Gå til hovedindhold

Catalonien: Hård kurs gør et kompromis umuligt

Den spanske regering har suspenderet selvstyret, og den catalonske præsident er flygtet. Syv catalonske ministre er i fængsel. Den spanske regering overvejer desuden at forbyde det catalonske venstrefløjsparti CUP.

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

Det catalonske parlament er blevet opløst, og den spanske regering har udskrevet nyvalg i Catalonien til afholdelse den 21. december. I den anledning afholdt Enhedslisten den 6. november et møde om krisen i Spanien. Blandt de ca. 50 deltagere var Carlos Villaro Larsen, som er formand for den catalonske nationale forsamling i Danmark.

- Der er mange cataloniere, der mener, vi kan vinde det valg. Men jeg mener, det bliver svært. Vigtige kandidater er i fængsel, andre er blevet tvunget til at flygte. Regeringen overvejer at forbyde venstrefløjspartiet CUP, blot fordi det går ind for selvstændighed og ret til selv at bestemme, fortalte han og uddybede:

- Nu er der en stemning i Catalonien, hvor civilklædte medlemmer af den spanske fremmedlegion går rundt og terroriserer folk. De krævede af en 16-årig dreng, at han skulle råbe ”Viva Espania”, og da han ikke ville, blev han tævet sønder og sammen. Han er på intensiv afdeling nu.

EU nægter at røre konflikten med en ildtang.

Lad befolkningen vælge

Otte skolelærere er blevet anklaget for ”hate crimes”, fordi de organiserede diskussioner i deres klasser om, hvad der skete ved folkeafstemningen den 3. oktober.

Enhedslistens politiske ordfører, Nikolaj Villumsen, bemærkede, at det er vildt, at man i 2017 kan tvangsfjerne en regering i Europa og overveje at forbyde et parti, fordi det går ind for selvstændighed.

- Vi støtter, at folk i Catalonien selv bestemmer på demokratisk vis, om de vil være selvstændige eller ej. Derfor er vi stærkt imod de grove overgreb fra den spanske stats side. Derimod har vi ikke taget stilling til om selvstændighed er en god ide, forklarede han.

På mødet deltog også Diana Coromines Calders fra det catalonske selvstyres delegation i Danmark, som nu er suspenderet.

- Vi går ind for dialog og har arbejdet for at finde et kompromis. Men med den hårde linje, den spanske regering har valgt, ser det ud til ikke at kunne lade sig gøre, konstaterede hun.

Foto: Joan Campderrós-i-Canas (CC BY 2.0)

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Baggrund for konflikten i Catalonien

Catalonien har forsøgt oprør mod den spanske stat flere gange gennem historien.

·       I 1714 blev Barcelona blodigt indtaget af Kong Felipe V’s tropper, og de catalonske love blev annulleret.

·       Franco slog fra 1939-1975 hårdt ned på Catalonien gennem anholdelser og henrettelser af politiske modstandere og gjorde det catalanske sprog ulovligt.

·       I 2004 forhandlede det catalonske parlament og det spanske parlament en selvstyreordning, som blev vedtaget først i det catalonske parlament, så i det spanske og til sidst i en folkeafstemning i Catalonien. Men i 2010 blev dette selvstyre kendt forfatningsstridigt af den spanske forfatningsdomstol og ophævet. Her tabte mange cataloniere troen på et selvstyre inden for rammerne af en spansk stat.

·       Catalonsk nationalisme har historisk set været domineret af borgerskabet og haft fokus på sprogrettigheder og kultur. I dag er den dog nærmest blevet et venstrefløjsfænomen for at få lov til at føre mere progressiv politik i Catalonien end i Spanien. Catalonien stemmer langt til venstre for Spanien.

·       Den nuværende spanske regering, anført af partiet PP, er nationalkonservativ. Socialdemokraterne har valgt ikke at vælte regeringen, om end den ikke har flertal.

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]