Gå til hovedindhold

Der var engang en handikapbevægelse

”En rigtig institutionsunge.” Sådan præsenterer Hans Jørgen Møller, aktiv i handikappolitik, sig selv, og dermed er tonen slået an: hellere klar tale end ”øllebrødssnak” om tørre paragraffer.

- Der er gået for meget handelsskole i Danmark, erklærer Hans Jørgen, født i 1950, mens han hælder honning i sin te, for lægen har frarådet for meget kaffe. Rød+Grøn har sat ham stævne i Amagercentret for at få et bud på, hvorfor Danmark mangler en politisk handikapbevægelse til at reagere mod tidens fattiggørende reformer.

Hardcore institutionsunger

En sådan bevægelse eksisterede ifølge Hans Jørgen i 70’erne og 80’erne, og hans egen opvækst antyder måske, hvordan den opstod. Sine første syv år tilbragte Hans Jørgen, der er født som dværg og med fejlstillinger i sine led, på hospitalet. Derefter kom han på Gelsgård Kostskole for unge med fysiske handikap.

- Totalinstitutioner, om det så er fængsler, kaserner eller kostskoler for handikappede, de fostrer altså nogle lidt hardcore typer, noget kollektiv modmagt. På handikapområdet findes den slags institutioner ikke rigtig mere, påpeger han og skynder sig at tilføje, at det nu mest er en god ting.

Det var netop en flok fra institutionen Gelsgård, der i 1975 besluttede at revolutionere det, der dengang hed Landsforeningen af Vanføre.

- Vi var trætte af, at organisationen bare stod for kaffe og banko. Der skulle ske noget! Så vi lagde en slagplan efter organisationshåndbogens kapitel 1: Hvordan man vælter en formand. På den måde kuppede vi Ungdomskredsen.

Gruppen overvejede at starte noget helt nyt, men ved at gå via organisationen slap de for at oprette struktur og lokalafdelinger fra bunden.

- Vi behøvede bare skubbe det gamle hængedynd ud og få nye kræfter ind.

De nye kræfter vakte furore ved at være eksplicit politiske og klar til at gå på gaden med benhårde budskaber. Som eksempel nævner Hans Jørgen en Danmarksturné med et Tivoli-lykkehjul. Pointen var at falde i snak med lokale om et nyt asocialt tiltag, der bl.a. indførte egenbetaling for uundværlige hjælpemidler som kørestole eller benskinner.

- Lykkehjulet var det synlige omdrejningspunkt. Men samtidig havde vi en handikappet skuespiller på gågaden med en benzindunk, som bad forbipasserende om hjælp til at få benzinen hældt over sig. Hvis de hoppede på den, så bad han dem stryge en tændstik. Folk mistede helt fatningen, og så forklarede manden dem om de nye regler, som ville ødelægge hans liv. Metoden var barsk, men effektfuld.

At navigere i en nedskæringstid

Selvom han kalder sig selv en ”gammel satan”, er Hans Jørgen Møller stadig aktiv i handikappolitik. Bl.a. som formand for Centerrådet i København, der er kommunalt nedsat for at rådgive Borgercenter Handicap. Lige nu overvejer han, hvordan københavnere med handikap bedst overlever nogle varslede nedskæringer.

- Vi kunne vente på, at nedskæringerne kommer fra toppen. Men jeg mener, at vi får mere ud af selv at komme først med forslag til, hvor der kan spares.

På gader og stræder har han til gengæld svært ved at få øje på handikappolitikken.

- Hvorfor kommer der ikke snart nogle unge, som kan rykke? Men det handler vel om, at sådan nogle som os trods alt har fået bedre mulighed for at deltage i samfundet, have familie og job. Så er der mindre tid til at gå på barrikaderne, gætter Hans Jørgen, der i sin tid fik papir på at være ”uarbejdsdygtig i ethvert erhverv”.

Han synes generelt, at det er blevet sværere at få hul igennem til medier og politikere.
- Der skal flere lig på bordet, og man skal råbe højere for at trænge igennem. De sidste år har vi haft meget svært ved at få fat i politikerne. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan man regne med. De andre dukker ikke op, når vi inviterer.  Jeg ved fandeme ikke, hvad der er sket.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]