Gå til hovedindhold

f21 om danmarks politik over for det reaktionære iranske præstestyre?

Forespørgsel nr. F 21 d. 14/11-1996:
Forespørgsel til statsministeren og udenrigsministeren:
»Hvad kan regeringen oplyse om Danmarks politik over for det reaktionære iranske præstestyre?«
Af Gert Petersen (SF), Steen Gade (SF), Søren Søndergaard (EL) og Keld Albrechtsen (EL).

Ordførertale for Enhedslisten v/Søren Søndergaard
Fra Enhedslistens side vil vi godt udtrykke håb om, at det var indledningen til et nyt kapitel i dansk Iran-politik, da udenrigsministeren for nogen tid siden erklærede den såkaldte kritiske dialog med regimet i Iran for død. Et nyt kapitel, hvor kursen vil blive skærpet og hvor vi reelt vil se en dansk politik, der sigter på at fremme demokrati og menneskerettigheder og som lader de hensyn gå forud for hensynet til eksporten.

For os der må afskeden med den gamle politik grundlæggende føre til en politik, som bygger på en forståelse af, at mullah-regimet ikke vil reformere sig selv. Det nuværende iranske regime kom til efter et stort folkeligt opgør med shahens despotiske regime.
Dengang var mange sociale kræfter på spil i forsøget på at opbygge et nyt Iran. Der var militante oliearbejdere. Der var en radikal venstrefløj. Der var borgerlige partier. Og endelig var der en stor religiøs bevægelse under ayatollahernes ledelse. I denne bevægelse var særlig bazarkøbmændene en toneangivende kraft.
Koalitionen mellem præster og pengemænd har siden dengang med stort held smadret og udelukket de andre sociale kræfter. Fagbevægelsen blev forbudt. Partier blev bandlyst, og i flere tilfælde blev der oven i købet udstedt fatwa mod hele oppositionsgrupper. Det gælder f.eks. den oppositionsgruppe, som hedder NCR og som den siddende regering indtil videre har ønsket at have kontakt med.
En bred social og politisk bevægelse blev slået ned og erstattet af et nyt diktatorisk regime. Dette regime i Iran i dag styres af denne koalition af store islamiske fonde, bazarkøbmænd g religiøse og politiske overhoveder. Den religiøse, politiske og økonomiske magt er sammenblandet, og i toppen sidder en gruppe, der ikke ser nogen interesse i at indføre demokratiske tilstande eller forbedre menneskerettighedssituationen. Det er i bund og grund et regime, der ikke vil reformere sig selv. Og derfor er vores konklusion også, at kun gennem et omfattende pres ude fra og kun gennem en styrkelse af den iranske opposition så kan forholdene i landet forandres.
Danmark må gå foran for at skabe dette pres. Det kan kun ske ved at erstatte den såkaldte kritiske dialog med en politisk offensiv mod regimet. En politisk offensiv indebærer nødvendigvis kontakt med oppositionen. Intet politisk signal er mere effektivt over for regimer som det iranske end at optage forbindelser med deres konkrete modstandere. Møder med oppositionen signalerer en klar politisk protest mod status quo. Det markerer ønsket om forandring, og den protest er efter vores opfattelse højst tiltrængt.
Det autoritære regime, mullaherne, de har forsøgt at opbygge et samfund uden opposition. Alle frihedsrettigheder er blevet kastet på bålet til fordel for fundamentalisternes absolutte herredømme. Oppositionsgrupper er blevet forfulgt i en grad, der kun tillod få af dem at eksistere i Iran for slet ikke at snakke om at organisere sig i Iran. Derfor vil det også være barokt, hvis Udenrigsministeriet fortsat vil forsøge at skærme sig mod at holde møder med iranske oppositionsgrupper ved at henvise til, at de ikke er stærke i Iran. I nogle tilfælde må vi sige: Selvfølgelig er det ikke det. Det er nemlig lykkedes regimet at rive mange af dem op ved rode og sende resterne udenlands.
I andre tilfælde så findes der faktisk hemmeligt organiserede i Iran, der gennemfører demonstrationer med fare for eget liv. Ingen af dem stiller sig selvfølgelig op og skriger deres politiske tilhørsforhold ud for alverden.
Den iranske opposition er både organiseret og spontan. Den består af mange forskellige grupperinger af varierende størrelse og betydning.
Den kritiske dialog, som den blev praktiseret, siden den blev vedtaget i EU i 1992, har været på den ene side at bevare forbindelsen til Iran gennem samhandel og på den anden side at sikre, at den iranske regering blev konfronteret med en europæisk kritik af overgrebene på menneskerettighederne i Iran. Lige siden har der ved utallige lejligheder været begrundet mistanke om, at handelsinteresser er blevet sat over hensynet til menneskerettigheder.
Vi har også tidligere hørt, at under Uffe Ellemann- Jensen da var dialogen snarere en slags stille dialog, og nogle gange kunne den forekomme fuldstændig lydløs.
Under den sidste Schlüter-regering lå der, som det ofte er blevet sagt, en beslutning om ikke at mødes med Salman Rushdie. Hvorfor? Det er blevet nævnt: Fetaosten. Ikke noget med at træde regimet for meget over tæerne. Det mente man kunne give bagslag. Det er knapt et åbent spørgsmål, om regeringen frygtede, at det ville gå ud over eksporten, eller det var menneskerettighederne, man tænkte på.
Daværende fiskeriminister, Kent Kirk, udtalte, udtrykte det den gang på følgende måde: Når der handles, så handles der.
I argumentationen for den kritiske dialog spillede drømmen om en moderat opposition inden for regimet en stor rolle, en opposition som man kunne styrke med handel og med diskussioner med regimets repræsentanter i det særlige organ i EU. Den moderate opposition, som Rafsanjani skulle være den fremmeste repræsentant for, den drøm var alt for længe det bærende princip også for Danmarks forhold til Iran.
Mens EU og den danske regering lullede sig i søvn med den kritiske dialog, blev forholdene ikke det mindste bedre i Iran.
Der har aldrig eksisteret noget alternativ til fundamentalismen inden for regimet selv. Forhåbentlig er det også den konklusion, som udenrigsministeren er nået til, da han officielt droppede den kritiske dialog.
Derfor må der også nu sættes en dansk og en international dagsorden for, hvordan regimet væltes og erstattes af et demokratisk Iran. Vi må nemlig fortsat konstatere, at udviklingen i Iran går i den forkerte retning.
Vi har hørt statistikker over henrettelser uden for Iran i hr. Gert Petersens tale, og for få dage siden da udkom der en rapport om den generelle menneskerettighedssituation i Iran. Det er en FN-rapport, der bl.a. lægger særlig vægt på spørgsmål om henrettelser, det sociale område, afstraffelse af kriminelle, og her kan man spore en forværret situation, siden den sidste rapport blev udgivet, og det er fem måneder siden. Så derfor, der er behov for en skarpere profil.
Der er fremlagt en dagsorden i dag. Vi kunne sagtens på nogle punkter ønske, at den dagsorden gik længere, men vi er tilfredse med, at man er gået et skridt i den rigtige retning, og derfor vil jeg også på SFs vegne i den her sammenhæng anbefale, at man stemmer for dagsordenen.

Begrundelse for forespørgslen:
Søren Søndergaard (EL):
Jeg vil godt have lov at starte med et lille tankeeksperiment. Lad os et øjeblik forestille os, at en af efterretningstjenesterne i begyndelsen af august 1997 får færten af en konkret trussel, som består i, at nogle planlægger at sprænge hele Christiansborg i luften den første tirsdag i oktober, når Folketinget åbner.
Hvad vil indstillingen så være fra efterretningstjenesten og de ledende embedsmænd, og hvad vil man gøre i Regeringens Sikkerhedsudvalg? Vil man efter nogle få dages undersøgelse og et møde på, lad os sige 14-15 minutter, beslutte at aflyse Folketingets åbning eller udskyde åbningen til en passende lejlighed inden jul, og vil man træffe beslutning om at flytte arrangementet til Brøndbyhallen, Svogerslev Kro eller en nordnorsk fjeldhytte?
Jeg tror det næppe. Jeg tror, at i den situation vil embedsmændene indstille, Sikkerhedsudvalget vil beslutte, og regeringen vil godkende, at alt - alt - skal sættes ind for at sikre, at Folketinget kan åbne den første tirsdag i oktober i de her lokaler.
Faktisk tror jeg ikke, at hele systemet af embedsmænd, efterretningstjeneste og regeringen vil bruge mange sekunder på at overveje, om det ikke kunne være praktisk at aflyse Folketingets åbning eller udskyde arrangementet til mere ydmyge lokaler. I tilfældet Salman Rushdie er det desværre ikke det udgangspunkt, at alt skal sættes ind på at gennemføre arrangementet, som blev valgt.
Lad mig med det samme understrege, at jeg tror ikke, at det skyldes, at regeringen er ligeglad med fatwaen mod Rushdie, tværtimod anerkender vi, at den nuværende regering modsat den tidligere flere gange har modtaget Rushdie og på den måde protesteret mod dødsdommen. Men vi kan have den mistanke, at den hurtige aflysning af det planlagte arrangement hænger sammen med, hvad vi kan kalde et svækket politisk beredskab i forhold til Iranpolitikken som sådan. Vi tror simpelt hen ikke, at de ansvarlige havde gennemtænkt og forstået, at en aflysning af det planlagte arrangement ville kunne opfattes som en kapitulation for det iranske præsteskab og dermed ville kunne styrke regimets fortsatte og brutale undertrykkelse af politiske modstandere og religiøse mindretal.
Måske er det sådan, at årene med den såkaldt kritiske dialog og de lidt tågede drømmerier om, at der findes en særlig gren af præsteregimet, som næsten skulle være helt demokratisk indstillet, har svækket det politiske beredskab på Iranspørgsmålet blandt ledende embedsmænd og centralt placerede politikere, og det er én central grund til, at vi skal have denne her Irandiskussion i dag: At styrke forståelsen for nødvendigheden af at bekæmpe det iranske regime.
Men der er en grund mere, og det er, at den politik, der har været ledetråden i de sidste års politik over for Iran, nemlig den såkaldt kritiske dialog - hvis man skal sige det mildt - ikke har virket særlig hensigtsmæssigt. Det er vel også i den erkendelse, at vores udenrigsminister for nogle måneder siden afbrød Danmarks bilaterale kritiske dialog med Iran.
Men hvad skal så alternativet være til den kritiske dialog, alternativet er vel ikke dialog uden kritik? Nej, efter vores opfattelse så er løsningen en ny og skærpet kurs over for diktaturet i Iran, samtidig med at vi indgår i dialog med iranske oppositionskredse.
Vi håber, at dagens debat om Iran vil bidrage til at nå dette mål.

Andre indlæg i debatten:

Torben Lund:
Jeg vil gerne slutte mit indlæg med på Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og CDs vegne at fremsætte følgende:

Forslag om motiveret dagsorden

»Folketinget konstaterer, at styret i Iran fortsætter sin undertrykkelse af politiske modstandere og religiøse mindretal og udviser mangel på respekt for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.
På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til endnu en gang at insistere på,
- at de iranske ledere efterlever Folkeretten og drager alle konsekvenser heraf,
- at videreføre den aktive linje i internationale foraer, med det sigte at fastholde det iranske styre på kravet om overholdelse af menneskerettigheder og udvikling af demokrati
- at fastholde, at menneskerettigheder går forud for eksportinteresser, og
- at føre dialog med grupperinger, der arbejder for demokrati og respekt for menneskerettigheder i Iran.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
(Dagsordensforslag nr. D 00).

(Kort bemærkning).
Søren Søndergaard (EL):
For det første vil jeg da godt udtrykke tilfredshed med, at Anders Fogh Rasmussen vil støtte denne her dagsorden fra regeringen og også det sidste punkt om at føre dialog med grupperinger, der arbejder for demokrati og respekt for menneskerettigheder i Iran.
Der er bare måske en enkelt ting, jeg ikke forstår, fordi i al den tid, jeg har været i Folketinget, da har SF og Enhedslisten i de fora, der diskuterer det her, argumenteret for den dialog. Men de er aldrig blevet gennemført. Mig bekendt er det ikke hr. Per Stig Møller, som har forhindret det. Hvad er det, der gør, at et flertal ikke for længst har anbefalet regeringen at føre den kritiske dialog med de oppositionsgrupperinger? Hvem er det, der har forhindret det? Vi har jo ikke nogen flertalsregering, hr. Anders Fogh Rasmussen. Så hr. Anders Fogh Rasmussen må meget gerne oplyse mig om, hvem er det, der indtil nu har forhindret, at et flertal opfordrede Folketinget til eller regeringen til at føre kritisk dialog med oppositionsgrupperingerne?

Søren Søndergaard (EL):
Jeg skal bekræfte over for hr. Anders Fogh Rasmussen, at jeg også er vidende om, at der er enkelte folketingsmedlemmer i Venstre, som fører dialog med oppositionen i Iran. Det, synes jeg, er strålende.
Men så siger hr. Anders Fogh Rasmussen, at han ikke ved, hvem det er, som har forhindret, at et flertal i Folketinget har opfordret regeringen til at føre dialog med de iranske modstandskræfter. Ved hr. Anders Fogh Rasmussen virkelig det?
Jamen, det kan jeg da godt oplyse. Det er da partiet Venstre. For det er da partiet Venstre, der sammen med regeringen har undladt at støtte de forslag, som er kommet fra SF og Enhedslisten gang på gang om at begynde at føre dialog med de iranske modstandskræfter. Sådan er kendsgerningerne.

(Kort bemærkning).
Søren Søndergaard (EL):
Hr. Kent Kirk siger heroppefra, at i det stille diplomatis periode da lagde man meget vægt på at fortælle styrets repræsentanter, at Danmark var imod fatwaen.
Men hr. Kent Kirk, det er jo lige præcis det, der er hele problemet. Det er jo, at man havde en analyse, der gik ud på, at styret kunne reformeres, og derfor hjalp det stille og roligt at snakke med styrets repræsentanter. Det er jo lige præcis det, denne her dagsorden skal gøre op med: Troen på, at det er styrets repræsentanter, der forvandler styret selv.
Hr. Kent Kirk bliver nødt til at forstå, at vejen frem i Iran det ikke er mere snak med styrets repræsentanter, men det er snak og dialog med oppositionens repræsentanter. Og jeg glæder mig til, at hr. Kent Kirk heroppefra siger, at det forstår han også nu.
Afstemning
Forslag om motiveret dagsorden nr. D af Torben Lund (S), Jørgen Estrup (RV) og Arne Melchior (CD) (se foran) vedtoges enstemmigt med 126 stemmer.

Torsdag, 14. november 1996 - 0:00

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]