Gå til hovedindhold

f22 om rushdie-sagen

Forespørgsel nr. F 22 d. 14/11-1996:
Forespørgsel til statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren:
»Hvilke oplysninger kan regeringen give om forløbet af Rushdie-sagen og om begrundelsen for at aflyse Rushdies besøg den 14. november d.å., samt hvilke konsekvenser får regeringens håndtering af sagen?«
Af Uffe Ellemann-Jensen (V), Hans Engell (KF), Holger K. Nielsen (SF), Tom Behnke (FP), Søren Søndergaard (EL), Pia Kjærsgaard (DF) og Jacob Haugaard (UP).

Ordførertale for Enhedslisten v/Søren Søndergaard:
For Enhedslisten er der tre adskilte elementer i den sag, vi behandler i dag.
For det første er der perioden fra offentliggørelse af prisen til Salman Rushdie i slutningen af september og frem til aflysningen af besøget på mødet i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 10. oktober.
For det andet er der perioden fra beslutningen i Regeringens sikkerhedsudvalg den 10. oktober og frem til offentliggørelse af sagen torsdag den 31. oktober om aftenen.
Og for det tredje så er der perioden fra sagen kom frem den 31. oktober og så i princippet frem til nu.
Hvis vi starter bagfra og tager den sidste periode først, så kan vi sige, at denne periode generelt har været præget af, at regeringen om end tøvende og om end under nødvendig vejledning gradvis har forsøgt at gøre den skade god igen, som beslutningen om aflysningen havde afstedkommet. Sagt mere direkte: Vi var nogle, der krævede, at Salman Rushdie skulle have en offentlig og uforbeholden undskyldning. Den fik han søndag den 3. november.
Vi var nogle, der krævede, at det oprindelige arrangement blev gennemført på en sådan måde, at Rushdie reelt fik vetoret i forhold til, hvordan det skulle gennemføres. Det arrangement blev gennemført i går, endda en dag tidligere end det oprindelige arrangement. Og der blev krævet, at der blev gennemført en undersøgelse, som mundede ud i en klar konklusion. Den undersøgelse er gennemført i den forløbne uge, og senere i dag så kan vi så træffe en klar konklusion på forløbet, f.eks. ved at vedtage den dagsorden, som SF og Enhedslisten har fremlagt.
På den baggrund så vil vi sige, at vi er tilfredse med den måde, efterspillet er foregået på.
Jeg vil sige til Tom Behnke i den sammenhæng, hr. Tom Behnke i den sammenhæng, at hvis ikke vi havde haft det efterspil, hvis vi havde haft et andet efterspil, hvor en regering havde nægtet at give Salman Rushdie en undskyldning, hvor en regering havde nægtet at gennemføre et nyt arrangement i overensstemmelse med, hvad Salman Rushdie ønskede, hvis vi havde haft en regering, som nægtede at medvirke til en undersøgelse, jamen så ville situationen for vores vedkommende have stillet sig helt anderledes. Så havde det været en fuldstændig anden situation, hvor begreber som mistillidsvotum osv. havde været på sin plads.
Det er jo svært at stille et mistillidsvotum, når man opstiller nogle krav og rent faktisk får dem gennemført.
Samme tilfredshed kan vi desværre ikke udtrykke om forløbet af sagen fra den 10. oktober og frem, til det kom frem i offentligheden.
Kort sagt kan man jo sige, at dette forløb helt kort har været præget af fodfejl på fodfejl, som samlet har givet et ualmindelig snavset indtryk.
Men igen dér har vi prøvet at se: Er der tale om handlinger, som skyldes, at en regering bevidst er gået ind og har truffet nogle beslutninger, som har forårsaget disse fodfejl i denne periode, eller er der tale om, at regeringen i denne periode har haft et objektivt ansvar for fordelene?
Vores bedste vurdering efter at have kigget på tingene så er det det objektive ansvar, som gør sig gældende. Og vi har altså ikke den opfattelse, at man vælter regeringer på grundlag af et objektivt ansvar for fodfejl, man ikke direkte har haft fingrene direkte nede i. Og derfor så er det centrale for os selvfølgelig også: Hvad er det, der leder hen til beslutningen den 10. oktober, og hvori består beslutningen den 10. oktober? Det er for os det centrale i forløbet.
I forhold til det der er det centrale punkt, der er blevet fremdraget, den såkaldte trusselsvurdering. Jeg kan godt konstatere, som det også står i den dagsorden, som SF og Enhedslisten har fremlagt, at regeringens tiltrædelse af sikkerhedsmyndighedernes trusselsvurdering er regeringens ansvar. Det kan jeg sagtens konstatere. Men jeg vil godt tilføje, at jeg har ikke hørt et eneste argument for, at det var rigtigt at aflyse besøget på den måde Sikkerhedsudvalget gjorde den 10. oktober. Ikke ét eneste argument.
Et oplagt problem er jo, at man ikke samtidig vedtog et andet arrangement. Sikkerhedsrisikoen, bliver der så sagt. Men jeg forstår det stadig væk ikke. For hvorfor kunne man ikke den 10. oktober have vedtaget og flyttet arrangementet til - lad os nu sige - den 13. oktober og flyttet stedet - lad os nu sige - fra Glyptoteket til Arken i Ishøj og så bare meddele den beslutning et par dage før, tingene skulle løbe af stabelen. Ja, men trusselsbilledet lyder det igen. Jeg forstår det ikke!
Der er nedsat en række udvalg for at undersøge denne her sag. Jeg vil godt sige, som jeg nævnte tidligere: I intet af de udvalg, i intet af de udvalg og i ingen samtaler jeg har deltaget i er der blevet oplyst noget som helst, der giver en belysning af trusselsbilledet. Det er mere, når man henholder sig til tavshedspligten og forklarer, at der er jo nogen, der har fået noget at vide i nogle udvalg, og det kan vi selvfølgelig ikke oplyse, fordi det er altså meget hemmeligt. Så vil jeg altså bare insistere på, disse oplysninger er ikke blevet givet i udvalg, hvor jeg sidder. De er ikke blevet givet.
Og jeg vil i øvrigt sige, jeg har ikke modtaget oplysninger i de udvalg, som ikke - havde jeg nær sagt - før jeg kom til udvalgsmøderne, havde stået i aviserne, og som, jeg har meget svært ved at se, kan skade nogen som helst. Til gengæld - og derfor synes jeg, undersøgelserne har været interessante - har vi fået meget at vide om, hvordan samfundet fungerer.
Og der vil jeg da godt henlede sagen, eller henlede opmærksomheden på sagen om Retsudvalgets formand, hr. Bjørn Elmquist. Retsudvalgets formand, hr. Bjørn Elmquist, kommer for skade, eller hvordan det nu skal siges, det er der nogen, der mener, udtaler i hvert fald til en fjernsynskanal efter et møde i et af disse hemmelige udvalg, Kontroludvalget, at der har foreligget en konkret trussel.
Nu skal jeg jo straks sige, at jeg vil ikke udtale mig om, der har foreligget en konkret trussel. Jeg ved det i øvrigt heller ikke. Men jeg synes, at det er interessant, at alene det, at man udtaler, at der har foreligget en konkret trussel, kan føre til overvejelser om, der kan rejses en straffesag mod en, der vistnok kan give op til et halvt år i fængsel.
Jeg stiller spørgsmålet: Hvem er det, der i Danmark har bestemt, at det i denne her sag at meddele: Ja, der er tale om en konkret trussel - ikke noget om hvor trusselen kommer fra, ikke noget om hvem der har modtaget den, hvem den er sendt til, ikke noget om hvori den består? Men bare det at meddele: Ja, der foreligger en konkret trussel - at det er noget, der i Danmark skal kunne koste et halvt år i fængsel. Hvad er det for en lov, det fremgår af? Jeg er ikke i tvivl om, man kan finde loven. Overhoved ikke i tvivl. Men jeg stiller spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt? Om det er hensigtsmæssigt, at vi har et samfund, hvor det, at man aflyser et så stort arrangement og hele den debat, der er derefter, kan få den konsekvens, at folk, der kan oplyse: Ja, der har eksisteret en konkret trussel - de kan altså risikere at skulle afsidde en eller anden dom.
Vi synes, at der er en række spørgsmål, som trænger til at blive diskuteret. Der er et kæmpe gråt område, som er blevet afsløret, der giver anledning til spekulation om, hvorvidt der er usaglige hensyn, der spiller ind i denne her sag. Er der hensyn for efterretningstjenester? Er der hensyn for virksomheder, der spiller ind? Det er svært at konstatere, fordi reelt er der ikke nogen parlamentarisk kontrol med den påståede trusselsvurdering.
For os rejser det diskussionen om parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne. Det er ikke noget, vi har taget op her som et konkret forslag. Det er noget, vi vil tage op i den kommende periode.
Og så til konklusion om selve sagen. Det, der er det vigtigste, og det er også til forskellige, der har været oppe. Det vigtigste i denne her sag er ikke at give regeringen en næse. Det er egentlig rimelig uinteressant. Stor eller lille? Det vigtigste i denne her sag det er at give fra Folketingets side et fuldstændig klart signal til omverdenen om, at vi ikke accepterer fatwaen. Det er det, vi kan gøre ved at vedtage den dagsorden skarp, klar og præcis, som er fremlagt af SF og Enhedslisten.
Andre pluk fra debatten

Statsministerens besvarelse af forespørgslen (Poul Nyrup Rasmussen):
Det er godt, at vi med denne forespørgsel får lejlighed til at gennemgå beslutninger og forløb i Rushdie-sagen. Jeg håber, at vi i dag også får lejlighed til at gennemgå reaktionsmønstre og motiver i Rushdie-sagen. Og jeg håber, vi kan holde fast ved, hvem der har hvilket ansvar, og hvem der har besluttet på hvilket grundlag, for sagen handler om en ubehagelig, men nødvendig beslutning, som regeringen fastholder. Jeg skal komme tilbage til de forsøg, jeg har set på at sætte spørgsmål ved den klare indstilling, sikkerhedsmyndighederne i Danmark kom med. Der vil ikke blive sparet på diskussionen og på replikkerne, og jeg vil gerne varsle på forhånd, jeg accepterer ikke, at regeringens beslutning om at imødekomme en klar indstilling fra sikkerhedsmyndighederne ikke accepteres. Det er regeringens ansvar, og det forbliver regeringens ansvar. Sådan var det i går, sådan er det i dag, sådan er det i morgen.
Sagen handler derfor ikke om, at regeringen påtog sig det nødvendige ansvar for at acceptere en klar indstilling fra de danske sikkerhedsmyndigheder. Det er ikke det, sagen handler om for mig. Sagen handler om noget helt andet. Sagen handler om, hvorvidt der var grundlag for at kritisere regeringen for håndteringen, da man skulle tage konsekvensen af en ansvarlig og uangribelig beslutning, og det er jeg enig i, der er grundlag for at kritisere. Det har jeg ikke lagt skjul på fra starten. Den efterfølgende håndtering fik et utilfredsstillende forløb, mangelfuldt håndteret, plaget af en række fejlskøn og misforståelser.
Med dagens debat i dag afslutter vi et forløb, hvor Folketinget har haft lejlighed til at granske beslutninger og sagsforløb. Misforståelser skulle derfor i princippet være ryddet af vejen. Det er jeg ikke sikker på. Det må den efterfølgende debat vise.
Men for resten, for resten, jeg føler trang til at oplyse, inden den fra visse sider påtagne selvforherligende og uendelige letkørende indignation og forargelse får ny orkanhøjde, føler jeg trang til at oplyse, at hr. Salman Rushdie har fået overrakt sin pris under værdige former. Det fandt sted i går præcis under de former som aftalt i forståelse med hr. Salman Rushdie. Hr. Salman har i øvrigt forladt vores land i denne runde og skal være velkommen på et andet tidspunkt til enhver tid. Jeg nævner det, fordi det er vigtigt at huske, at det, man har talt om, er opfyldt, og det, vi har villet, er nået.
Men nu først lidt om de vilkår, hvorunder en regering altid må arbejde, og dermed de vilkår hvorpå debatten i dag finder sted. Enhver, der har haft ansvaret på regeringsbænkene, ved det jo godt. Der er visse informationer, der er visse oplysninger af sikkerhedsmæssig karakter, som man kan bruge i det politiske spil, men som en regering ikke kan bruge i det politiske spil. Jeg skal derfor bare for god ordens skyld minde om, at sagens aspekter også har karakter af sådanne sikkerhedspolitiske hensyn, som er fortrolige. Det kan man så bruge mod os. Jeg ser klart i øjnene, det betyder en vis defensiv attitude herfra, og det kan man hygge sig med, men jeg siger bare på forhånd, der vil være spørgsmål, jeg ikke vil eller kan - og måske mest kan - besvare.
Det er ikke muligt i Folketingssalen, hvor meget jeg end gerne ville, at give fuldstændig 100 pct. tilbundsgående udredninger om det nærmere indhold af den sikkerhedstrussel og den sikkerhedsindstilling, som regeringens sikkerhedsmyndigheder gav os, da vi traf vores beslutning. Jeg kan også sige til den danske befolkning, at Folketinget i øvrigt under indskærpet fortrolig har fået nærmere oplysninger både i det Udenrigspolitiske Nævn og i Folketingets Kontroludvalg. Man må have forståelse for disse dele i den videre debat. Det har man måske ikke fra alle sider, men det har regeringen tænkt sig at fastholde.
Og lad mig så for god ordens skyld også slå fast, regeringen afviser at bruge dagens debat til en diskussion om, hvad den ene, den anden eller den tredje embedsmand kunne have tænkt sig at gøre eller måtte have gjort. Jeg understreger, det er et anliggende alene mellem ministrene og regeringen og de pågældende, hvis der er noget at gøre i den sag. Det må Folketinget respektere.
Den borgerlige opposition her i salen har ikke forspildt nogen lejlighed til at forsøge at forplumre, hvad dette spørgsmål egentlig drejer sig om. Jeg synes, vi har hørt for meget af klassisk taktik, af lethed og overfladiskhed i den måde, man har prøvet at klargøre og sammensætte ting. Jeg synes, det har været for gennemskueligt under drøftelserne i Udenrigspolitisk Nævn, det har været for let at se, at det sagen egentlig har drejet sig om fra den borgerlige side i dette Folketing, er regeringens fald og ikke selve sagen. Jeg synes, det har været for let at se, at den borgerlige opposition V og K for dem drejer det sig om at bruge sagen til et politisk stormløb mod regeringen. Det drejer sig ikke så meget om respekten for Salman Rushdie, det symbol han er, den person han er og kampen for hans ytringsfrihed. Det har ikke været rart at se. Jeg er nødt til at sige det fra starten, så der ikke er noget at tage fejl af.
Jeg er bange for at sige, at for de borgerlige partier handler denne sag mere end noget andet om indenrigspolitik, om at få de taburetter tilbage, som man længes så meget efter. Dem har man alt andet mere end nogen grund til at gå efter, og det præger unægtelig også reaktionsmønsteret.

Derimod har jeg været glad for at konstatere, at man til venstre i salen har interesseret sig om sagernes faktiske indhold og den måde, regeringen ikke med særlig stort held har kunnet håndtere sagerne. Jeg har også været glad for at se den insisteren på den praktiske Iran-politiks konsekvens og linje, som vi netop fik det demonstreret i den afsluttende debat.
Det er naturligvis altid en oppositions rolle at forsøge at komme til magten. Sådan er det politiske spil, men rollen spilles mere eller mindre talentfuldt og troværdigt.
Hvad drejer sagen sig så egentlig om? Det blev sagt før i introduktionen til forespørgslen, at vi lod os kue, og der blev brugt mange stærke ord om den sag. Man skulle nærmest tro, at det var lige før, at det var lige før, en international krise brød ud på grund af Danmarks håndtering af det spørgsmål.
Jeg har beklaget. Jeg har også overbragt rette vedkommende min uforbeholdne undskyldning. Det står jeg ved den dag i dag.
Sagen drejer sig i bund og grund som nævnt om en ubehagelig, men rigtig beslutning, nemlig den, at det af sikkerhedsmæssige grunde var nødvendigt at aflyse Salman Rushdies planlagte besøg i Danmark.
Prisoverrækkelsen var fastlagt til den 14. november i år. Salman Rushdies besøg på dette tidspunkt ville efter sikkerhedsmyndighedernes vurdering indebære så stor en risiko, at det trods omfattende sikkerhedsforanstaltninger ikke ville være forsvarligt at gennemføre det planlagte arrangement med Salman Rushdies deltagelse.
På baggrund af sikkerhedsmyndighedernes trusselsvurdering og klare indstilling tiltrådte regeringen en indstilling om ikke at gennemføre det planlagte arrangement, men finde et alternativ, en alternativ løsning.
Med disse indledende bemærkninger vil jeg mere detaljeret vende tilbage til baggrunden for regeringens beslutning samt den efterfølgende håndtering af sagen.
Som tidligere nævnt er udgangspunktet for sagen alene en sikkerhedsmæssig vurdering. Regeringen tiltrådte den 10. oktober i år på et møde i regeringens sikkerhedsudvalg en indstilling fra sikkerhedsmyndighederne om, at de ikke kunne anbefale en modtagelse af Rushdie i Danmark på det planlagte tidspunkt.
Beslutningsgrundlaget var en trusselsvurdering. Indstillingen var således baseret på, at der var en stor risiko for, en stor sikkerhedsrisiko forbundet med arrangementet både for Salman Rushdie og hele arrangementet; en så stor risiko at det ville være uforsvarligt at gennemføre det på det planlagte tidspunkt.
Regeringen kunne naturligvis ikke leve med, at der var en alvorlig fare for Salman Rushdie og andre, hvis Rushdie besøgte Danmark som planlagt. Og oprigtig talt, et lille tankeeksperiment. Forestil jer et øjeblik i Danmark den regering, der mod sin sikkerhedstjenestes råd havde fastlagt arrangementet. Hvis man forestiller sig dette, så når man til det spørgsmål, at uanset hvilken regering, uanset hvilken regering, der havde siddet en klar sikkerhedsvurdering overhørig, uanset hvilken regering, der havde gjort det, ville komme i dybe, dybe og velfortjente vanskeligheder, hvis der var blevet skudt den dag, og nogen var kommet til skade.
Så skulle man se undersøgelser bagefter. Så skulle man se forarget toneførelse og stemmeførelse bagefter, og med rette. Så skulle man se undersøgelser, der viste, at regeringen havde siddet en sikkerhedstrussel overhørig. Oprigtig talt, jeg tror ikke, der ville være nogen - heller ikke i Venstre- og konservative kredse - der ville stille op og sige, at sådan en sikkerhedsindstilling ville de sidde overhørig. En af de omkostninger, man må tage, når man lever i et åbent samfund som det danske, og en af de omkostninger, man må tage, når man har ansvaret i en regering, det er at være konsekvent og påtage sig også ansvaret på upopulære beslutninger. For jeg vidste, det kan jeg forsikre, mere end nogen, at den vanskeligste beslutning at tage den 10. oktober, det var da at lytte til sikkerhedsmyndighedernes indstilling. Den letteste beslutning at tage det var da at sige nej, det vil vi ikke høre, det vil vi ikke se. Det tør vi ikke.
Min påstand i dag er, at den modigste, mest ansvarlige beslutning at tage, det var den, der blev truffet. Og min påstand i dag er, at havde jeg truffet sammen med den øvrige regering nogen anden beslutning, og var det gået galt, så ville vi have set en opposition, der med rette kunne have foreholdt regeringen dens manglende ansvarlighed. Derfor måtte overrækkelsen flyttes. Regeringen havde ikke noget andet valg.
Jeg vil gerne slå fast, at der er ikke siden, og jeg gentager, at der ikke siden er fremkommet oplysninger, der rokker ved sikkerhedsvurderingen. Jeg kunne tilføje: Snarere tværtimod.
Aflysningen af arrangementet den 14. november var en ubehagelig, men en nødvendig disposition, som regeringen tager det fulde ansvar for.
Det var ikke beslutningen, der var gal eller forkert. Det var håndteringen, der kiksede.
Ved gennemførelsen af beslutningen lagde regeringen afgørende vægt på, at omstændighederne omkring aflysningen herunder ikke mindst, at beslutningen var sikkerhedsmæssigt begrundet, og at der ville blive gennemført et alternativt arrangement, blev viderebragt til Salman Rushdie, at prisoverrækkelsen blev gennemført på et andet tidspunkt, at vi fandt en løsning med Salman Rushdie, at sagens videre forløb blev håndteret i forståelse med Salman Rushdie.
Den praktiske gennemførelse af beslutningen blev der så truffet beslutning om at overlade til medarbejdere, præcist som når regeringen i øvrigt træffer beslutninger, skal have gennemført sin politik.
Vi har det overordnede ansvar, det har vi også, når vi skal gøre status. Det har vi stadig. Den praktiske gennemførelse, kan vi se, kiksede på flere punkter. Der blev ikke koordineret tæt nok. Der blev ikke informeret godt nok, ej heller kommunikeret godt nok til alle niveauer. Ikke mindst kommunikationen med Salman Rushdie svigtede. Det har jeg fået bekræftet i min samtale med Rushdie her i går.
Hele budskabet blev ikke kommunikeret til Rushdie tilstrækkelig hurtigt og på en tilfredsstillende måde og med den nødvendige klarhed. Rushdie blev ikke godt nok og klart nok gjort bekendt med, at man fra dansk side lagde afgørende vægt på at finde en - også for Rushdie - alternativ acceptabel løsning. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Det har jeg sagt før. Det vil jeg gerne vedstå i dag.
Det for regeringen afgørende blev ikke sikret, nemlig at Rushdie samtidig med meddelelsen om aflysningen også fik forståelse for aflysningen, blev gjort bekendt med iværksættelsen af et andet alternativt arrangement, som vi naturligvis måtte drøfte med Rushdie.
Rushdies reaktion på aflysningen var derfor forståelig, fordi han kunne opfatte den som en aflysning slet og ret. Regeringen har af samme grund givet Rushdie den uforbeholdne undskyldning, jeg har omtalt ved flere lejligheder. Regeringen har efterfølgende i godt samarbejde med Rushdie og Rushdie-Komiteen i Danmark og arrangørerne af prisoverrækkelsen virket for, at der blev gennemført en ny prisoverrækkelse i København, og det er netop sket.
Jeg ser sådan på det, at den side af sagen nu har fundet sin gode afslutning med Salman Rushdies besøg og gennemførelse af prisoverrækkelsen i går, den 13. november 1996.
Vi vidste os vores ansvar, jeg mit, regeringen har taget skridt til at forhindre, at lignende gentages i fremtiden. Procedurer er blevet rettet til og præciseret. På regeringens vegne har jeg beklaget forløbet. Den kiksede håndtering ændrer imidlertid ikke ved, at det af hensyn til Rushdies og andres sikkerhed, var nødvendigt at aflyse den planlagte prisoverrækkelse i første runde. Den sikkerhedsmæssige vurdering og regeringens beslutning heraf anfægtes ikke af nok så mange forsøg på at gøre andre motiver gældende i forhold til vores beslutning.
Det var ikke økonomi, det var ikke handel, ej heller fetaost. Det var ikke politik. Det var sikkerhed, og det var ansvar. Det er også politik, det er også regeringsansvar.
Så enkelt er det, og hvis man forsøger på at gøre det mere kompliceret og lede efter et skummelt motiv her eller dér, kan man hurtigt få det gjort komplekst. Men det er så enkelt. Målet var klart. Grundlaget for beslutningen var entydig, håndteringen bagefter lader meget tilbage at ønske. Det beklager jeg.
Forhandling

Holger K. Nielsen (SF):
...Jeg vil godt ..på vegne af SF og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag om motiveret dagsorden
»Folketinget konstaterer, at regeringens tiltrædelse af sikkerhedsmyndighedernes trusselsvurdering er regeringens ansvar, men Folketinget finder det under alle omstændigheder meget beklageligt, at regeringens beslutning den 10. oktober 1996 ikke var ledsaget af et tilstrækkelig klart alternativ, der var acceptabelt for Salman Rushdie.
Folketinget finder, at sagens håndtering derefter var kritisabel og præget af fejlskøn, bl.a. fordi den kunne skabe tvivl om Danmarks holdning til fatwaen. På denne baggrund skal Folketinget udtale en klar kritik af det samlede forløb.
Folketinget noterer derimod med tilfredshed, at regeringen den 3. november har givet Salman Rushdie en uforbeholden undskyldning, og at Salman Rushdie den 13. november fik overrakt Arestaionprisen under for ham fuldt acceptable former.
Folketinget udtaler sin fordømmelse af fatwaen, der dømte Salman Rushdie til døden og opfordrede til at myrde ham. Denne dom er fældet under tilsidesættelse af verdenserklæringen om menneskerettigheder og princippet om staternes suverænitet og er derfor ugyldig.
På denne baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at skærpe kampen imod fatwaen og at fastholde den linje, der er lagt, bl.a. ved ministres modtagelse af Salman Rushdie.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
(Dagsordensforslag nr. D ).

Søren Søndergaard (EL):
Socialdemokratiets ordfører, hr. Torben Lund, mente, at det var et gratis standpunkt heroppefra at forklare eller andre steder forklare, at arrangementet jo kunne være flyttet, og hr. Torben Lund forklarede i linje med statsministeren, at der er jo en hel masse ting, regeringen ikke kan svare på, så det er altså et gratis standpunkt.
Men omvendt bliver vi vel også nødt til at sige, hr. Torben Lund, at det at sige det på den måde er jo også en gratis omgang, fordi hr. Torben Lund ved jo udmærket godt, at hvis vi vidste noget, som var et argument for, at man kunne have undladt at flytte arrangementet, så kan vi ikke sige det her. Så den virker altså begge veje rundt.
Derfor vil jeg bare tillade mig én ting fra starten af denne her diskussion, for at der ikke skal være nogen misforståelser, og det er at sige, at de udvalg, jeg har siddet i, og det er Det Udenrigspolitiske Nævn og underudvalget under Det Udenrigspolitiske Nævn, der har jeg ikke fået ét eneste argument, der kan bekræfte, at det var fuldstændig umuligt at gennemføre det arrangement. Ikke ét eneste argument er blevet givet, tavshedspligt eller ej.

Keld Albrechtsen (EL):
Debatten mellem hr. Søren Søndergaard og hr. Torben Lund var bl.a. interessant af en væsentlig grund, som jeg synes skal mere frem i den her debat, og det er, at denne her sag har afsløret, at der ikke i Danmark eksisterer den tilstrækkelige politiske og parlamentariske kontrol med de hemmelige tjenester og deres virksomhed. Det synes jeg er en meget afgørende kendsgerning, som er kommet frem i lyst i forbindelse med den her sag. Og derfor synes vi fra Enhedslistens side, at det er utrolig vigtigt, at den her sag føres videre i en diskussion om, hvem styrer egentlig de hemmelige tjenester, hvordan kan det sikres, at den parlamentariske kontrol med de hemmelige tjenester er effektiv, og hvordan kan det sikres, at regeringen styrer regeringsanliggender og at det ikke er de hemmelige tjenester, der kører rundt med tingene. Det synes jeg er en af den her sags allermest vigtige sider og en af de ting, som der skal bores videre i og gøres noget ved i fremtiden.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg synes, Det Konservative Folkeparti skulle besvare det spørgsmål, som hr. Søren Søndergaard stillede, om det er korrekt, at der er en for dårlig parlamentarisk kontrol med de hemmelige efterretningstjenester. Det er der formentlig i øvrigt også i England, som har været inddraget i denne her sag.
Men er det korrekt, som vi har dokumenteret under den her sag, at der er en for dårlig parlamentarisk kontrol, og vil Det Konservative Folkeparti være med til at gøre noget ved det? Det er jo et af grundproblemerne, som er blevet afdækket i den her sag, men som desværre et flertal, stort flertal af partierne her i Folketinget foretrækker at lade blive liggende under gulvtæppet. Jeg har bemærket også tidligere i debatten, at da jeg rejste spørgsmålet over for den socialdemokratiske ordfører, kom der heller ikke nogen reaktion. Så det er et problem, der står tilbage, og som der tilsyneladende er et bredt flertal i Folketinget, som ikke vil gøre noget ved. Det synes jeg er dybt beklageligt. Jeg vil godt opfordre Det Konservative Folkeparti til i det mindste at besvare spørgsmålet.

Afstemning
Forslag om motiveret dagsorden nr. D af Holger K. Nielsen (SF) og Søren Søndergaard (EL) (se foran) vedtoges enstemmigt med 125 stemmer.

Torsdag, 14. november 1996 - 0:00

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]