Gå til hovedindhold

Tags

Befolkningen har legaliseret cannabis

Menigmand og -kvinde har for længst erkendt, at hashen er komme for at blive. Nu venter vi bare på politikerne i glasklokken på Christiansborg. For Enhedslisten gælder det om, at den kommende lovgivning om legalisering kan vriste hashen ud af hænderne på profitmagere, bander og medicinalindustrien.

Gunna Starck, Rød+Grøn

Man kan købe hash eller andre cannabisprodukter i en hvilken som helst flække i Danmark. Alligevel snakker politikerne om forøget indsats, hårdere straffe og forbud. Politiet har dog indset, hvor det bærer hen, og i store dele af udlandet har man legaliseret.

De første sprækker i ”uh, det er farligt og kan føre til hvad som helst”-holdningen er kommet med den medicinske brug af cannabis. Men der er lange ventetider og ørkesløse diskussioner om dosering. Og så koster det så meget, at de, der har brug for medicinsk cannabis, foretrækker at gå på Christiania og tage rusen med, selv om de måske helst var fri.

Markedet er ude af kontrol

Enhedslisten ønsker et statskontrolleret salg af cannabis, forklarer retsordfører Rosa Lund.

- For det første er hashmarkedet ude af kontrol, og det er bydende nødvendigt, at det bliver reguleret. Der skal være hånd i hanke med, hvad der puttes i stoffet, så brugerne kan få ordentlig oplysning om, hvad de indtager, påpeger Rosa Lund og uddyber:

- For det andet er det bydende nødvendigt at få cannabismarkedets milliardomsætning ud af hænderne på rockere og bander. Hashen finansierer følgekriminalitet som menneskehandel og våbensmugling, og kampen om hashmarkedet er en hovedårsag til bandekrigene.

Et udbredt argument imod legalisering er, at hash er usundt. Rosa Lund vil også opfordre folk til at lade være med at ryge hash, men det nytter ikke at ignorere realiteterne, mener hun.

- Det er et udbredt stof, som indtages på lige fod med alkohol af ganske almindelige mennesker. Misbrugseksperter peger faktisk på, at de fleste brugere ikke påvirkes negativt, hverken socialt eller psykisk. Det bruges rekreativt, ligesom alkohol, som jo altså heller ikke er sundt.

Rosa Lund anerkender, at der selvfølgelig er misbrugere, som skal hjælpes.

- Og det ville være lettere at hjælpe dem, hvis salget var statskontrolleret. En regulering og afkriminalisering betyder, at vi kan oplyse brugerne om faresignalerne og komme i kontakt med dem, der har brug for hjælp.

Sådan skal hash legaliseres

Selvfølgelig forsvinder rockerklubber og bander ikke med et snuptag gennem en regulering af hashmarkedet – men det gør en væsentlig del af deres indtægtsgrundlag. Københavns Politi vurderer, at der bliver omsat for op imod en milliard om året alene på Christiania, og dertil kommer resten af landet.

- Vi foreslår, at staten står for salg af cannabis og dermed også, at staten får indtægterne i stedet for banderne. Der skal være ordnede forhold, f.eks. som svenskernes ”systembolaget”. Statslige butikker, hvor cannabis kan købes af et personale, som kan rådgive om stoffet, faresignaler og sundhedsmæssige aspekter, siger Rosa Lund.

I dag tager banderne ikke hensyn til, hvem deres kunder er – og hvor gamle de er.

- Ved et statskontrolleret salg skal der selvfølgelig være en aldersgrænse, ligesom der er med cigaretter og alkohol, forklarer Rosa Lund.

Den hash, der forbruges i Danmark, kommer i dag primært fra andre lande, hvor det er ulovligt at dyrke. Også det skal et statsligt salg gøre op med, mener Rosa Lund.

- Danmark skal ikke sende penge i lommerne på organiserede kriminelle. Staten skal selv stå for produktionen eller give landmænd autorisation. Så ja, vi skal dyrke økologisk hamp i det danske landbrug, slutter hun.

Foto: Matthew Brodeur (Unsplash)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]