ja-partierne er enige om aldrig nogensinde at give EU magt, så er det asyl- og flygtningesamarbejdet. Derfor har de aftalt, at så længe bare ét af deres partier er imod at overføre flygtningepolitikken til EU, så skal alle de andre partier, inklusiv SF og De Radikale, også stemme imod.

Tilbage står det, som er valgets virkelige kerne. Den behøver man ikke læse retsakter for at tage stilling til.

 - Faktisk er det meget enkelt: Det handler ikke om en masse paragraffer, men om hvorvidt man har tillid til de danske politikere. Ikke bare dem, man selv stemmer på, men det til enhver tid siddende flertal, mener Søren Søndergaard og uddyber:

- Har man aldrig oplevet, at danske politikere har givet for meget magt til EU uden helt at have gennemskuet konsekvenserne? Så kan man roligt stemme ja, for så er tilvalgsordningen fin. Men har man en enkelt gang eller to oplevet, at politikerne gav EU for meget magt eller bagefter sagde ’det anede vi ikke’? Så bør man alvorligt overveje at stemme nej.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]