Gå til hovedindhold

Fra spin til katastrofe

Af Frank Aaen

Statsministeren er Danmarks spin-konge nummer et. Det er ikke mindst Muhammed-sagen et godt eksempel på, senest illustreret af Statsministerens afvisning af kravet om en undersøgelse af forløbet, der ledte op til den aktuelle krise.

Afvisningen af undersøgelsen byggede på to argumenter, der hver for sig lyder tilforladelige. For det første: Sagen er af politisk og meget principiel art. Derfor skal et politisk opgør foregå i fuld offentlighed i form af en debat i Folketinget. Det kan de færreste indvende noget imod. For det andet: En undersøgelse kan ikke afdække forløbet, fordi der er tale om fortrolige oplysninger. Det lyder jo også umiddelbart rigtigt. Men ved nærmere eftersyn falder statsministerens spin til jorden med et brag. For hvordan kan man få en åben debat, hvis væsentlige oplysninger er hemmelige og kun kendt af den ene part i debatten, nemlig regeringen? Selvfølgelig skal der tages en principiel debat, men en forudsætning for at en sådan debat er at vi kender fakta. Det kan kun sikres gennem en undersøgelse, hvor en uvildig undersøger eller Udenrigspolitisk Nævn har adgang til de hemmelige dokumenter, så regeringens oplysninger og argumenter kan kontrolleres.

Statsministerens spin var i dette tilfælde et selvmål. Hans argument mod en undersøgelse var det bedste argument for at den skal gennemføres. En så stor krise må selvfølgelig undersøges til bunds og ikke kun debatteres i Folketingssalen, hvor regeringen kan afgøre alt med det automatiske flertal, den har til rådighed.

Det er imidlertid forståeligt, at statsministeren ikke ønsker en undersøgelse. For hans håndtering af sagen har været én lang række af spin og manipulationer.
Det værste og mest omkostningsfulde spin var det, der blev udført da ambassadørbrevet blev modtaget i oktober. Den måde brevets indhold blev fordrejet, er en af hovedårsagerne til at krisen har fået det omfang den har i dag.

Da statsministeren modtog brevet fra ambassadørerne, 12. oktober sidste år, stod han over for et valg. Han kunne tage den diskussion om udlændingepolitikken og debatten i Danmark, som ambassadørerne ønskede, og samtidig høre nærmere om deres advarsel om, at det de beskrev som en smædekampagne mod muslimer, kunne udløse uro i de muslimske lande. Den anden mulighed var at lade spindoktorerne se på brevet og få det udlagt, så det kom til at handle om noget helt andet. Som bekendt valgte statsministeren det sidste og brevet blev udlagt som et angreb på ytringsfriheden.

Der er imidlertid ikke belæg for at sige, at der i brevet var et krav om begrænsning af ytringsfriheden, tværtimod står der, at ambassadørerne støtter ytringsfriheden. Og der er heller ikke belæg for statsministerens påstand om, at det var et klokkeklart krav at regeringen skulle tage retslige skridt mod Jyllands-Posten. Ikke en eneste af de eksperter i sprog eller jura, der har udtalt sig, har støttet at statsministeriets tolkning var den mest oplagte, endsige den eneste.

Statsministerens fortolkning af ambassadørbrevet var ganske givet en bevidst fordrejning, for var der tale om en hændelig fejltolkning, så var der allerede i oktober rig lejlighed til at få den rettet. I dagene efter Foghs afvisning af et møde, sagde ambassadørerne klart, at statsministerens udlægning var en misforståelse. De havde intet ønske om begrænsning af ytringsfriheden, men de ønskede at regeringen skulle tage stilling og sige, at den var for integration og imod krænkelse af Islam. Det var også den besked den danske ambassadør fik i Kairo 4 dage efter Statsministerens afvisning. Alligevel fastholdt Statsministeren sin tolkning.

Det er ikke svært at gætte formålet med dette spin: Statsministeren strøg de anti-muslimske kræfter med håret, undgik en debat om udlændingepolitik, der kunne føre til problemer med Dansk Folkeparti, og fik næsten alle til at reagere imod brevet: Ambassadører fra udemokratiske lande skal ikke komme her og bede om begrænsninger i vores ytringsfrihed.

Siden har statsministeren taget afstand fra tegningerne, udtalt sig imod utilladeligt krænkende ytringer og fordømt alle forsøg på at dæmonisere grupper af mennesker. Netop det som ambassadørerne efterlyste, så selvfølgelig kunne statsministeren have taget et møde.

Det så længe ud til at spinnet var lykkedes, men i dag ved vi, at uroen og truslerne om boykot af danske varer begyndte at ulme kort efter statsministerens afvisning af ambassadørerne. Vi ved også at regeringen tidligt var klar over, at det var ved at gå galt. Alligevel holdt regeringen stædigt fast i den stejle holdning.

Heller ikke da uroen i januar for alvor bryder ud, får det statsministeren til at genoverveje sin strategi. I stedet igangsættes et nyt spin, nu med det formål at få ansvaret for den eskalerende krise placeret et andet sted end hos statsministeren.
Derfor blev imamerne udnævnt som de skyldige. Vi har gang på gang hørt fra regeringen, at det var dem, der sendte tegningerne rundt i Mellemøsten og startede det hele. Men det passer ikke – og regeringen ved, at det ikke passer. Selv om flere imamer har optrådt yderst uheldigt i forløbet ligger det klart at det ikke var imamernes rejse der udløste krisen. Tegningerne var for længst sendt rundt i den muslimske verden og Egypten havde for længst mobiliseret den muslimske verden mod Jyllands-Posten og den danske regering.

Dette spin gav ikke alene et fejlagtigt indtryk i offentligheden. Det var også med til at uddybe modsætningerne i det danske samfund, og det gav Dansk Folkeparti lejlighed til, at kræve imamerne smidt ud af Danmark. Kravet, der blev støttet af regeringspartierne var naturligvis med til at piske stemningen op, og i dagene efter kulminerede krisen med ambassadeafbrændinger i Damaskus og Beirut.

Statsministerens Muhammed-spin har været en vigtig årsag til at krisen er kommet dertil hvor den er i dag. Der er derfor ingen tvivl om, at der skal laves en undersøgelse af forløbet. Både af imamers og reaktionære regeringers rolle og af regeringens handlinger.

Og det er ikke bare for at få klargjort hvad der skete, da Danmark kom ud i den største udenrigspolitiske krise i årtier. Det er også for at komme til kernen i denne sag: At der virkelig er brug for den grundlæggende diskussion af dansk udlændingepolitik, som regeringen i første omgang ”spandt” sig ud af. Hvis ikke regeringen vil diskutere konsekvenserne af at føre politik baseret på Dansk Folkepartis holdninger, og ikke vil tage initiativer til at få brudt det indtryk, der er dannet i udlandet af Danmark som et fremmedfjendtligt land, så kan vi imødese flere kriser og problemer, både her i Danmark og ude i verden.

Artiklen har været bragt som kommentar i Politiken, fredag den 24. februar 2006

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Nyheder fra kommuner, regioner og udvalg

Støt de fængslede arbejderledere i Iran
29. nov – Fagligt Landsudvalg

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]