Gå til hovedindhold

For 200 år siden kom Karl til Verden

Gamle skæggede mænd har en særlig rolle i venstrefløjens selvforståelse. Det er ikke dem alle, der kan præsentere et lige imponerende skæg. Det er heller ikke dem alle, hvis tanker årti efter årti sætter unge hjerter i brand. Karl Marx blev et af de få mennesker, hvis ideer ændrede verden grundlæggende og hvis skæg var så karakteristisk, at det det kan genkendes i selv den dårligste stencil.

Reinout Bosch

I maj er det 200 år siden, at Karl Marx blev født i Trier, en søvnig provinsby i Rhinlandet. Tyskland bestod endnu af et kludetæppe af fyrstendømmer og grevskaber. Rhinlandet (i det nuværende Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westphalen) var i denne henseende en provins i Preussen, det største af de tyske lande. Samtidigt med at være en del af en stærk konservativ magt, lå det på grænsen til Frankrig, hvorfra revolutionære tanker slog som bølger ind over Rhinlandets borgere.

I revolutionens band

Mod sin fars ønske droppede den unge Marx juraen for at kaste sig over filosofien. Særligt blev han betaget af oplysningstidens materialisme (troen på, at verden var reel og ikke styret af udefrakommende kræfter) og forandringslæren (dialektikken), der dengang var umådeligt populær i Tyskland.

Marx tilsluttede sig i sine studieår de såkaldte unghegelianere (der fulgte den tyske filosof Georg Freiderich Hegel), der lod sig inspirere af den herskende filosofis revolutionære form, frem for dens konservative indhold.

Det var blandt disse filosoffer, at Marx i første omgang blev anskønnet til at vende sin kritik mod den verden, han levede i. Datidens Europa befandt sig endnu i den franske revolutions band. Rundt om i den gamle verden gjorde mange enkeltpersoner sig tanker om fremtidens samfund. De spændte fra ivrige fabrikanter, der ønskede at forbedre deres arbejderes liv, over tidligere adelige, der udviklede sindrige samfundssystemer (på papiret forstås), til officerer i den russiske hær, der plottede om tsarens død. Spredt i kontinentets store byer fandtes der sammenslutninger af disse, der mødtes i hemmelighed for at forberede fremtidens samfund. Altid tilstede men aldrig i syne – som en fantasme eller et spøgelse.

Frygtet af magthaverne, ukendt af folket

Det er dette spøgelse, der med Marx’ ord går gennem Europa. Frygtet af magthaverne, men ukendt af folket. Som forfatter til ”Det kommunistiske manifest” ser Marx det som sin opgave at sammenfatte de grundlæggende tanker for en ny gruppe, med base i London, der skal samle de forskellige socialistiske stemmer til en. Åbent og uden angst for regenter og politispioner skal de stille sig frem og proklamere deres mål: Lønarbejdets afskaffelse.

I ”Det kommunistiske manifest” fremlægges alle de tanker, der kommer til at være ledende for den socialistiske bevægelse i de næste to 200 år. Den internationale ånd, der forbinder italienere med tyskere og amerikanere med franskmænd og ufortrødent kræver grænsernes afskaffelse. Kravet om ægte lighed, ægte frihed og en solidaritet, der er konkret. Men også den grundlæggende tanke, at arbejderklassens befrielse må være dens eget værk. Så langt var det endnu ikke kommet i 1848, da de skæggede mænd, som udgjorde første Internationales ledelse, godkender teksten. Men det kommer med tiden – og til dette er manifestet et første skridt.

Kamplysten skikkelse

På trods af de mange politiske møder og korrespondancer, der præger Marx liv, er det ikke her, vi skal finde hans største arv. Marx var en bestemt herre, og som hans polemiske breve bærer præg af, var han ikke altid let at samarbejde med. Det var selvfølgeligt kendetegnende for tidens store egoer i den gryende socialistiske bevægelse - men her var Marx utvivlsomt en af de største. Det virker ikke, som om han på noget tidspunkt var i tvivl om sin egen plads i verdenshistorien. Drevet af en messiansk tro på sig selv og et had til alt bestående.

Marx var en bemærkelsesværdig skikkelse. Han havde vildt dybsort hår, ikke kun på hovedet men også på hænderne. Med en skarp høj stemme talte han i bydende tonefald, der ikke tålte modsigelse.  Om end han ikke altid havde knappet jakken korrekt, var han en figur, der aftvang respekt. Altid var han klar til at kaste sig ud i konflikter, og intet venskab var for tæt til, at Marx var villig til at skjule sin mening for dem, han diskuterede med. Kampen var hans element, som Franz Mehring skriver i hans store biografi.

Vi bærer kimen til forandring

Grundlæggende for Marx’ tanker er menneskets forbundenhed med hinanden og med det samfund, de lever i: Mennesker er ikke et evigt væsen, men er skabt af det samfund, de levede i. Væk er tanken om Gud. Væk er tanken om den menneskelige natur. Væk er menneskelig egoisme og grådighed. Tilbage står mennesket som formet af de omstændigheder, det lever under.

Men mennesket er ikke kun formet af sine omgivelser – mennesket er handlende og kan forandre sine omgivelser og derved sig selv. Det giver mennesker muligheden for gennem historien (både deres egen og samfundets), at komme til en forståelse af, hvorfor tingene er blevet, som de er. Og derved, hævder Marx, at kunne ændre samfundet i deres egen og deres klasses interesse. Det gør det muligt ikke kun at sætte spørgsmålstegn ved samfundets spilleregler, men ved selve spillet.

Disse tanker, gjorde Marx sig allerede i sine ungdomsår, om end mange tekster pga. hans perfektionisme ikke blev udgivet før efter hans død. Gennem disse tanker åbnede Marx et helt nyt videnskabeligt felt – det historiske. Det er overbevisningen om tankernes rigtighed, der får Marx til at hellige sig sin livsopgave: En beskrivelse af det moderne samfunds økonomiske grundlag.

Udbytning er unaturligt

I ”Kapitalen”, hvis første bind efter to årtiers studie udgives i 1867, bringer Marx hele den indsigt, han hidtil har nået, i anvendelse. Nidkært gennemgår han den økonomiske teori med den grundlæggende pointe, at penge og kapital ikke er udtryk for overmenneskelige enheder, men udtrykker relationer mellem mennesker. Med andre ord betyder det, at han herved lægger grundlaget for beviset, at der intet naturligt er ved den undertrykkelse og udbytning, der foregår i verden. Samfundet er menneskeskabt, og mennesker har evnen til at lave det om.

Gennem livet står Marx i kontakt med et hav af progressive tænkere. Fra den russiske anarkist Bakunin til den senere amerikanske præsident Lincoln. Det siges, at der i hans hjem var et konstant rend af mennesker, hvad end han boede i Berlin, Bruxelles eller London.

Kommunismens spøgelse lever

I september 1871 skriver en ansat ved det danske postvæsen entusiastisk til den nu 53-årige Marx. Louis Pio er hans navn. Han skriver, at flere end 3.000 allerede har tegnet abonnement på hans avis ”Socialisten”. I denne fremlægger han og andre socialistiske synspunkter. Heri skal også dele af ”Kapitalen” udgives på dansk.

Pio og hans nærmeste har tidligere på året stiftet en dansk afdeling af Internationale, en primært europæisk sammenslutning af socialister, med Marx som leder. Den danske afdeling skulle med tiden udvikle sig til at blive til Socialdemokratiet og derfra til de forskellige partier, der har stiftet Enhedslisten. Her genfinder man den gamles tanker både i ønsket om at forandre verden og til dels i vejen dertil.

For mens Karl Marx udåndede den 14. marts 1883 i den lænestol, hvor han meget af livet havde studeret med stor iver, ville de tanker, han her gjorde sig, ikke dø. Marx’ legeme hviler i London – men kommunismens spøgelse lever. Det er op til os at sikre, at det en sidste gang vil hjemsøge verdens magthavere.

Foto: seven resist (CC BY-NC-SA 2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]