Gå til hovedindhold

Tags

Den britiske arvesynd spøger igen

I en tid, hvor Brexit stjæler de europæiske overskrifter, er der ingen steder, hvor de skriver med større bogstaver end i Irland og Nordirland.

Frederik Kronborg, Rød+Grøn

Efter oprettelsen af Nordirland som stat under Storbritannien i 1920 og oprettelsen af den irske stat i 1922, har der løbende været politisk debat og konflikt om, hvordan øens 32 provinser skal inddeles – særligt under den blodige konflikt fra 1969 til 1998 kendt som ”The Troubles”. Konflikten, der primært udspillede sig i de seks nordirske provinser, kostede tusinder af mennesker livet og efterlod en befolkning i frygt for både fremtiden og deres naboer. Det er netop disse smerter, Brexit risikerer at rive yderligere op i.

Vejen til en ø uden grænser

”The Troubles” havde tre primære parter og blev udkæmpet på to niveauer. Det første niveau var politisk med kampagner og almindelig politisk aktivitet, det andet niveau var det paramilitære med bombe- og skudattentater. De tre hovedparter i konflikten var irere på hver sin side af sagen om et forenet Irland og den britiske regering, hvis militær blev anvendt som såkaldte fredstropper.

Konflikten blev officielt afsluttet i 1998. Her blev Belfastaftalen underskrevet af repræsentanter for politiske og paramilitære organisationer af republikansk og loyalistisk side og ikke mindst den britiske regering. Aftalen er i dag højaktuel, fordi den foreskriver, at øen ikke må deles af nogen form for grænse. Der må så at sige kun findes en grænse på kortet - ikke ude i virkeligheden.

Brexit er aktuel, fordi hverken den konservative britiske regering, den borgerlige irske regering eller EU endnu har fremstillet et realistisk scenarium for, hvordan man forholder sig til netop grænsen mellem Irland og Nordirland. Europa-Parlamentet har som den eneste af parterne vedtaget en resolution, som foreskriver, at fredsaftalen skal opretholdes fuldstændigt. Men dette er endnu kun en hensigtserklæring.

Speciel status til Nordirland?

Efter valget til parlamentet i Nordirland i 2016 blev det konservative og loyalistiske Democratic Unionist Party og det venstreorienterede og republikanske Sinn Féin næsten lige store. Det betød, at Sinn Féin var berettiget afgørende pladser i landets ledelse i samarbejde med DUP. Samarbejdet var ikke spået noget stor fremtid, og allerede i februar 2017 faldt det fra hinanden. Sinn Féin udvandrede fra parlamentet og nægtede at fortsætte arbejdet, førend DUP tilbød dem ordentlige forhold for samarbejdet. Der er siden blevet afholdt endnu et valg, hvor Sinn Féin og DUP blev lige store, men der er fortsat ikke indsat en fælles ledelse.

Den mest offensive kampagne for en løsning bliver ført af Sinn Féin. Partiet fastholder, at efter der i Nordirland blev stemt for at blive i EU, så skal Nordirland tildeles en ”special status” i EU. Sinn Féins argument er, at man bør lytte til nordirernes stemme og ikke mindst gøre alt for at undgå en yderligere splittelse mellem de to lande. Højrefløjens kritik af denne kampagne går på, at Nordirland er en del af Storbritannien, og deres afstemning kan ikke betragtes særskilt. Samtidig kritiseres forslaget for at være en trædesten for et samlet Irland.

En ting er sikker: Der skal findes en løsning på det irske spørgsmål, og både EU og den britiske konservative regering har et stort ansvar for, at dette løses inden udgang af november, som anses som værende sidste skæringsdag for en aftale. Ingen indbygger på den irske ø er tjent med noget andet.

Foto: Tiocfaidh ár lá 1916 (CC BY-ND 2.0) 

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]