Gå til hovedindhold

Kapitalismens krise og det socialistiske alternativ

Den finansboble, der bristede i efteråret 2008, indvarslede en global økonomisk krise af foreløbig ukendt omfang. Der er ikke blot tale om nogle spekulanters grådighed. Der er tale om en krise for det kapitalistiske system – en krise, som truer beskæftigelse og velfærd for millioner af mennesker verden over – ligesom den vil betyde en drastisk forværring af situationen for de 20 % af verdens befolkning, der lever i absolut fattigdom.

Krisens første og mest direkte konsekvens var at rive tæppet væk under forestillingen om en krisefri markedsøkonomi. Og de mange bankpakker har lukket munden på nyliberalisternes snak om ”mindre stat”. Det er nu helt tydeligt, at et uhæmmet og ukontrolleret marked fører til sammenbrud og massearbejdsløshed. Derfor er krisen også en krise for nyliberalismen som ideologi.

Hovedårsagen er, den grundlæggende modsætning mellem en stadig mere samfundsmæssig produktion og et lille mindretals private tilegnelse af merværdien, som sikrer dette mindretal økonomiske privilegier og magt over de investeringer, der har afgørende betydning for beskæftigelse, miljø og udvikling.
Kapitalen stræber hele tiden efter en planløs økonomisk vækst. Derfor ser vi privatiseringer og en stræben efter at sikre sig mulighed for at tjene penge på alle aktiviteter over hele jordkloden. Manglende balance mellem udbud og efterspørgsel efter reelle produkter har betydet, at kapitalen har forsøgt at øge sin profit ved at kaste sig ind i finansiel spekulation, hvor der ikke har været nogen sammenhæng mellem de enorme profitter og den reelle økonomiske udvikling.

Det er den egentlige årsag til, at nyliberalisterne har ført an i et grådighedens felttog, hvor de fælles værdier skulle udliciteres og privatiseres. Med afsæt i EU-regler og understøttet af massiv lobbyisme skulle de fælles værdier gøres til kapitalisters og investorers private ejendom. Markedsgørelsen har i mange tilfælde haft karakter af regulært tyveri af de fælles skabte samfundsværdier. Dette er sket samtidigt med et vel tilrettelagt angreb på den sociale velfærd og tryghed – til ubodelig skade for den sociale velfærd og tryghed for lønarbejdere, uddannelsessøgende, pensionister og alle andre med andel i de fælles værdier.

De mange finanskrak har givet en brutal afsløring af den uhørte grådighed og samfundsmæssige uansvarlighed, som har præget banker, kreditforeningsselskaber, fonde og spekulanter. Der har været tale om en hensynsløs kasinoøkonomi, hvor profitten ved spekulation har været langt større end ved investeringer i produktion og byggeri. Som følge heraf har den globale spekulationskapital været mangefold større end den globale værdi af produktion, varer og serviceydelser. Sammenbruddet for den dogmatiske nyliberalisme med dens tilbedelse af det frie marked og kapitalejernes totale frihed til at berige sig har været så iøjnefaldende, at regeringerne i de fleste lande – borgerlige eller socialdemokratiske – har været nødt til delvist at skifte kurs. Statslige redningsplaner af banker med elementer af opkøb og tilløb til regulering af finanssektoren samt udpumpning af købekraft er efter alle disse år med nyliberalisme pludselig blevet god borgerlig politik. Her skrottes al ideologisk renhed, når det gælder om at redde kapitalismen.

Men ligesom den nyliberalistiske kurs skabte enorme uligheder i samfundet, så lader også den nye kurs almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomst betale prisen for krisen. Større statslig regulering af kapitalen og udbygning af den offentlige sektor kan forbedre almindelige menneskers forhold og styrke arbejderbefolkningen over for overklassen. Men skal vi forsvare os mod krisens følger og skabe grundlag for sociale, solidariske, demokratiske og bæredygtige løsninger, er det nødvendigt at begynde at antaste den måde, kapitalismen fungerer på, og den udemokratiske magt, som kapitalejerne har over samfundet:
-    med indgreb som nationalisering af bankerne, forbud mod fyringer i overskudsgivende virksomheder, de ansattes kontrol med virksomhederne, ophævelse af forretningshemmeligheden i virksomhederne og en beskæftigelsesplan med offentlig velfærd og offentlig grøn produktion under demokratisk styring
-    med en aktiv organisering og mobilisering af arbejderbefolkningen og folk på overførselsindkomst for at sikre, at deres krav bliver gennemført, og at resultaterne ikke kan rulles tilbage ved først givne lejlighed.


Der skal som minimum udvikles en politisk styring af kapitalmarkedet, herunder opbygning af samfundsmæssige kontrolinstanser og en spekulationsfri finansiel sektor, som skal sikre kapital til nødvendige investeringer. Dette forudsætter et folkeligt pres og kræver fælles mobilisering, ikke mindst med afsæt i fagbevægelsen og græsrodsorganisationer. En mere solidarisk krisepolitik forudsætter en modvægt overfor markedsaktører og nyliberalister til gavn for de socialt og økonomisk dårligst stillede.

Den forudsætter også et klima- og miljøpolitisk ansvar i forhold til fremtidige generationer. En ægte solidarisk krisepolitik skal derfor pejle længere frem end den aktuelle finanskrise. Jordens ressourcer er begrænsede, og det er uholdbart at opretholde et økonomisk system, som systematisk udplyndrer og ødelægger naturgrundlaget samt forarmer det store flertals livsvilkår.
Enhedslisten går forrest i kampen mod krise, forurening og krig med konkrete forslag, der kan bruges til en folkelig mobilisering og til at afbøde krisens virkninger. Men det er utilstrækkeligt med reformer inden for kapitalismens rammer. Det er nødvendigt med et opgør med selve det kapitalistiske system, som styres af markedskræfter, hvis eneste formål er størst mulig profit – en profitjagt, der samtidig er årsag til oprustning og krige, der handler om adgangen til markeder og råstoffer og om de økonomiske stormagters politiske dominans.
Alternativet er et socialistisk samfund, hvor økonomien styres demokratisk ud fra menneskelige behov. Det er forudsætningen for at udvikle produktivkræfter, som kan afskaffe al materiel nød i verden, uden at drive rovdrift på jordens ressourcer og ødelægge naturgrundlaget.
Det giver os mulighed for at skabe et samfund, hvor det enkelte menneske bestemmer over sig eget liv og nyder den størst mulige individuelle frihed. De lige muligheder og vilkår, som det socialistiske samfund giver menneskene, skaber forudsætningerne for et samfund, der er langt mere mangfoldigt, frit og kreativt, end det samfund vi kender i dag.

Der er begået mange fejl i de hidtidige forsøg på en socialistisk udvikling. Langt de fleste er endt i det stik modsatte, ligesom der er begået store forbrydelser i socialismens navn. Det ændrer ikke på, at den aktuelle krise er endnu et slående eksempel på menneskehedens grundlæggende valg: Vil vi gå til grunde i forurening og barbari, eller sætte kampen for socialismen på dagsordenen?

Lørdag, 9. maj 2009 - 17:32

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Nyheder fra kommuner, regioner og udvalg

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]