Gå til hovedindhold

De unge trodsede regnen

Søndermarken i København er blevet til mudder i den stille, vedvarende regn. Men deltagerne på Ungdommens Folkemøde giver ikke op af den grund. De står i hundredvis foran scenerne med regntøj og paraplyer for at høre ungdomspolitikere fra alle partier. Og de deltager aktivt i workshops, debatter og politisk speeddating. Sinem Demir og Rasmus Holme Nielsen, begge i tyverne og kandidater til Borgerrepræsentationen, var Enhedslistens og SUF’s politikere på Ungdommens Folkemøde.

Nina Ericsson, Rød+Grøn

Ungdommens Folkemøde ligger i skoletiden, og eleverne fra udskolingen og ungdomsuddannelserne er der med deres lærere. Gider de overhovedet, eller er der de der kun for ikke at få fravær?

Sinem: Jeg var meget imponeret over, hvor aktive, nysgerrige og deltagende folk var. Det er politik i øjenhøjde, fordi de taler med andre unge mennesker, som bare har sat sig en del mere ind i nogle politiske emner – os unge kandidater fra forskellige partier og organisationer.

Fik I også selv noget ud af det?

Rasmus: Til hverdag går man jo rundt i et ekkokammer. Jeg stod ved et speeddatingbord med en fra Kristeligt Forbund for Studerende. Eleverne kom og spurgte os om alle mulige emner, og så tog vi en samtale om det. Jeg kender ingen praktiserende kristne, så det var meget givende både at høre elevernes egne tanker og den kristnes tanker om alt muligt.

Sinem: Vores telt var det sidste i rækken, og mange elever stillede samme spørgsmål til alle partier. En ung fyr kom hen og spurgte mig om Enhedslistens holdning til bandekonflikten. Jeg fortalte selvfølgelig om, at vi prøver at se det menneskelige perspektiv og går meget op i forebyggelse. At dømme efter hans reaktion, så havde alle de andre partier svaret noget med nultolerance og højere straffe, for han løsnede helt op og begyndte at fortælle mig sin historie. Han bor i en såkaldt ghetto på Amager, og der plejede at være en klub, hvor han og vennerne hang ud, og hvor de lavede mad sammen hver eneste aften. Så kom der nogle besparelser, så de kun kunne lave mad én aften om måneden. Mange af hans venner begyndte så at hænge ud med storebrorgenerationen, og nu er ti af dem, der plejede at komme i klubben, blevet bandemedlemmer. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg har tænkt meget over det siden. På den ene side er det rart at få bekræftet, at vores politik er den rigtige – den, der gør en forskel ude i det virkelige liv – på den anden side bliver jeg virkelig desperat. Det haster altså med at få vores politik igennem, inden vi mister flere unge mennesker til banderne! Ham, jeg talte, med kunne så nemt selv være blevet bandemedlem.

Hvilket politisk emne gik de unge mest op i?

- Klima, lyder det samstemmende fra Sinem og Rasmus.

Rasmus: Jeg sad med en DF-kandidat, hvor rigtig mange spurgte ind til klima. Spørgsmålet blev hurtigt, om ansvaret lå hos staten eller den enkelte. Og jeg oplevede ikke et eneste ungt menneske, der anerkendte DF’s position på klimaområdet. De kunne alle sammen godt se, at ligegyldigt, hvor meget vi som enkeltpersoner tager cyklen og spiser mindre kød, så er der stadig virksomheder, der sviner langt mere.

Sinem: De forstod alle sammen ret hurtigt, at man ikke kan spænde en god klimapolitik for en økonomisk blå vogn.

Rasmus: Fornuftig klimapolitik er antikapitalisme og socialisme.

Hvad var det bedste ved Ungdommens folkemøde?

Rasmus: At det lykkes at skabe et åbent og nysgerrigt rum, hvor man faktisk kommer i dialog. Vi unge kandidater er ikke kendte, så der går ikke selfies i den. På Bornholm sidder tilskuerne mest passivt og lytter, mens professionelle politikere debatterer. Politikerne bliver ikke efter debatterne og taler med folk. På Ungdommens Folkemøde får de unge faktisk et reelt indtryk af, hvem der er der forvalter deres stemme.

Sinem: Det her er konstruktivt. Det er politikerdebatter jo ikke normalt. Her skaber vi bedre dialog.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]