Gå til hovedindhold

Tags

Debat

Hvem er mest træt?

Jesper Mobeck, Roskilde

Det handler sådan set ikke om, hvem der er mest træt af at høre på modparten om EU, men om reelle argumenter? Argumenter, der holder og peger ud i en fremtid, der gør socialisme mulig!

EU er alt andet end en platform for socialisme! EU’s grundlov Rom traktaten er neoliberal og udemokratisk uanset parlamentets sammensætning! Husk at parlamentet ikke har nogen initiativret! Husk budgetlovens begrænsninger, som både Socialdemokratiet og Venstre går ind for! Og hvis vores deltagelse i EU parlamentet handler om at samarbejde med de øvrige venstreorienterede kræfter i EU, ja, så kan dette lade sig gennemføre lige så godt uden om EU parlamentet, om ikke bedre!

Med beklagelse må det siges at storkapitalen for længst har fundet ud af at forene sig i en fælles kamp om at udbytte arbejdere over hele kloden! Derimod står det særdeles sløvt til med en verdensomspændende forenet arbejderklasse! Måske skulle vi bruge vores kræfter her i stedet?

Willumsen og Flyvholm har meldt klart ud hvad de står for i en EU sammenhæng, og har vundet urafstemningen om opstilling; problemet er bare at det grundlag de stiller op på ikke er vedtaget på et årsmøde! Tværtimod har årsmødet i 2016 vedtaget et helt andet EU-grundlag!

Willumsen fik 1514 stemmer ud af de afgivne ’velvidende stemmer’ (Inge Christoffersen, Århus) og vinder klart sin første plads, men hvor stor en procentdel af alle Enhedslistens over 9065 medlemmer er det?

Ingen, heller ikke medlemmer af Folkebevægelsen, er så uvidende at de tror, at der nogensinde kommer en afstemning i EU-parlamentet om DK’s udmeldelse af EU; nej, en udtræden af EU sker gennem vores eget folketing og må tage sit udgangspunkt i en bred folkelig bevægelse, der forener alle gode kræfter, i alle partier, imod EU og dets tyranni! Netop Folkebevægelsen er en sådan bevægelse; et enhedsarbejde for en kvalificeret modstand, hvor en udmeldelse har højeste prioritet!

Vores EU-politik skal være realistisk

Flemming Johansen, Lyngby

Jeg har været medlem af EL siden 2004 og mener, at vore politikere er meget kompetente og præcise i Folketinget og i medierne, og jeg er enig med EL i stort set alle politiske emner, undtaget ét: forholdet til EU.

Helt overordnet er holdningen til EU rigtig og fornuftig, men i virkelighedens verden er vores politik naiv og urealistisk.

Jeg kender godt alle argumenterne imod og ved, at EU er kapitalens redskab, at der er demokratisk underskud, at Tysklands behandling af Grækenland var forkert etc.

Når Scherfig sagde, at ”han gik på kapitalistiske fliser og indåndede kapitalistisk luft”,

var det en realistisk beskrivelse af virkeligheden; det er vi på samme måde nødt til at tage til efterretning i dag.

Hvis Europa skal løse klimakrisen, problemerne med immigrationen, den politiske ulighed, de illegale skattely og presset fra Putin og Trump, er vi som en del af det progressive, antikapitalistiske Europa nødt til at stå sammen med progressive kræfter i Europa. Det vil vi bedst kunne organisere og gøre inden for EU.

Som Scherfig må vi anerkende den faktisk foreliggende virkelighed, og i Europa er virkeligheden EU. Jeg mener, at EL er nødt til at diskutere, hvordan en mere realistisk EU-politik skal udformes, især hvis EL er fundamentalt enig om, at den stigende højreradikalisering, som vi tydeligst ser i Ungarn, Polen og Rusland, men også i Tyskland, udgør den største fare mod EL’s og den europæiske venstrefløjs politiske projekt om lighed og demokrati.

Danmark kan selvfølgelig ikke gøre det alene, og tanken om et nordisk fællesskab er ikke realistisk og har aldrig været det. Der er - desværre – ikke nogen anden mulighed end i EU at forsøge at få et flertal til at arbejde for en anderledes og mere demokratisk og solidarisk politik. Ikke let, men den eneste mulighed.

Jeg mener, at EL er nødt til at diskutere, hvordan en mere realistisk EU-politik skal udformes, og opfordrer Redaktionen til at lancere en debat om vores Europapolitik

i håb om, at EL vil føre en mere realistisk politik om EU og Europa.

Gud og Marx

Jørgen Bodilsen og Karin Claudia Steinberg, Helsingør

I Rød+Grøns novembernummer er et tema om Marx og Gud. Temaet nævner Marx-citatet: ”Religion er opium for folket.” Hvis Marx havde levet i dag, havde han nok sagt: ”Nogle religioner er udtryk for intolerance, undertrykkelse og en gave til våbenfabrikanter”

Der findes gode, humanistisk troende mennesker, men der er også en anden side, der fylder meget mere. USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har stor opbakning i det kristne samfund. Israel har love, der gør Israel til en religiøs stat, der bygger på den jødiske tro; det er ikke godt for verdensfreden. Mange lande med muslimsk flertal har en lovgivning, der undertrykker kvinder, homoseksuelle og andre. I Vesten og Østeuropa er der kampagner mod fri abort, ud fra fortolkninger af religiøse skrifter.

Millioner af mennesker sidder i flygtningelejre, fordi de havde en ”forkert” tro. Byer er lagt i ruiner, alt sammen i en eller anden guds eller profets navn.

Vi ser også hele tiden en debat om religiøse normer i civilsamfundet. Hvor er grænsen? Må man skære i hinanden ud fra fortolkninger af religiøse skrifter, skal der indføres kønsadskilt svømning?

Trossamfund har nogle steder en tendens til at være et parallel samfund med egne regler og normer, og det er en del af religiøs frihed, at de har ret til at argumentere for, at deres normer og holdninger skal være gældende.

I mens er vi ateister nærmest blevet frataget nogle af vores argumenter og holdninger i kampen mod religiøs intolerance: humor og satire og bliver såmænd nogle gange kaldt racister. Selv R+G kan bruge et helt blad på religion uden at nævne de undertrykkelser, nogle religioner har medført. Overfyldte krisecentre med kvinder, der er flygtet for religiøs undertrykkelse, abortklinikker, der bliver bombet i USA, byer der ligger i ruiner. Og listen er lang over undertrykkelser, der er sket i en profets navn.

Marx’ religionskritik 2

Hans Erik Avlund Frandsen, Vanløse

I nr. 107 havde jeg et indlæg om Marx’ religionskritik. Det blev forkortet og en væsentlig politisk pointe gik tabt. Marx mente at der må være en materiel grund til religionens tag i mennesker. Alle indgår i et samfund, men vores forhold til hinanden reguleres via ”pengene”, som Marx derfor kalder ”den virkelige Gud” som menneskene ”tilbeder”. Roden til pengene finder han i ”arbejdet”, og analysen af arbejdet fører videre til afdækningen af kapitalen som et økonomisk system der som en vampyr suger merværdi ud af menneskeligt arbejde i en ustoppelig jagt på profit.

I dette system er det nogle få der ejer produktionsmidlerne. De enkelte ejere konkurrerer med hinanden, og er de nødt til altid at sikre sig maksimalt overskud. Ellers dør de i den kapitalistiske konkurrence. Kapitalen er altså en magt der er skabt af mennesker, men som hersker over og tvinger alle (også kapitalejerne) til at underlægge sig dens krav. Det er her vi har den materielle ”gud”. Den egentlige kamp mod ”religionen” er derfor i dag kampen mod kapitalen. Det gælder om at tage magten tilbage til de mennesker som i fællesskab skaber værdierne. De egentlige og betydningsfulde præster i dag er hverken imamer eller folkekirkepræster, men de økonomer og politikere som bestandigt prædiker at kun en styrkelse af konkurrenceevnen kan ”frelse” os. Med klimatruslen oveni alle de andre ødelæggende konsekvenser turde det vist være klart at hvis man endelig skal udpege nogle uoplyste og dumme troende, så er det der man skal sætte ind.

Først når vi i fællesskab bevidst kan vælge hvordan vi vil bruge vores fælles evner og arbejdskraft, er denne virkelige guddom overvundet. Vi har kun os selv at stole på - og det skal vi så gøre, ikke kun ved at ”indse” hvordan det hænger sammen, men ved i praksis at fjerne de kapitalistiske strukturer som gør at vi oplever os som magtesløse overfor samfundsmæssige, økonomiske kræfter som i sidste ende er skabt af os selv.

Partiet har missionsretten

Mogens Elmer, Østerbro

I novembernummeret af Rød+Grøn var temaet religion: “Med Marx i den ene hånd - og Gud i den anden”. Enhedslisten går ind for en sekulær stat: adskillelse mellem stat og kirke, ligestilling af de forskellige trossamfund, religionsfrihed for det enkelte individ (Jvf. Pelle Dragsdal). Et synspunkt vi deler med mange. Debattens emne er: “Kan man være socialist og religiøs på samme tid?” Tre religiøse medlemmer “bliver trætte i stemmen, når man nævner Marx’ syn på religion”. Marx, hvis religionskritik “bare er det, de (Enhedslisten) har arvet fra en gammel mand” (!). Og “Marx’ religionsmodstand er reelt det eneste sted, der er konflikt”. Debatten handler ikke, om religiøse mennesker kan blive medlemmer af Enhedslisten. Eller om det enkelte menneskes personlige tro. Eller om religiøse mennesker kan finde samklang med et socialistisk verdenssyn. Det handler om, hvordan Enhedslisten definerer sig selv i forhold til religion, forholder sig til, hvad religionsfrihed egentlig betyder og hvilke religiøse rettigheder, der kan udfoldes i et socialistisk parti og hvordan Enhedslisten anskuer det historiske opgør med religionens dogmer. Historien om oplysningstid, filosofi, revolutioner og arbejdskampe, hvor “den gamle Marx” var en vigtig brik blandt mange. Tænk blot på: Religiøse medlemmer er ligestillede med andre medlemmer. Er der grænser for religiøs praktik i partiet? Kan religiøse medlemmer mht. til deres religionsfrihed indføre religiøse praktikker i partiet? Kan valgte ledere (f.eks. i Folketinget) repræsentere fundamentale religiøse synspunkter (f.eks. genopstandelse)?

Mit partis socialistiske basis er min rettighed. Enhedslisten er mit parti, som er udviklet fra partier og bevægelser, der har historisk, politisk og filosofisk basis i materialistisk, ikke-religiøs tankegang. Det er derfor jeg er medlem!

Enhedslisten er et åbent parti. Selvfølgelig kan troende mennesker blive medlemmer. Men det er partiet, der har missionsretten og ikke religionen. Den er privat og uvedkommende i politik.

En prisstigning på parkeringslicenser i Kbh. er nødvendig

Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester i København

I decemberudgaven af Rød+Grøn spørger Eric Erichsen ind til Ø’s trafikpolitik i København. Vi har i Kbh bakket op om et forslag om at hæve prisen på beboerlicenser, så de i fremtiden kan koste op til 10.000 kr. pr. år, hvis du har en miljøfjendtlig bil. Erichsen er bekymret for forslagets sociale slagside. Selvom det primært er københavnere med store indtægter, der har bil, så vil så høje priser selvfølgelig ramme folk med små indkomster uforholdsmæssigt hårdt. Men som loven er nu, har vi ikke mulighed for at indkomstregulere prisen. Vi kan kun gøre det ud fra biltypen. Jeg håber og tror selvfølgelig, at vores folketingsgruppe arbejder for en lovændring, så vi kan indkomstregulere afgifterne, men desværre har Ø ikke flertal alene. Vi har brug for, at andre partier støtter op om de gode, grønne og sociale løsninger.Ø i Kbh arbejder for at gøre det mest miljørigtige valg til det billigste valg. Fra politisk side kan vi hjælpe til med at træffe det valg, hvis Christiansborg giver os lov til at indføre roadpricing, så vi med midler herfra kan investere i en langt bedre og mere effektiv kollektiv transport, som kan fungere som et reelt alternativ til privatbilisme. Men som det er i dag, er reguleringen af beboerlicenser og andre parkeringsafgifter vores stærkeste redskab.

I lyset af det enorme behov der er for at mindske CO2-udledning og forurening i København, mener Ø i Kbh, at en mærkbar stigning i prisen på beboerlicenser på de mest forurenende biler er et fornuftigt tiltag, der leder os i den rigtige retning. Og vi går selvfølgelig også ind for, at dem, der ønsker at skifte en forurenende bil ud med en mere miljøvenlig, skal kunne gøre det med økonomisk støtte som tilskud eller skrotpræmier, så man ikke er fanget med en forurenende bil med høje afgifter og ikke har råd til at skifte. I dag koster det ned mod ti kroner om året af have en bil med beboerlicens parkeret i København, og det får vi på ingen måde færre biler eller mindre forurening af. Tværtimod.

Hvem betaler for parkeringen i København?

Jon Toivo Hansen, Valby

Eric Erichsen var i sidste R+G bekymret for forslaget om at hæve beboerlicenser til 10.000 kr. Det lyder da også af meget, indtil man ser at det allerede koster 12-14.000 kr. om året i de nye bydele Ørestad og Nordhavn og 16.500 kr. i DGI-Byen. Havemeter til en carport eller ejerplads i en p-kælder er investeringer på flere hundrede tusinde. Det giver et peg om hvad 10 m² bås er værd.

Hver planlagte p-plads under jorden koster nemlig knap en mio. skattekroner, og efterspørgslen er desværre stærkt stigende (7.500 flere pladser frem mod 2025). De nuværende 10 kr.-1.575 kr. om året er langt under markedsværdi, så vi bruger dyrebare kollektive midler på at støtte det at eje bil.

Det er rigtigt at nogle med lave indkomster også vil blive berørt, for det vil alle der parkerer på gaden i zonen. Men faktisk er det kun 13,3 % af dem med lave indkomster (2/3 af husstandene har under 300.000 kr./årligt netto), som rent faktisk har bil i indre København. Det store flertal cykler og tager offentlig transport. Også 25 % af bilejerne! Dertil har mange almene boligområder egen parkering til beboerne, der så går fri.

Indtægtsreguleret licens, som dog ikke er lovligt, eller at fritage elbiler – godt for klima og miljø; men mest for dyre biler – er sympatiske perspektiver. Men privatbilisme er ikke en menneskeret som kommunen skal helligholde for nogle få, og især ikke når de få primært er de velhavende.

Faktum er at vi allerede er løbet tør for kvadratmeter i byen, hvilket de strenge kampe om Amager Fælled da også var udtryk for.

Så er det ikke solidarisk at fortsætte med at hælde flere mia. skattekroner og sparsomme fællesarealer i den mest individualistiske transportform – og støtte et gode der primært er for et privilegeret mindretal, men til udgift og gene for alle andre. Fællesskabets ressourcer skal bruges på at gøre livet lettere, sundere og billigere for det store flertal af københavnere, og derfor er det socialt at sætte bilerne bagerst.

Ryd motorvejen

Bent Jørgensen, Møn

På det seneste har vi set motorvejen på Fyn været spærret i timevis 2.`juledag, efter et trafikuheld. Men i virkeligheden er det en daglig forteelse med disse uheld der sætter trafikken i stå og som er en samfundsmæssig belastning af dimensioner, hvis man begynder at regne på tabte arbejdstimer og CO2-forurening med de mange biler i tomgang. Efter sigende bliver 3-4 myndigheder involveret hver gang der sker et trafikuheld, så hvis hvert uheld ydermere skal trækkes med bureaukratiske regler, som ikke tager hensyn til de mange ventende, så skal der ideelt kun to regler til, hvor nr.1 er assistance til tilskadekomne og nr.2, er øjeblikkelig fjernelse af bilvrag, gerne med en maksimal tid, efter redningskøretøj er nået frem, men samtidig med hensyn og respekt for reddernes arbejdsvilkår. På Fyn, 2.juledag, blev flere timers ventetid for meget for nogle bilister, der så begyndte at køre ind over markerne, for at slippe væk, måske med patienter som passagerer.

Men hvis lange ventetider ved trafikuheld på motorvejene er uomgængeligt, så kunne andre løsninger tages i brug. Alle "tilsluttede" markveje og kommunale veje, forsynes med et "Nødvejsskilt", ligesom alternative rastepladser burde være en mulighed, især til ældre og familier med børn. Men generelt trænger den hurtigt stigende trængsel på motorvejene til begavede løsninger fremfor mere asfalt. Flextider på store arbejdspladser, måske som et lovkrav, ulige bilnumre kører kun på motorveje på ulige datoer og vice verca fremmer samkørsel, og så bør registreringsafgiften ikke sættes ned.

Flere døde eller konfliktløsning?

Per Kristensen, Roskilde

Enhedslisten tog kontakt med Anders Samuelsen i december for at bede NATO om at tale Tyrkiet fra at angribe ’vore allierede’ i krigen mod IS. Tyrkiske trusler og angreb mod kurderne i Nordsyrien har stået på gennem længere tid, men ville nu øges, hvis USA trak sine soldater ud. Situationen er delikat for USA og Saudi Arabien ønsker en ny stat i det nordlige Syrien for at kunne gennemføre planer om nye olieledninger, men Tyrkiet vil selv kontrollere området, hvis ikke området igen bliver en del af Syrien. Men hvordan er vi blevet rullet ind i denne krig, så vi har ’allierede’, hvor vi befinder os på samme side i konflikten som USA? 15. januar bombede Israel igen flere mål i Syrien, der med russisk og iransk støtte er ved at få afsluttet en borgerkrig imod bl.a. IS! Er Israel vores ’allierede’ fordi Israel er på samme side i konflikten som USA? Næppe!

Siden august 2018 er der foregået seriøse forhandlinger mellem kurderne og SDF med styret i Damaskus om beskyttelse og selvstyre i de nordlige områder! Hvorfor er det ikke muligt for vores parti at støtte op om disse forhandlinger og dermed fordømme al militær indblanding i Syrien?

Ifølge 2012 programmet om internationale spørgsmål, skulle det være muligt, idet det understreges: at der til stadighed er fare for, at en intervention især vil blive misbrugt af stormagterne til at sikre egne interesser. At princippet om “Responsibility to protect” …. , kolliderer med det princip i international lov, der forbyder indblanding i et fremmed lands indre anliggender i respekt for den nationale selvbestemmelsesret. At Danmarks mulighed for at gøre en forskel ligger i at bidrage til forebyggelse og fredelige løsninger på konflikter. Danmark skal derfor vende sin udenrigspolitik væk fra NATO og USA og i stedet prioritere arbejdet i FN.

Jeg har stor sympati for kurderne, men der bør være forskel på en kurdisk venskabsforening og vores perspektiv på krig og fred i Syrien?

“Imperialism is a paper tiger”

Dennis Baggers Laursen, Brøndby

Citatet kommer fra Mao Zedong. Og han har jo ret! Det absurde er, at citatet kommer fra en mand, der besatte mere eller mindre samtlige af sine nabolande.

Et af de lande, Mao besatte, er Tibet. Det skete den 6. oktober 1950. Tibets hær bestod af få tusinde soldater, nogle udrustet med 1700-tals musketter, bue og pil. De stod over for en hær på over en million fanatiske maoister, udrustet med det nyeste materiel fra Vesten, erobret fra Chiang Kai-shek regimet. De fredelige og krigsforagtende tibetanere havde ikke en chance over for denne overmagt, og på få uger erobrede maoisterne Chamdo, og dermed var slaget om Tibet vundet.

Som følge af besættelsen blev en million tibetanere dræbt og over 8.500 klostre brændt. En etnisk udrensning, og en udryddelse af en kultur og en religion, der kun kan sammenlignes med nazisternes forsøg på at udrydde jøderne i Polen.

Ligesom zionisterne i dag opretter bosættelser i Palæstina, opretter maoisterne han-kinesiske bosættelser i Tibet. Nogen steder er tilflytningen af han-kinsere så voldsom, at tibetanerne er i undertal i deres eget land – ligesom indianerne er det i USA.

Tibetanerne lider i dag præcis samme skæbne som palæstinenserne. Derfor bør Enhedslisten udvise samme ubetingede solidaritet med tibetanerne, som med palæstinenserne. Der har boet tibetanere i flygtningelejre i Indien lige så lang tid, som der har boet palæstinensere i flygtningelejre i Jordan og Libanon.

Solidariteten kan passende vises ved bl.a. at markere 70-året for den maoistiske besættelse af Tibet, til oktober næste år.

Politisk bør Enhedslisten stille krav til en Socialdemokratisk regering, at de grundlovsstridige krænkelser af tibet-solidaritetsdemonstrationer ikke skal gentage sig! Enhedslisten skal arbejde for at skrive Tibet ud af Verbalnoten, hvor Danmark de-facto anerkender den kinesiske besættelse af Tibet. Og så skal Enhedslisten arbejde for at oprette en Tibet-Verdensolidaritetskomité sammen med partier og bevægelser i hele verden, der skal arbejde for et ophør af den imperialistiske besættelse af Tibet.

(Forkortet af redaktionen)

Afskaf forsvaret, men ikke forsvarsforbeholdet

Henning Sørensen, Norddjurs

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen vil arbejde for afskaffelse af det danske forsvarsforbehold, så danske soldater kan deltage i krige rundtom i verden. Det bør dog være forsvaret, der skal afskaffes. Danmarks opgave er ikke at deltage krige, men at hjælpe med konfliktløsning og humanitær støtte i konfliktområder. DK mangler arbejdskraft. Der tales om at importere arbejdere. Inden det sker, bør vi sætte de i militæret ca. 20.000 ansatte til at lave noget samfundsnyttigt.

Nyt år, nyvalg, ny regering, ny politik?

Allan Krautwald, Svendborg

År for år udtrykker vi årets udgang ønsket om at det nye år vil blive bedre, mere solidarisk og mere medmenneskeligt end det år vi går ud af. Er bunden nu endelig nået?

Hvert år kan vi konstatere at sådan gik det desværre heller ikke denne gang. Igen i år er de fattigste blevet fattigere og de rigeste endnu rigere. Vi ser resultatet af skiftende regeringers bevidste nedskæringer på de mange, der har behov for fællesskabets støtte, de syge, de ledige, børnene.
Kontrakten i det danske velfærdssamfund er, at vi betaler en forholdsvis høj skat så vi kan gribe de, der har behov for hjælp. Denne kontrakt er desværre opsagt.

Hvert år håber vi på at bunden er nået i forhold til den symbolpolitik, der kun har til formål at stemme optimere ved at skabe problemer, hvor der ingen problemer er. Intet er for småt når det drejer sig om genere mindretallene i vort samfund - mest udtalt ved udskamningen af vore nye landsmænd. Således også i år med bl.a. vedtagelsen af det tåbelige burkaforbud og ghettopakken. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at et regeringsskifte vil føre til ændringer af denne linje.

I mange år har det været almindelig viden, at vi styrer direkte mod en klimakatastrofe og heller ikke i år har de ansvarlige for alvor taget fat på at løse problemerne. Den globale temperatur stiger, indlandsisen smelter osv.
Vore børn og børnebørn vil ikke takke os.

I 2019 må det være målet at få valgt nogle mere ansvarsbevidste politikere, som vi om ikke andet her i landet kan gøre vort.
Lars Løkke og hans ligesindede må sendes på pension. Vi trænger ikke alene til en ny regering, men endnu mere til en ny politik.
Større lighed trænger sig på - vi skal have løftet voksne og børn ud af fattigdom.
Der må sættes en stopper for udskamningen af medborgere med anden etnisk baggrund.
Der må tages dramatiske skridt i kampen mod klimaændringerne.
Det må være nogle af kravene til en ny regering, som så også skal vide, at vi er klar til at yde dem skarp modstand, hvis de fortsætter Løkkes linje.

Tarvelig artikel

Margit Kjeldgaard, Helsingør

”Klimaafgifter skal ikke ramme skævt”, lyder overskriften på en artikel om afgifter på oksekød og flyrejser i Rød+grøns decembernummer. Indledningen handler om, at Alternativet har foreslået afgift på oksekød. Men artiklen nævner ikke, at Alternativet også foreslog en kompensation til folk med små indkomster. Det er tarveligt overfor Alternativet.

Og det er direkte pinligt, for det er ikke mere end 7 år siden, EL selv var med i et finanslovsforlig, hvor der blev lagt afgifter på fjernvarme, øl og vin – uden at kompensere folk med små indkomster. Oven i købet var afgiften på øl og vin fastsat pr. liter, dvs. at man betalte lige mange kroner hvad enten man købte papvin og industri-øl eller dyre vine og mikrobryg-øl. Det havde klædt folketingsgruppen åbent at beklage disse afgifter, da man endeligt indså at de er stærkt asociale.

Vi var nogle, der på årsmødet til miljøprogrammet netop foreslog høje afgifter på miljø- og klimabelastende forbrug og kompensation til folk med små indkomster, men det blev nedstemt til fordel for et afgiftsfrit ”basisforbrug” og afgifter ud over dette forbrug. Nu kan folketingsgruppen og HB, som har diskuteret en handlingsplan for miljøprogrammet, vist ikke finde ud af hvor meget oksekød og hvor mange flyrejser, der medgår til et ”basisforbrug”. I hvert fald har EL endnu ikke udmeldt en anden måde end vores og Alternativets til at minimere forbruget af klimabelastende forbrug på - uden at genere folk med små indkomster. Hvorfor så ikke bare støtte Alternativets forslag indtil videre?

Det er vist aldrig blevet oplyst hvilke kvalifikationer, der skal til for at blive udpeget til at sidde i redaktionen for Rød+Grøn, men det kan i hvert fald ikke være (selv)kritisk journalistik. Der gælder åbenbart heller ikke et princip om at den angrebne part kan få ret til genmæle.

Svar til Margit Kjeldgaard

Simon Halskov, redaktør

Som det fremgår af Rød+Grøns retningslinjer, er det Enhedslistens forretningsudvalg, der godkender alle redaktionsmedlemmer. Ved konkrete personangreb gives den/de angrebne lejlighed til at svare kort i samme nummer.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]