Gå til hovedindhold

Debat

Syrien

Flemming Larsen, Sorø

På årsmødet i 2012 vedtog Enhedslisten ”Resolution om FN, fredsarbejde og konfliktløsning” – et vigtigt dokument, som jeg vil opfordre alle med udenrigsinteresse til at sætte sig ind i. Anledningen var dengang diskussionerne i Enhedslisten om interventionen i Libyen i 2011.

Jeg mener, at Søren Søndergaards udtalelser i P1 Debat d. 12. april er i strid med denne vedtagelse. Søren udtaler: ”Hvis der kan laves en målrettet aktion mod Assad og det regime, han bygger på, er vi for det.” Dette ’vi’ kan ikke bygge på nævnte resolution, der om FN-missioner bl.a. siger: ”… og må ikke føre til indgriben i en borgerkrig på den ene af parternes side.”

Umiddelbart efter siger Søren: ”Assad skal jo fanges, det er jo klart, altså, Assad er en krigsforbryder.” Kan det virkelig passe, at Søren mener, der skal handles, som der blev gjort i Libyen og Irak: diktatorerne blev fanget – og myrdet!!? Skal vi opfordre til den slags indgriben mod de diktatorer, som Vesten ikke kan lide? Og hvem skal så fange og straffe krigsforbryderne i Israel, som har forårsaget ufattelige lidelser for palæstinenserne? Og hvad med krigsforbryderne Blair, Bush og Fogh og deres Irak-løgne?

Jeg har ingen respekt for Assad og hans gerninger, men jeg har respekt for vores vedtagne resolution, som lægger vægt på freds- og konfliktløsning og opfordrer til ikke at overse stormagters imperialistiske interesser i lokale konflikter. Også jeg mener, at vi skal støtte de demokratiske kræfter i området samt det hårdt prøvede kurdiske folk, men det skal gøres på en måde, der ikke gavner Vestens imperialistiske interesser i Mellemøsten og – sammenhængende hermed – Israels tilsyneladende ønske om konstant udvidelse af sit territorium.

Jeg har kæmpe respekt for Sørens arbejde for Folkebevægelsen i EU-parlamentet. Men jeg synes, at vores udenrigspolitik er ved at køre af sporet i øjeblikket og savner helt utroligt en bedre koordinering mellem folketingsgruppen og det arbejde, der udføres i partiets internationale udvalg.

Nicaragua i oprør

Mads Lundwall, Indre Nørrebro - den røde firkant

I øjeblikket er Nicaragua i oprør. Det har ikke samme betydning for Latinamerika som det økonomiske og politiske sammenbrud Venezuela oplever i øjeblikket, men det er mindst ligeså ideologisk vigtigt at have en klar holdning til. Nicaragua har med Sandinismen været et forbillede for ikke bare Latinamerika, men i årtier et håb for en antiliberalistisk model for Latinamerika af overordentlig stor betydning.

Der har dog fra enhedslisten ikke været nok fokus på den udvikling Sandinistpartiet har gennemgået siden revolutionen i 1979. Det har desværre ikke været et kønt syn. Det begyndte i det små med den såkaldte Piñata – fødselsdagsfest i 1990, hvor en del af statens ejendom blev delt ud til privatpersoner. Ganske vist var det i høj grad middel og underklasse der fik dele af beslaglagte værdier fra det tidligere diktatur, men det var under alle omstændigheder ikke rart at se på.

Og siden er det blevet værre, og staten er i dag ikke i hænderne på et hverken demokratisk endsige socialistisk system, men på det nærmeste ejet af den sandinistiske præsident Daniel Ortega og hans nærmeste familie, ligesom landet er blevet korrumperet i uhyggelig grad.

De sidste par uger har det ført til en folkelig protest mod en pensionsreform, der dog nu er trukket tilbage. Men den sandinistiske stat – læs Daniel Ortegas magtapparat – satte ind mod den studenterledede bevægelse med et uhyggelig magtmisbrug der har kostet mindst 60 dræbte og flere hundrede sårede. Og vi har set uforståelige billeder af politi og militær der skyder direkte mod ubevæbnede, fredeligt demonstrerende studerende.

Disse protester fortsætter, og er på vej mod et egentligt folkeligt oprør. Det er vigtigt at Enhedslisten klart siger fra overfor magtmisbruget og korrumperingen af Sandinistpartiet. Også selvom mange af os tidligere har haft stor sympati for Sandinismen og støttet det håb det har sået i Latinamerika. Eller snarere - netop af samme grund.

 

Tanker om årsmødet

Lise Baastrup, Randers

I Enhedslisten er der foregået en masse godt politisk arbejde ude lokalt. Der har været stor aktivitet omkring kommunevalget. Deltagelse i miljøbevægelser. Aktivister i SUF. Organisering af arbejdet mod de mange sociale nedskæringer som i Randers mod Nedskæringer, Jobcentrets ofre, Folkebevægelsen for social Retfærdighed. Mange har arbejdet i deres faglige organisationer og ikke mindst været med til at styrke solidariteten og aktiviteten omkring OK18.

Vi har været et sprudlende parti, der har været med til at mobilisere langt uden for den snævre partikreds i respekt for at demokrati starter nedefra.

Men jeg synes IKKE det var et godt årsmøde. For mig var det som kom jeg til et helt andet slags parti.

På netavisen ALTINGET skriver de: "Normaliseringen fortsætter"

Normalisering er nok: - at partiet styres fra toppen og ned, - at få god presseomtale er vigtigere end medlemsdemokrati - at årsmødet er sat til at bekræfte toppens udspil uden medlems indflydelse. For det er vel det, der er normaliteten i andre partier.

Der er flere grunde til, at jeg synes at dette årsmøde er nedslående - 2 vigtige er:

1. "100 dage med Enhedslisten" udsendt 1½ døgn før mødet. Selvom det er et såkaldt debatoplæg, opfattes det klart som et politisk udspil fra Enhedslistens årsmøde til pressen. Måske er der mange gode forslag, men jeg føler, det bliver trukket ned over hovedet på mig. Det er jo en konkret handleplan, hvad nu hvis det efter min opfattelse er i modstrid med principprogrammet? Det er jo alt for sent at få rettet i det, endsige lavet hovedlinjen om. Jeg føler mig udmanøvreret.

2. Jeg ser forkastelsen af SUFs udtalelse og vedtagelsen af HBs udtalelse, der giver de fastansatte styrelsen over ungdomskonferencer, som et udtryk for, at man ønsker kontrol (igen oppefra og ned) med den uregerlige ungdom. Men vil samtidig sige - at heldigvis er de unge ikke sådan at kontrollere. SUFs tale var noget af det mest opløftende på hele mødet.

Hvem er ”enøjet”?

Finn Sørensen, Amager Vest

Johan Keller mener, jeg har et ”enøjet” syn på vores parlamentariske muligheder (RG maj/18). Min pointe var og er, at ultimative krav og mistillidsvotum skal kunne begrundes i en konkret analyse af styrkeforholdene i og uden for folketinget. Hvis det er enøjet, så er HB-vedtagelsen, som vi arbejder efter, også enøjet. Vi skal jo kunne skaffe den fornødne opbakning blandt arbejdervælgerne til den slags vidtgående parlamentariske skridt, så det fører til en styrkelse af arbejderklassen, og ikke det modsatte. Det handler ikke så meget om, hvad målinger viser om vælgernes holdninger til enkeltsager, men om der er en synlig, organiseret modstand at bygge på, og som kan bære os igennem et folketingsvalg, vi selv har udløst. Vi skal også kunne forklare arbejdervælgerne fornuften i at forhindre socialdemokraterne i at danne regering, selvom vi ikke har noget alternativ. Mildt sagt en svær øvelse! Vi skal selvfølgelig ikke ”sidde bomstille” i folketinget. Vi skal aktivt bidrage til organiseret modstand imod den førte politik, ikke mindst i fagbevægelsen, og følge det op med parlamentariske initiativer, som vi for eks. gjorde i forbindelse med OK18. Men disse nødvendige mellemregninger springer Johan over. Han har allerede konkluderet, at der skal stilles betingelser og væltes regering. Eller hvad mener han egentlig? ”Vores betingelser skal måske ikke formuleres alt for ultimativt”, skriver han. Altså! Enten melder vi ultimativt ud, eller også er vore krav til forhandling. Det sidste er som regel klogt, spørg LA om det. Vi skal afholde os fra hypotetisk snak om ultimative krav og røde linjer, gå til valg for at skaffe maksimal opbakning til vores egen politik, og bruge langt flere ressourcer på at opnå indflydelse i de folkelige bevægelser, med særlig vægt på fagbevægelsen. Det er nu engang her vi skal hente styrken til at udfordre en regering.

Hvad er egentlig vores udlændingepolitik?

Niels Graverholt, Aarhus

Under Folketingets afslutningsdebat spurgte Kristian Thulesen Dahl Pernille: Kan man forestille sig den situation, at Enhedslisten ikke får nogen lempelser igennem på udlændingeområdet og alligevel støtter en regering.

Det gav hun et vævende svar på, og mit spørgsmål er: Hvad var der i vejen for, at Pernille svarede et rungende NEJ?

Enhedslisten er et storbyparti

Anders K. Brandt, Sønderborg

Flertallet af afd. er under 75 medl. og dækker den største del af landet.

Et folketingsmandat er 15-20.000 stemmer. Ét mandat kan afgøre hvilken regering, der skal styre landet. At flytte stemmer svarende til et halvt mandat eller færre (5-10.000) kan afgøre valget. Er vi klar? Nej, for vores organisering af arbejdet i partiet passer ikke til denne opgave.

Det blev et afgørende øjeblik i Enhedslistens historie, da hovedbestyrelsen blev valgt i år. Her blev det støbt i beton at Enhedslisten er et storbyparti. Kun 2 HB-medlemmer er valgt fra de små afdelinger uden for de store byer.

Vi er det 4. største parti, og vi skal dermed være alle steder i landet, og skal finde 50-100 stemmer pr afdeling. Vi kan hente disse stemmer i de afdelinger med færre end 75 medlemmer, - hvis arbejdet organiseres bedre og i dette eksempel til valgkamp. Med valget af autonome afdelinger, har vi valgt en organisering hvor 25-75 medlemmer skal løse de samme opgaver, som afdelinger med op til flere tusinde. Vi mangler mere helhedstænkning og fælles ansvar for, at der er resultater i alle områder af landet. Vi mangler solidaritet med de små afd. Vi mangler et fælles ansvar.

I en valgkamp skal hjemmesiden virke optimal, også Facebook og andre sociale medier. Der skal være styr på pengekassen, og materialerne skal være bestilt rettidigt. Plan for uddelinger og lokale overskrifter i medierne skal udtænkes. Mange opgaver skal fortsætte: Baggrundsgruppen for byrådsvalgte, lokal politikudvikling osv. Andre foreninger/organisationer eks. DGI gør det anderledes.

Vi har rundt i landet politisk indhold og resultater, der kan hente 100 stemmer/afd. Men det bliver ikke båret frem fordi eks. hjemmesidestrukturen er organiseret, som den er.

Med to HB-medlemmer til at tage denne opgave op, så bliver det svært. Det samme gælder på regionalt niveau.

Afrika-tema uden politik

Margit Kjeldgaard, Helsingør

Maj-nummeret af Rød-grøn brugte 10 sider på Afrika. Hvorfor? Det lignede undervisning, som uvægerligt rammer ved siden af, når medlemmernes vidensniveau er så forskelligt. Vi medlemmer har derimod et fælles ønske om at ændre denne verden, og redaktionen kunne have præsenteret Enhedslistens vedtagelser om handel, ulandsbistand og udvikling. Man kunne også have refereret debat mellem medlemmer, som er uenige om mål og midler, eller givet bud på hvad vi kan gøre sammen eller hver for sig, hvis vi ønsker at reducere sult, fattigdom, udbytning og miljøproblemer.

Temaet indeholdt tværtimod den sædvanlige kritik af ulandsbistanden. I stedet for at foreslå alternativer, skar Enhedslisten simpelthen en mia. kr. i ulandsbistanden under finanslovsforhandlingerne med den ”røde regering”. Den var svær at sluge i nov. 2014 og også nu, hvor det gentages: Nedskæringerne forklares med at det var erhvervsstøtte til danske virksomheder. Men nogle nedskæringer ramte Den Østafrikanske Union, som mistede 400 mio. kr. årligt. Har Enhedslistens forhandlere tænkt – Union, det minder om EU, det kan vi ikke støtte? Det er trist, for de østafrikanske lande kæmper mod stærke imperialistiske kræfter. De arbejder på at afskaffe tolden og udbygge infrastrukturen mellem deres lande, så de kan gøre sig mindre afhængige af handlen bl.a. med de gamle kolonimagter. Senest har de fem Østafrikanske lande besluttet at afvise det brugte tøj fra Europa og USA ved at lægge importtold på, så de kan genopbygge deres egen tekstilindustri. USA reagerede ved at true med at lægge told på varer fra Østafrika, hvorefter Kenya opgav at følge de andre fire lande i Unionen.

Afrika-temaet kunne passende have omtalt dele af Enhedslistens produktionspolitiske program, som bl.a. foreslår asymmetriske handelsregler, for at udviklingslande kan beskytte deres ressourcer og erhverv; altså hverken frihandel eller protektionisme.

International solidaritet er mere end tilfældige indsamlinger på årsmøderne.

 

Danmarks Logistik Selskab

Tage Vestergaard, Vordingborg

De liberale regeringer sulter, skærer og privatiserer i organisationen af de ydelser, som den folkelige klasse i Danmark stiller store forventninger til. Det private erhvervsliv kan og vil ikke yde tilstrækkeligt, fordi det ikke er tilstrækkeligt profitabelt. Det gælder statsbanerne, posten og IT.

I fortsættelse af den markering af offentlige værdier, der skete omkring OK-18, vil jeg foreslå, at Enhedslisten går in spidsen for oprettelse af Danmarks Logistik Selskab.

I stedet for privatiseringer skal togdriften samles, og der skal ydes noget ekstraordinært for at få den ajourført teknisk. Det være må helt slut med motorveje, og er der brug for flere transportforbindelser mellem nogle byer, skal der bygges nye jernbaner. Letbaner mellem byerne må også kunne anvendes til varetransport, så vi kan få de ødelæggende lastvognstog væk.

Posten skal gøres til noget, man kan regne med fra dag til dag, så de helt nødvendige brevvekslinger, der trods de elektroniske veje stadig skal finde sted, kan få et løft. Og den skal have en særlig avisafdeling. Det kan ikke være meningen, at man som jeg i det lille Danmark bor i et distrikt, hvor man ikke kan holde et dagblad på grund af for ringe distribution. Postafdelingen kan så passende genovertage de nu lukrative pakkeforsendelser, i hvert fald inden for et minimum hvad angår størrelsen (f.eks. 30x30x30 cm og 5 kg., hvoraf mindst to af dimensionerne skal overholdes). Det kan være med til at skabe økonomisk dækning for dette nye offentlige selskab.

IT-afdelingen skal kunne etablere ordentlig elektronisk dækning, hvor private ikke vil påtage sig det, og enhver person i landet skal kunne hente regulær it-support i selskabet. Det kan heller ikke være meningen, at jeg skulle bruge måneder på at få Apple til at genetablere en iphones funktioner.

DLS skal have en stærk ledelse. Lad bare generaldirektøren vende tilbage, men vedkommende skal sammen med ministeren for området kunne kaldes i samråd i Folketinget.

En progressiv sovjetregering

Eigil Nielsen, Halsnæs

Der er allerede skrevet en del om oktoberrevolutionen, og der er gået en del tid siden. Der er dog et emne, som nok stadig forlanger opmærksomhed, og som jeg først ret sent er blevet opmærksom på. Det drejer sig om en progressiv holdning til kvinder og homoseksuelle, altså emner, som vi også beskæftiger os med i dag.

En drivende kraft var nok sovjetregeringens folkekommissær for sociale anliggender, dvs. socialminister, i øvrigt verdens første kvindelige minister: Alexandra Kolontaj, men hun blev ivrigt støttet af Lenin og det bolsjevikiske parti.

Desværre fik flere af lovene kun kort levetid, da Stalin kom til magten.

Kvinder blev givet lige rettigheder med mændene.

Børn født uden for ægteskabet fik samme rettigheder som børn født i ægteskabet.

Der blev givet lettere adgang til skilsmisse. (Ophævet 1936)

Abort blev tilladt. (Ophævet maj 1936)

Prostitution blev ikke straffet, men mænd kunne straffes for at benytte sig af den.

Homoseksualitet blev tilladt i 1922. (Ophævet 1934. Stalin: Homoseksualitet er en sygelig tilstand.)

Kolontaj skrev i sine erindringer:

”Når man tænker tilbage på arbejderregeringens første måneder, der var så rige på skønne illusioner, planer, glødende initiativer til at gøre livet bedre, at indrette verden på en ny måde, måneder fulde af revolutionens sande romantik, så ville man virkelig allerhelst skrive om alt muligt andet end sig selv.”

Jeg synes, der ligger en inspiration for nutidens politik i de initiativer, som sovjetregeringen dengang tog.

Smadremanden

Bent Jørgensen, Vordingborg

Ole Winther, chef i Slots- og Kulturstyrelsen, vakte ifølge forsiden af Politiken d. 29 maj opsigt på de svenske museers nyligt afholdte årsmøde, da han erklærede, at mindst 15 millioner museumsgenstande på de danske museer skulle destrueres, så man fra over 20 millioner genstande kom ned på 6-7 millioner genstande. Og destrueres menes bogstaveligt, for som formanden for de danske konservatorer, Camilla Jul Bastholm, bl.a. udtaler: "Når ting bliver kasseret, bliver de knust og brændt og forsvinder for altid".

Denne "smadre-politik" skyldes efter sigende også et hensyn til de folk der gennem tiderne har afleveret ting til museerne, ofte generationers arv, folk som man åbenbart ikke kan byde, at tingene i stedet blev givet til velgørende fonde og dermed solgt og ikke mindst, bevaret! Dette burde være et politisk krav, for hvorfor giverne skulle foretrække at de ting de har skænket, i stedet bliver smadret, skyldes der en forklaring på.

Nu er det desværre ikke en ny praksis i museumsverdenen at destruere tingene, viser flere eksempler. Ifølge en kandidatstipendiat ved Københavns Universitet der skrev speciale om emnet i 2017, så destruerede de danske museer alene i 2015, 9000 genstande, hovedsagelig fra Nyere Tid, Bondestand.

Nu er det jo ikke kun ting der destrueres, men også befolkningens tillid og respekt for museumsverdenen, noget som kan vise sig lige så ødelæggende, når det gælder folks vilje til at samarbejde med og aflevere ting til museerne.

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]