Gå til hovedindhold

1968 – et ikonisk år med en selektiv hukommelse

I år fejres 50-året for 68-oprøret, men alt for mange steder skrives kvindebevægelsen ud af fortællingen.

Gunna Starck, Rød+Grøn

Mange 68’ere taler på mystisk vis kvindebevægelsen ud af ungdomsoprøret, selvom det på mange måder var den bevægelse, der satte flest varige spor. Når man påpeger dette, sålyder det nølende: ”Jo, det var da også vigtigt…”.

Anerkendelse under bæltestedet

Jeg blev student i 1967 og startede i september, lige som alle de andre, på sociologi. Der var frit optag på Københavns Universitet, men vi var alligevel ikke flere, end at rektor kunne trykke Danmarks kommende elite i hånden. Kun 10 procent af en årgang blev studenter, og det var ikke tilfældige 10 procent, hvilket nogle af os fandt så pinligt, at vi hverken kom til håndtrykket eller gik med den hue, som min gamle mormor af sin aldersrente havde købt til familiens første student.

Jeg kom pænt til forelæsningerne, hvor nogle positivistiske herrer forklarede, hvordan klassesamfundet – det hed socialklasser – var opbygget, og hvordan verden hang sammen. Når man passerede nogle af dem, kunne man være heldig at få et anerkendende klap bagi.

Det ulmede lidt, inden det eksploderede i maj 68, hvor nogle herrer fra psykologi, medicin, dansk m.fl. kom på besøg for at fortælle, hvordan klassesamfundet, den internationale undertrykkelse og det autoritære professorvælde var opbygget. Og hvordan verden hang sammen. Der var ikke noget om køn. Vi sad i Kongens Have på kanten af det tørlagte springvand, mens en af mændene stod i midten og holdt opildnende taler. Her kunne man, udover klap bagi, også høste anerkendelse for sine højere siddende attributter. Således opildnede besatte vi instituttet i Rosenborggade (hvor brd. Price nu har en dyr restaurant, der serverer herreretter) og smed professoren og hans lakajer ud.

Fra rødstrømper til #metoo

Der var uendelige møder i døgndrift, der kom indrømmelser fra universitetsledelsen, der blev ikke undervist, og jeg fattede intet andet, end at kvinderne mest lavede te til revolutionen. Derfor ulmede det også blandt en del af kvinderne. Uligelønnen gik op for os. Der blev arrangeret abortrejser til Polen og organiseret pres for fri abort. Snakken om professorvælde blev afløst af demonstrationer for kvindefrigørelse, ligeløn, fri abort og, måske vigtigst, af kvindesnak om mødre, kønsrollemønstre, krop og undertrykkelse.

Ligeværd og seksuelle mønstre afløste spørgsmålet om autoritet, lærere og elever, for det hele kunne lige så godt anskues som et spørgsmål om køn. Det var ikke ”bare” min krop, mit forhold til min mor, mig, der følte mig jokket og gramset på. Det var et fælles anliggende, nogle fælles oplevelser af at blive holdt i skruestik hos halvdelen af befolkningen på tværs af klasse, geografi og alder. Det er dén kollektive erkendelse, som #metoo i dag har genopfundet på et begrænset område.

Elefanter glemmer også

Hanelefanterne tumlede videre gennem 70’erne og havde svært ved at glemme deres stjernestund fra maj ’68. Nogle røg helt over på højrefløjen, andre blev passive eller gjorde statskarriere, atter andre videreførte de glade dages kampe i fraktionskrige, der ødelagde venstrefløjen og fortsatte, som var intet hændt. Det er de sidstes fortælling, der i dag er blevet til historien om ’68.

Kvinderne og hippierne er derimod talt ud af begivenhederne eller reduceret til identitetspolitik og Peace, Love and Understanding. Vores største sejr var, når husmoderen i Vestdanmark sagde: ”jeg er ikke rødstrømpe, men…”. Og det sagde hun!

Illustration: Renaud Camus (CC BY 2.0)

Fra Rød+Grøn:

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]