Gå til hovedindhold

Eva Flyvholm

61625771

Mærkesager

1) Arbejde til alle – et fælles ansvar

Rigtig mange mennesker har mistet deres arbejde under krisen og har oplevet, at de er faldet igennem samfundets sikkerhedsnet. Det er ikke godt nok. Det er et fælles ansvar at sikre en værdig og ordentlig håndsrækning til de, der mister arbejdet eller bliver syge.

Det er også et fælles ansvar at sikre, at der bliver investeret og skabt arbejdspladser, så alle kan få et ordentligt arbejde. Og det er et fælles ansvar at sikre en ordentlig fordeling af arbejdet. For hvorfor skal nogen knokle alt for meget og gå ned med stress, mens andre går ledige?

På Sjælland er mange blevet ramt af krisen og regeringens nedskæringer. Familier har måtte gå fra hus og hjem, og landområderne bliver stadig mere udsatte. Vi skal gå en helt anden vej, hvor vi satser på fællesskabet. Fordi fælleskab fungerer.

Vi skal skabe grønne arbejdspladser og renovere vores skoler, hospitaler og plejehjem. Vi skal dele arbejdet og tage ansvar for hinanden. Danmark skal være en rød, grøn og solidarisk rollemodel for det moderne velfærdssamfund. Det er en taberstrategi at konkurrere med Kina og Tyskland om de laveste lønninger. Vi kan derimod igen blive et foregangsland hvis vi bygger videre på det vi er gode til.

2) Grønt Sjælland med flere tog

Vi skal styrke den kollektive trafik. Og der skal være bedre mulighed for at komme rundt på Sjælland med tog. Kollektiv transport er sund, grøn fornuft.

Den kollektive trafik er med til at få landet til at hænge sammen. I landområder er mange afhængige af en velfungerende offentlig transport med toge og busser, der rent faktisk går derhen, hvor man skal, kører til tiden og som er til at betale. Det gælder ikke mindst for vores ældre borgere og de unge, der skal transporteres til deres skole eller uddannelsessted. Men den kollektive trafik bør være en god, grøn og billig mulighed for os alle sammen.

Mange steder på Sjælland tager det for lang tid at komme til København. Der burde være flere hurtige og direkte forbindelser til pendlerne. Og så skal vi have et effektivt tognet på tværs af Sjælland, som binder de større byer sammen. Lokalbanerne skal udbygges, køreplanerne skal tænkes sammen, og Høng Tølløsebanen skal bevares.

God kollektiv trafik er afgørende for udviklingen på Sjælland, og der skal rykkes hurtigt og ambitiøst på dette område.

3) EU og sparekniven ud af velfærden

Vi oplever lige nu nedskæringer på velfærden overalt. Dårligere pleje til vores ældre borgere, problemer med pasning af vores børn og usikkerhed hvis vi bliver syge. 
Nedskæringerne betyder færre pædagoger, lærere og sosu’er – færre jobs og dårligere velfærd. Det er ikke vejen frem. Vi vil i stedet udbygge og styrke velfærden.

Herhjemme bliver de danske kommuner tvunget til at skære ned, med truslen om milliardbøder fra EU. Men EU’s nedskæringspolitik er ikke løsningen på krisen og danske kommuner skal ikke underlægges sparekrav fra EU. Vi skal heller ikke tvinges til at sende offentlige opgaver i EU-udbud, som vi kunne løse bedre lokalt. Ej heller gå på kompromis med faglige rettigheder og acceptere udnyttelse af underbetalt udenlandsk arbejdskraft.

Vi bør derimod investere i velfærd, grøn teknologi og jobskabelse. Vi skal bruge krisen som en anledning til at regulere finanskapitalen i stedet for at skære ned på velfærden for almindelige borgere. Trods løfter om det modsatte, oplever vi nu også, at EU blander sig i vores børnecheck, SU eller dagpengesystem. Det vil vi i Enhedslisten lave om på. Jeg mener det er befolkningen og de valgte politikere, der skal beslutte, hvordan vores samfund skal indrettes. Ikke EU.

Og når de andre partier siger at der mangler penge. Så vil jeg foreslå at droppe køb af nye kampfly til 30 milliarder kroner og holde igen med skattelettelserne til de rigeste.

Om Eva Flvyholm

Min vigtigste politiske drivkraft har altid været ønsket om et mere lige og retfærdigt samfund. Jeg ønsker et Danmark, der bygger på fællesskabet. Et Danmark, hvor virksomhederne og de rigeste i højere grad bidrager til velfærdssamfundet. Jeg drømmer om et samfund og en Verden, hvor det ikke er finansmarkederne og spareivrige politiker, der bestemmer, hvor mange millioner arbejdsløse og fattige mennesker vi kan tolerere.

Det er almindelige mennesker der skal bestemme, hvordan samfundet skal se ud. Så bliver det også et godt sted for alle at leve. Demokratisk fordeling af magt og goder er afgørende, og den vigtigste opgave for en politiker bør være at høre efter og sikre flere mennesker indflydelse.

Jeg blev politisk aktiv i 2002 op til Irak-krigen, hvor vi var nogle studerende der dannede en anti-krigsgruppe. Vi mente, at det var et helt forkert grundlag at gå i krig på, og i dag kan vi se hvordan befolkningen i Irak fortsat lider under blodig konflikt og krig. Det engagement blev også starten på mit politiske virke i Enhedslisten.

Når jeg skal lidt væk fra computeren og de politiske møder, holder jeg af at rejse, dyrke yoga, se det lokale fodboldhold eller besøge familiens ødegård i de svenske skove.

Biografi

Jeg er 33 år, opvokset på Vestsjælland lidt uden for Jyderup og bor nu i et kollektiv i Valby. Jeg er folketingskandidat for Enhedslisten på Sjælland i Holbæk kredsen. Jeg er uddannet fra Roskilde Universitet, hvor jeg har læst offentlig administration og Internationale udviklingsstudier. De seneste seks år har jeg været ansat i Enhedslistens folketingssekretariat som politisk rådgiver på EU-området og det internationale område. Tidligere har jeg bl.a. arbejdet som vikar i hjemmeplejen og på plejehjem.

Jeg har tidligere siddet i Enhedslistens hovedbestyrelse og været redaktør for Enhedslistens medlemsblad, Rød+Grøn. Jeg sidder desuden i bestyrelsen for Jyderup Højskole og er aktiv som underviser i tænketanken Cevea.

 

Ordførerskaber

Forsvarsordfører, Uddannelsesordfører (videregående + su + efter- og voksenuddannelse), Forskningsordfører

Storkreds

Sjælland

Facebook

Pressebilleder

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]