Gå til hovedindhold

Afgørende valg på vejen mod fred

En delegation af kommunalt valgte og frivillige fra Enhedslisten tog i slutningen af oktober på valgobservation til lokal- og regionalvalgene i Colombia. Her følger en rejseberetning fra delegationen.

 

Julie Wetterslev, Internationalt udvalg, og Anne Rehder, udenrigspolitisk rådgiver

 

Dagen før vi rejste fra Danmark, gik vores officielle status som valgobservatører ved Colombias lokalvalg igennem. Vi tog derfor motiverede af sted, i håbet om, at vores tilstedeværelse kunne være et lille bidrag til at sikre et mere fredeligt og transparent valg. Det er der brug for netop nu, hvor fredsforhandlingerne mellem den colombianske regering og oprørsbevægelsen FARC er gået ind i den afgørende slutfase. De to parter har forpligtet sig til at nå en endelig aftale senest i marts 2016.

 

At gå på to ben

Enhedslisten var inviteret til Colombia af den sociale bevægelse Marcha Patriótica, som i alliance med en række politiske partier for første gang præsenterede kandidater ved dette valg. Organisationen, der blev stiftet i 2012, har givet de sociale bevægelser en samlet stemme og presser på for en fred med social retfærdighed. Indtil dette valg har organisationens fokus været på at styrke bevægelserne lokalt, så civilsamfundet kan stå stærkt i en implementering af en fredsaftale.

Håbet er, at en fredsaftale kan åbne det politiske rum, så venstrefløjen kan deltage uden at blive forfulgt. Herigennem håber man at opnå en bedre fordeling af goderne og sikre den colombianske befolkning grundlæggende rettigheder.

Lokalvalget var bevægelsens første deltagelse i en valgproces, og det har ført til svære diskussioner om, hvordan man kan gribe en valgopstilling an, når det politiske system forsat er lukket og korrupt.

- Det er vigtigt for os, at arbejdet med valgprocesser og parlamentarisme ikke afleder vores opmærksomhed fra den folkelige mobilisering. Men vi valgte at stille op for at sende et signal til regeringen om, at hvis den virkelig mener det her med freden, så skal der være mulighed for, at vi kan deltage, forklarer David Gomez, som er en af bevægelsens tre internationale koordinatorer.

 

Valg i skyggen af vold

På selve valgdagen deltog Enhedslisten som observatører gennem den anerkendte uafhængige colombianske NGO Misión de Observación Electoral (MOE). Vi var placeret i fire forskellige regioner i Colombia: hovedstaden Bogotá, den mellemstore by Villavicencio i Metaregionen, og i landsbyerne Tibú i Norte de Santander og Argelia i Caucaregionen. I Bogotá forløb valget fredeligt, selvom valgdeltagelsen både der og i resten af landet var bekymrende lav. Ude i landet var fusk og uregelmæssigheder dog ikke til at overse, og enkelte steder blev stemmebokse brændt af. I Villavicencio, Tibú og Argelia var der rapporter om stemmeopkøb, brud på valgproceduren og kampagneaktiviteter foran valgstederne, selvom dette er forbudt. I Argelia måtte vores observatører trække sig ud, efter politiet havde lukket valgstedet og kastet tåregas mod en vred folkemængde, der protesterede mod valgsvindel. På trods af vold på valgdagen og drab på mere end 14 kandidater før valget, så rapporteres det, at valget er det fredeligste i mange år.

Selvom håbet om en sejr til venstrefløjen var stort, så vandt højrefløjen i Bogotá, og venstrefløjen gik ikke betydeligt frem på landsplan. Der er dog det positive ved valgresultatet, at de ultra-højrekræfter, der modarbejder fredsprocessen og er knyttet til præsident Alvaro Uribes fløj, ikke fik store sejre. Det betyder, at håbet for implementeringen af en fredsaftale og dermed håbet for forandring forsat kan blomstre.

Fra Rød+Grøn:

Faktaboks:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]