Gå til hovedindhold

Tags

Debat

Berigtigelse

I novembernummeret var Niels Graverholt krediteret for indlægget ”Enhedslisten agerer flertydig i EU-politikken”. Dette var en fejl, forfatteren er Per Markmøller. Redaktionen beklager fejlen!

Bibelen er ren mennesketale

Erik Lützen, Odense

Sådan skriver en professor i teologi. Her er et par eksempler:

Første Mosebog: ”I skal omskære eders forhud, det er et pagttegn mellem mig

og eder”. Men Paulus skriver: ”Omskærelse betyder ikke noget for gud”.

Så tager vi homospørgsmålet: ”Om nogen ligger hos en mand, de skal begge lide døden.”

Femte Mosebog, kap. 23: ”Ingen af Israels døtre må være skøge, og ingen af Israels

sønner må være mandsskøge. Du må ikke for at opfylde et løfte bringe skøgefortjeneste eller hundeløn, hvis du bruger en mand. Det er for Herren en vederstyggelighed.”

Johannes’ åbenbaring, kap. 9: ”Hvis du ikke har guds segl i panden, skal du dø men pines i fem måneder først.” Den gud tror jeg ikke på, men jeg nægter ikke en højere magt.

Marx’ opium og andre betragtninger

Ellen Miriam Pedersen, Valby

Sikken voldsom opblødning i holdningerne til religion i novembernummeret. Til gengæld er det så meget tydeligere, at angrebene på andre folks medicinsk-hygiejniske praksis, det man ikke forstår, er en erstatning for det man godt forstår, og i de fleste tilfælde, gætter jeg på, er opdraget med.

Vi kan iflg. Matthæus 6:24 ikke tjene både gud og mammon, nej, men i den evangelisk-lutherske gren læner man sig mere op af at give kejseren hvad kejserens er (også Matth., faktisk, kap. 22) som om Jesus ikke primært ledede en modstandsbevægelse i Galilæa.

Det er synd ingen tænker over hvornår det blev skrevet, eller bare læser citatet færdigt. Marx forsøgte ikke at foruddiskontere en senere lovgivning hvorefter opium blev gift og forbudt. På hans tid var det et vidunder- eller i hvert fald afspændingsmiddel brugt af forfattere og andre intellektuelle. ’Opium’ stammer fra kritikken af Hegels (idealistiske) retsfilosofi, ikke fra teserne inspireret af Feuerbach, og er et udtryk for kritik af samfundet, ikke af religionen. Marx’ opium er hvad der er til rådighed for det åndeligt hungrende, fremmedgjorte menneske under kapitalismen, og i øvrigt iflg. Zvi Rosen (1977) lånt fra Bruno Bauer.

Ærgerligt er det også at begreberne flere steder bliver så entydigt bestemt af kristent arvegods. Præsten Ulla taler om ’tro, herunder kristendommen.’ Som efterfølger til medlemmerne af Jesusbevægelsen, der hurtigt efter hans henrettelse skulle bestemme sig for hvem han var, kan hun ikke andet. Uden for kristendommen har det ingen gyldighed.

Efter reformationen hænger det protestantiske Europa på Skt. Augustins dualisme (både Luther og Calvin var augustinere). Der er flere veje ud, men her i nummeret demonstrerer to ud af fire politikere at de ikke har fundet dem – som i ’to vigtige hensyn støder sammen’ og ’dyrenes tarv eller den religiøse mangfoldigheds tarv’.

Bonus-PS fra Sperber 2013: Jenny og Karls legitime efterkommere er franske og hedder Longuet!

Marx´ religionskritik

Hans Erik Avlund Frandsen, Vanløse

Rød+Grøn havde i nr. 106 et tema med titlen ”Med Marx i den ene hånd – og Gud i den anden”. Jeg synes der mangler et par præciseringer mht. til Marx´ syn på sagen.

Det er rigtigt at Marx taler om religionen som ”folkets opium”, men den formulering står ikke alene. Faktisk har Marx - i modsætning til mange andre religionskritikere - en relativt positiv vurdering af religionen: Den er ”en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold”, hedder det lige før opiumsformuleringen. Altså: Så længe verden er som den er, er religionen en beskyttelse af det der virkelig betyder noget: hjertets rørelser og ”ånden”.

Så er det rigtigt at Marx mente det var en ”fordrejet” form for følelser og ånd der var på færde i religionen, men han afviste den form for materialisme der blev praktiseret af mange oplysningsfilosoffer. De så religion som udtryk for manglende oplysning, en slags overtro som kun ”dumme” og uvidende mennesker kunne forfalde til.

Marx´ alternative forståelse var at denne fordrejning skyldtes at der i det virkelige, konkrete liv var forhold der skabte de illusoriske religiøse forestillinger. Han stillede spørgsmålet: hvordan kan det være at mennesker skaber en forestilling om at der er en overnaturlig magt som styrer og dømmer vores liv, og som vi skylder tilbedelse? Han insisterede på at forklaringen måtte findes i vores virkelige liv hvor der måtte være noget der gjorde det nærliggende for mennesker at forstå det hele på denne måde.

Her var han inspireret af Feuerbach der så religion/Gud som en slags samlebetegnelse for alt det menneskene selv kunne hvis alle deres evner og muligheder kom til fuld udfoldelse. Eller med Marx’ egen formulering: Religionen er fantasiens ”virkeliggørelse af det menneskelige væsen”. Religionen er således både en ”selvbevidsthed” og en ”selvfremmedgørelse”. Dobbeltheden i gudsbegrebet er netop at det på den ene side peger på et enormt menneskeligt potentiale, som så på den anden side dementeres ved at det bliver tilskrevet en instans som mennesket er underlagt og fuldstændig afhængig af.

(Forkortet af redaktionen)

 

Med Marx i den ene hånd - og Gud i den anden

Øivind Larsen, Kerteminde

Hvad menes med dette, der også var overskriften på temasiderne i sidste nr. af Rød+Grøn? Skal Enhedslistens medlemmer – der nok altovervejende er ateister – anspores til at tage gud i hånden?

Temasiderne indeholder gode elementer men budskabet om, at vi skal give plads til og anerkende gudsdyrkelse, fylder alt for meget. På de i alt 9 sider, får 3 troende medlemmer 2 sider til at forklare, hvordan deres tro passer sammen med partitilhørsforholdet, hvilket ikke lykkes ret godt. På én og en halv side gør en svensk teolog status over kirken efter adskillelsen fra staten!

I disse tider frigør befolkningen sig stille og roligt fra kristne forklaringsmodeller og folkestemningen bliver mere sammenfaldende med det traditionelle venstrefløjsstandpunkt, at gud(er) er menneskeskabt og langt hen ad vejen har tjent de herskende klasser til disciplinering, undertrykkelse og krigsførelse. Denne proces skal det ikke være Enhedslistens opgave at bremse.

Interessante spørgsmål, som temaet ikke tog op, kunne være:

- I hvilken grad skal venstrefløjen holde de to missionerende og totalitære religioner – kristendom og islam – fast på, at de stadig er ansvarlige for trusler, vold og massemord, når deres religioner gennem århundreder er blevet udbredt?

- Ifølge samme to religioner lever vi nu i de sidste tider og dommedag nærmer sig. I forhold til Jordens undergang, bliver de kommende klimaforandringer og masseuddøden af dyrearter vel at regne som mindre dramatiske begivenheder!? Måske er de ligefrem en del af gudens plan?

- Hvad med ejendomsforholdene til kirker mm. den dag folkekirken adskilles fra staten? Skal jord og bygningsmasse stadig være alle danskeres ejendom? Selv er jeg ateist, men det var også mine forfædre, der var med til at bygge og bekoste. Det vil ikke være rimeligt at forære eller frasælge for en slik, til kommende forening folkekirke.

(Forkortet af redaktionen)

Stop hetzen

Inge Christoffersen, Aarhus Vest

Jeg bliver træt, når jeg i Rød+Grøn igen kan læse, at vores spidskandidat til EP Nikolaj Willumsen bliver beskyldt for at være illoyal overfor partipolitikken. Jeg minder om, at han til urafstemningen fik 1514 ud af 2926 afgivne stemmer (heraf 450 blanke), det vil sige mere en 50% svarende til absolut flertal.

Dedikerede medlemmer har stemt på Nikolaj vel vidende, at der i hans opstillings-tekst, ikke står et eneste ord om udmelding, men til gengæld en venstreorienteret EU-modstand. Jeg har aldrig hørt Nikolaj sige andet, og dermed finder jeg ham fuldt ud troværdig. Urafstemningen viser måske, at årsmødet er ude af trit med medlemmerne.

Derimod finder jeg det illoyalt, hvis man ikke kan støtte en spidskandidat, som et flertal blandt medlemmerne har valgt. Man kan ikke afskrive de medlemmer, som har stemt på Nikolaj som dumme, der kun har stemt på ham fordi han er ”kendt”. Nej dem der har stemt, har alle engageret sig nok til at melde sig ind i et politisk parti og dernæst stemt til en urafstemning. Det er altså efter min bedste overbevisning medlemmer, som har taget stilling.

Min personlige anke imod UD-politikken er, at det er simpelthen ikke i EP man kan få gennemført en dansk udmeldelses af EU. Derfor giver det absolut ingen mening at snakke om, at føre UD-politik i EP. Og uanset hvor mange der stemmer på Rina Ronja Kari til EP, så kommer der heller aldrig en udmeldelse ud af det. UD-politik kan til gengæld føres i folketinget, hvor man rent faktisk kan vedtage en folkeafstemning herom.

For mig er EU-politik 2 forskellige ting. Et er den politik og de ting der kan arbejdes med i EP, noget andet er den politik som føres i folketinget og de ting der arbejdes med der. Disse er ikke nødvendigvis det samme, og kan ikke nødvendigvis rummes af en enkelt EU-politik, som vedtages på årsmødet. Medlemmerne er kloge nok til at have gennemskuet dette, og Nikolaj Willumsen har i hvert fald min stemme.

Smertegrænsediskussionen der forsvandt

Enhedslisten Lolland

Enhedslisten vil kun indgå i det parlamentariske grundlag for en regering, hvis den har givet konkrete tilsagn om en klart mere solidarisk, grøn og humanistisk politik inden for de fire områder velfærd, fattigdomsbekæmpelse/større lighed, miljø og klima, udlændinge og integration. Sådan lød det selvsikkert fra hovedbestyrelsen den 8. september.

Enhedslisten Lollands medlemsmøde den 25. september med 18 tilstedeværende medlemmer hilste det velkomment, at vor hovedbestyrelse nu var på vej til at tegne konkrete smertegrænser for ikke blot at pege på Mette Frederiksen som statsminister, men også virke som et parlamentarisk grundlag for en sådan regering. En diskussion der har stået på siden 2013 var endelig på vej til at blive konkretiseret. Vort lokale medlemsmøde kom med sit bud på principielle smertegrænser. Mødet skrev bl.a. til FU og HB, at stop for syge i aktivering og arbejdsprøvning, økonomisk lighed, 100 pct. omlægning til økologisk jordbrug, overholdelse af FN-konventioner, stop for privatisering med dertil hørende eksemplificering udgjorde et bud på smertegrænser. Stor var vores overraskelse, da vi fra FUs sekretær fik meddelelse om, at denne debat var lagt død helt frem til efter valget. Medlemmerne i Enhedslisten Lolland måtte på et møde den 30. oktober knibe sig i armen over dette svar. Alle tilstedeværende havde et væld af spørgsmål: Hvilket argument er der for at lægge smertegrænsedebatten død og udskyde den til efter valget? Hvor er respekten for medlemsdemokratiet? Hvordan vil man føre en valgkamp, når man ikke har en klart defineret politik i forhold til regeringsdannelsen? Efter lang, lang debat om smertegrænser lægges debatten ned. Hvorfor? Hvad skal vi sige, hvad skal vi gøre, når vi bliver spurgt? Vi må dog have en plan A og en plan B ved en kold skulder fra Mette Frederiksen? Flere vendte tilbage til spørgsmålet: hvor bliver medlemsdemokratiet af? Skal en hasteindkaldt hovedbestyrelse efter valgets afholdelse pludselig afgøre alt om smertegrænser?

Enhedslisten Lolland forventer med spænding et svar på disse spørgsmål.

(Forkortet af redaktionen)

Skal parkeringslicenser i kbh. kun være for de rige?

Eric Erichsen, Amager Vest

I Politiken har man kunne læse følgende: "Københavns teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager, afviser, at planerne om at hæve priserne på parkeringslicenserne er taget af bordet. Det vil hæve priserne for en licens fra ned til 100 kr. til op med 10.000 kroner om året"

Forslaget fra Enhedslisten vil bevirke at kun dem, der er ved muffen, har råd til parkeringslicenser og pensionister, arbejdsløse og dårligt betalte lønmodtager på arbejdsmarked - kan bare skrubbe af med deres bil, så der er mere plads til de rige bilister.

Er det virkelig Enhedslistens trafikpolitik i Kbh.? Tilsyneladende, og det er der næppe mange stemmer i hos de berørte grupper, der må sælge deres bil.

Det er da også en asocial politik, fremført at et parti som normalt arbejder for social lighed ifølge partiprogrammet.

I det mindste kunne man stille forslaget sammen med en indtægtsregulering ud fra husstandsindtægten, samt at el-biler skal være gratis.

Har jeg misforstået, at Enhedslisten arbejder for social lighed?

Forbyd knallerten

Peter Ibsen, Vesterbro

Uanset hvilket parti en cyklist stemmer på, så vil de med interesse se på nogle forslag, der vil gøre det mere sikkert at være blød trafikant:

1) Hvis man går ude på en landevej, så skal man gå i venstre side. For så kan man se de modkørende. Det kan ikke, når man cykler i højre side og kan kun håbe på, at chaufføren ikke sidder og SMS’er!

Derfor bør cyklister selvfølgelig også køre i venstre side, hvor der ikke er en cykelsti. Men ikke i byerne eller om aftenen. Jeg har selv gjort det i mange år i dagtimerne og moret mig over alle de tegn og fagter, som bilisterne finder på. Men det betyder jo, at de har bemærket mig!!!

Så ville det ikke være relevant for et venstreparti at fremsætte et lovforslag inden valget?

2) Jeg har også moret mig over, at man ville lave forsøg med at svinge til højre, når der var rødt lys. Det er jo noget som de fleste fornuftige cyklister altid har gjort - altså når de skulle om i f.eks. en sidegade.

3) Når politi og retsvæsen ikke tager sig af cykeltyverier, hvis de ikke ligefrem kommer til at stoppe en stor bil fyldt med dyre cykler på vej til Polen - så kunne et parti uden større besvær lave en god løsning (som jeg vil vende tilbage til en anden dag)

4) Man kunne forbyde knallerter: Knallerten er et stærkt forældet transportmiddel!

Den lille totakts-motor forurener mere end en lastbil, og unge på en udboret knallert er til fare både for sig selv og for cyklisterne på cykelstien. De unge fartglade ville med lidt træning også kunne køre ret hurtigt på en racercykel. Knallerten kunne de så evt. bruge på en bane.

Til de ældre og de handicappede, som har brug for en motor på cyklen, findes der i dag et stort udvalg af el-cykler og andre el-drevne køretøjer på tre eller fire hjul.

Så regeringen kunne virkelig gøre noget for miljøet og de unges sundhed ved at forbyde knallerter i trafikken. Og hvis det ikke er muligt, så kan den forlange påmontering af katalysator og i øvrigt lægge så store afgifter på køretøjerne, at de forsvinder af sig selv! (Forkortet af redaktionen)

Om HB’s håndtering af 100 dages-planen

Henrik Nedergaard, Svendborg

I august opfordrede hovedbestyrelsen afdelingerne til at kommentarer og forslag ind, så de kunne indgå i debatten om den 100-dages-plan, som folketingsgruppen lancerede i foråret. I Svendborg afholdt vi et glimrende medlemsmøde, der resulterede i en række forslag til ændringer i planen. For eksempel mente vi, at det skulle fremgå af papiret, at Enhedslisten vil have Danmark ud af EU. Men vi kunne have sparet os anstrengelserne. Hovedbestyrelsen har nemlig besluttet, at der ikke skal ændres et ord i 100-dages-planen. I stedet vedtog man på HB-mødet i november en opsummering af debatten.

Efter min mening holder hovedbestyrelsen på denne måde medlemsdemokratiet for nar. Det var galt nok, at folketingsgruppen sendte et papir på gaden, der ikke havde været realitetsbehandlet i HB. Men værre bliver det, når man har chancen efterfølgende og så bare vælger at lægge sig fladt ned. Hovedbestyrelsen har hermed reelt givet magten til at bestemme partiets politik til folketingsgruppen.

Problemet er, at der er uoverensstemmelse mellem den politik, som årsmøderne har vedtaget, og 100-dages-planen. Det mest grelle eksempel er, at i folketingsgruppens papir anlægges der en reformlinje i forhold til EU, og den vedtagne politik om at vi skal ud af EU nævnes ikke med et ord.

Hovedbestyrelsens papir om debatten blev vedtaget med 11 stemmer for, fire imod og tre, der undlod. En af dem, der undlod at stemme, Michael Voss, fik denne stemmeforklaring med i referatet: ”Jeg synes, at denne type ”opsamling” på diskussionen i stedet for en vedtagelse af en ny version af programmet er useriøs og udemokratisk”. Det er hørt!

Som jeg ser det, gør flertallet i hovedbestyrelsen det umuligt for HB at udføre en af sine vigtigste opgaver, som er at holde folketingsgruppen fast på partiets vedtagne politik. Jeg vil derfor opfordre til at der snarest muligt vælges en ny hovedbestyrelse, der er opgaven voksen.

Ghetto-planer og dagpengekamp

Hans Jørgen Vad, Aarhus Vest og Almen Modstand

Det var en sort torsdag, da et stort flertal (inkl. SD og SF) den 22. november vedtog noget af den sorteste boligpolitik i landets historie.

Den betyder i første omgang, at over 11.000 almene boliger skal nedlægges (talfakta kan ses på ELs hjemmeside).

Omregnet efter Århus-tal svarer det på landsplan til 44.000 beboere, som er lig indbyggertallet i Silkeborg. Men det stopper ikke her, da tallene senere forventes at stige markant. Uden at have præcise tal, tyder Københavns Kommunes forventning på, at godt 93.000 på landsplan kan miste deres bolig. Det er ret præcist gennemsnittet af Ålborg og Esbjerg.

Sidst vi talte op på den måde, var under udviklingen af dagpengeskandalen i 2011-14. Her forventede man officielt, at 3-4.000 ville miste dagpengene, og systemet rystede, medens tallene krøb op på 40, 50 og 60.000. Denne gang kender vi tallene på forhånd – også SD og SF, som uden at blinke har støttet boligmassakren.

Men én ting er tal – noget helt andet er, hvad der sker, når det skal gennemføres ude i virkeligheden. Fra by til by vil denne viden brede sig, og det er værd at bemærke, at "vores side" de sidste to-tre uger har haft bedre presse end halvåret før.

Dernæst skal man også bemærke, at G-planerne ikke understøttes af bare én opinionsmåling. Fordi der ikke er lavet målinger? Næppe, da de store partier løbende måler på fokusgrupper. Så nok mere pga. en dårlig sag.

Her er ELs rolle helt afgørende her, da vi er det eneste parti, som har tæft for at mobilisere ude i befolkningen. Herfra må vi række ud til de Radikale og Alternativet, så vi bliver tre partier som støtter dette. Og kan vi på den måde også presse SF ud af aftalen, står vi med en første sejr.

Men en sådan linje stiller også krav til vores folketingsgruppe, som i denne sag har været alt for tavs. Efter en pressemeddelelse i maj kom der først én den 22. november – efter lovvedtagelsen. Vil EL gøre en forskel, skal vi turde råbe op.

Tvang er igen borgerskabets redningsplanke

Birger Thamsen, Nørrebro Park

Et symptom på de reaktionære forandringer for tiden er, at man efterhånden har gjort tvang til en integreret del af samfundslivet. Den udvikling er kun til gavn for de privilegerede og gør livet stadigt vanskeligere for det store flertal? For den tjener alene det formål at få en neoliberal politik til gavn for de få til at fungere.

I Danmark er en stadig større ulighed parret med en stadig stigende brug af tvang. Tvangen rammer bredt alle brugere af velfærdsgoderne. Det går ud over de arbejdsløse, som er udsat for øget kontrol og nedsatte ydelser og tvungen perspektivløs aktivering. Handicappede eller syge borgere tvinges til perspektivløs arbejdsprøvning og nægtes førtidspension og anden hjælp. Studerende mister deres studiepladser, hvis de har forsyndet sig mod de stadig strammere studietidsregler. Den mest udsatte gruppe er flygtninge og indvandrere, som udsættes for stadig mere drakoniske regler med fortabelse af sociale ydelser, nedrivning af deres boliger og udvisningsdomme. På retsområdet går udviklingen i retning af stadig længere og hårdere straffe i mere og mere overfyldte fængsler.

Denne absurde udvikling har ubehagelige lighedspunkter med udviklingen i 1930erne. Den synes desværre at have en vis opbakning i befolkningen. Dette skyldes formodentlig, at budskabet om tvang som universalmiddel på samfundets problemer er lige så let fatteligt, som det er usandt. Vi har derfor en stor opgave i at overbevise befolkningen om, at tvang ofte ikke løser problemer. Mennesker der mister dagpenge eller kontanthjælp får ikke nødvendigvis et arbejde. De syge og handicappede bliver jo heller ikke raske af at blive nægtet førtidspension. De studerende, som lever i stadig frygt for udsmidning, bliver måske dårligere kandidater. Rigoristiske straffe mindsker næppe kriminaliteten. Flygtninge og indvandrere lærer ikke hurtigere dansk eller bliver bedre integrerede af lavere ydelser og andre ubehageligheder.

Farvel til humanisme og tolerance

Anders Lundkvist, Aalborg

Det virkeligt nye i finanslovens udlændingeaftale er, at den samlede blå blok nu udtrykkeligt afviser integration. I stedet skal de sendes hjem. Budskabet bliver umisforståeligt ved at en stor gruppe sultes ud ved at få frataget 2.000 kr. om måneden.

Det politiske skred indenfor blå blok er helt blevet overset.

Ved tidligere forlig har V, K og LA kastet en luns af stramninger til svinehunden i DF, mod at få skattelettelser og nedskæringer. Nu er der ikke længere tale om indrømmelser, men om en fuldstændig omfavnelse af DF's politik, klart udtrykt i Kristian Jensens begejstring over at bryde med liberale idéer om tolerance, humanisme og åbenhed.

Tidligere var det kun Støjberg-fløjen, der stod for denne linje. Jan E. Jørgensens 'ægte liberale' – hvortil man plejede at inkludere Kristian Jensen – satte visse grænser for knæfaldet for DF. Det var dengang man talte om 'anstændige borgerlige', som de Konservative så sig som bannerførere for. Glem det, ligesom Jan E. Jørgensen har gjort. Blå blok er nu én sammentømret blok af fremmedfjendske.

Det har været almindeligt at udskamme Ungarn, Polen og Italien som højrepopulister, underforstået: sådan er Danmark skam ikke. Jo vi er. Kristian Jensen er i samme klub som Orban og Salvini. Og hvad er egentlig forskellen mellem den mur, som Trump arbejder på, og så de økonomiske og juridiske mure, der skal holde folk væk fra - og ud af - Danmark? Vi får se, hvordan Socialdemokratiet vil forholde sig. Mette Frederiksens bagatellisering af forliget som 'en tynd kop the' lover ikke godt.

Historien viser, at hvis der ikke råbes op, så det kan høres, eskalerer nederdrægtighederne blot. I Europa og USA er der allerede mange tegn på, at egentlig fascisme og racisme vokser sig stærk i ly af nationalismen.

Enhedslisten bør invitere de Radikale, Alternativet og SF – gerne sammen med humanistisk indstillede organisationer – til at sætte sig sammen og blive enige om en fælles protestudtalelse og fælles minimumskrav til en ny regering. Og tage initiativ til landsomfattende demonstrationer.

(Forkortet af redaktionen)

Regeringens Ø-kuller

Bent Jørgensen, Møn

Lindholm som fængselsø er det mest tåbelige jeg længe har hørt fra regeringen, en provokation simpelthen, både mod de berørte mennesker der skal anbringes der, men også overfor en landkommune der nu skal forbindes med noget der minder om Guantanamo-basen. Denne ide bør absolut stoppes, med tusinder af protester og underskrifter og selvfølgelig med politikerne fra vores kommunalbestyrelse i spidsen, som forhåbentlig vil det bedste for vores kommune.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]