Gå til hovedindhold

Europæiske vandbaroner med globale drømme

Alle kanoner køres i stilling for at sikre en lille håndfuld store selskabers dominans af vandforsyningen i fattige som rige lande

Af Kenneth Haar

Det var passende nok Verdensbankens vicepræsident Ismail Serageldin, der i 1995 udtalte, at dette århundredes krige vil være om vand, på samme måde som flere af det forrige århundredes krige var om olie. Men selvom man kan ane sammenstød om vandressourcer i f.eks. Mellemøsten, så udkæmpes tidens store slag om ”det blå guld” ikke i blodige slag mellem nationers hærer, men i forhandlinger i politiske institutioner på regionalt eller internationalt plan. For privatisering af vandforsyning, eller simpelthen privatisering af vandressourcerne selv, er i løbet af de seneste ti år blevet systematisk fremmet af kampagner på alle niveauer, der for det meste er iscenesat af de store aktører på det nye, lukrative marked. Der er nemlig store summer på spil. I 1998 forudså Verdensbanken, at markedet for vand hurtigt ville vokse til 800 milliarder dollars. To år senere lød vurderingen på 1.000 milliarder dollars.

Det er mange penge at stille i udsigt, og jagten går stærkt for tiden. I 1990 fik 51 millioner mennesker deres vand fra private selskaber, i dag er tallet 460 millioner.
En meget stor del af dette marked går i dag til ganske få selskaber, og efter Enron-koncernens kollaps i USA, er de europæiske selskaber klart i front. Disse selskaber er opstået i kølvandet på privatiseringer gennemført på nationalt plan. De to franske giganter, Suéz Lyonnaise des Eaux og Vivendi, er således børn af den privatisering af vandforsyningen, der indledtes i Frankrig i 60’erne, det tyske RWE er vokset i takt med privatiseringer på regionalt plan i Tyskland gennem 90’erne, og gennem opkøb af det britiske Thames Water, der igen var et af flere produkter af privatiseringen af hele den nationale vandforsyning i 1989 under Premierminister Margaret Thatchers regering.

Særligt i løbet af de seneste fem år, er det lykkedes denne europæiske industri at sætte afgørende dele af det politiske system i sving for at sikre deres udbredelse og dominans, ikke mindst i u-landene. Argumenterne er som vanligt vældig sympatiske. De lyder, at privatisering af vandforsyning vil effektivisere sektoren og gøre vandet billigere. Særligt hvad u-landene angår, kommer to overvældende begrundelser, nemlig øget adgang til rent vand for en større del af befolkningen, og store investeringer fra den private sektor, også i lande og områder, hvor det offentlige spiller fallit. Det er jo besnærende snak i en situation, hvor 1,5 milliarder mennesker ikke har adgang til rent drikkevand, og hvor 80 % af de smitsomme sygdomme breder sig gennem forurenet vand.

Men alle argumenter er hurtigt kommet til at stå i skærende kontrast til virkeligheden. I mange år har flere kompetente organer advaret højlydt mod privatisering af vandforsyningen, netop fordi ingen af løfterne holder stik i den virkelige verden. I 1998 foretog ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation, et FN-organ) en international undersøgelse, der konkluderede på baggrund af de daværende erfaringer fra især Europa og Latinamerika, at privatisering af vandforsyningen netop ikke indfriede løfterne til forbrugerne, at de ansatte i sektoren ofte led store tab, og at de eneste vindere syntes at være aktionærerne i de private selskaber, der overtog fra det offentlige. Siden er der kun kommet flere stemmer til. For nyligt udgav et rådgivende organ til FN’s Menneskerettighedskommission en rapport, der analyserede erfaringerne med privatisering af vandforsyning, og gav de private operatører meget dårlige karakterer. Rapportens forfatter, El Hadji Guiss, anklager bl.a. franske selskaber for at tage meget høje priser for vand, og dermed for at bidrage til at begrænse adgangen til rent vand for den fattigste del af befolkningen. Og konklusionen lyder, at vand er en meget værdifuld ressource, der ikke bør behandles som en vare på linje med alle andre, men tværtimod bør ophæves til en ret. Rapporten kom i kølvandet på en lang række skandaler fra bl.a. Bolivia og Filippinerne, hvor vandforsyningsselskaber har fået en stor del af befolkningen på nakken i de områder, hvor de opererer, og hvor de er blevet kendt for at begrænse adgangen til rent drikkevand.
Argumenter for privatisering holder med andre ord ikke vand. Men den scene, der sættes handler mere om interesser end om argumenter. Og det er store kanoner, vandbaronerne efterhånden har fået kørt i stilling.

Med gælden som værktøj
I det omfang markedet ligger i u-landene, er IMF og Verdensbanken meget oplagte allierede for vandbaronerne. Særligt IMF er kendt for at bruge barske til at tvinge nyliberalistiske reformer igennem. Hvad vand angår, har en hurtig gennemgang af IMF’s lån til 40 u-lande i år 2000 vist, at 12 af dem blev givet på betingelse af, at vandforsyningen blev privatiseret i det pågældende land.
Hvad Verdensbanken angår, så har banken længe stået i meget direkte kontakt med især Suèz Lyonnaise des Eaux gennem en række internationale initiativer. F.eks. ”tænketanken” Global Water Partnership, hvor Súez og en repræsentant for Verdensbanken i fællesskab rådgiver regeringer og FN-systemet. Og at Verdensbanken målrettet søger at privatisere vandforsyningen globalt er der ingen tvivl om. Bankens lånefacilitet til vand og sanitet stiller rutinemæssigt enten betingelse om kommercialisering af den offentlige drift af vandforsyningen, eller direkte privatisering. Det sker ikke uden modstand fra klientlandenes regeringers side. I 2001 kunne en evalueringsrapport konstatere, at arbejdet for at ”mainstreame” prispolitikken stort set er vundet inden for Verdensbanken, men at ”en stor del af samarbejdspartnerne stadig insisterer på at fastholde social prissætning på vand”(Bridging Troubled Waters, World Bank, 2001).
Selv når Verdensbanken angiveligt er ude i et ærinde, der handler om fattigdomsbekæmpelse, er privatisering af vandforsyning et almindeligt syn. Således er to af tre godkendte ”fattigdomsorienterede” lån under PRSC-lånene (Poverty Reduction Support Credits) givet på betingelse af en privatiseringsindsats i vandsektoren. Skulle en regering derimod ønske at låne penge til at forbedre den offentlige vandforsyning, vil det ikke være muligt at hente hjælp i Verdensbanken.

To lånefaciliteter inden for Verdensbankgruppen har en særlig rolle: Det er International Finance Corporation (IFC) og Multilateral Investment Guarantee Agency (MIGA). De yder lån, garantier, og teknisk bistand primært til store multinationale selskaber, der vil investere i u-lande. Her kan også vandselskaberne hente støtte til deres investeringer. Et lidt ironisk arrangement i og med, at en væsentlig del af ideologien bag privatiseringer er, at udenlandske virksomheder bringer penge ind til at investere i og forbedre infrastrukturen. I det omfang det sker, er det altså ofte for lånte penge fra Verdensbankgruppen.

Verdenshandel og privatiseringer
Også en anden international institution kan komme i sving på dette område inden for kort tid. For liberalisering af vandsektoren er højt prioriteret af EU under de såkaldte GATS-forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Under GATS forhandler WTO’s medlemslande om ”liberaliseringer af handel med tjenesteydelser”, og ét af de områder, hvor EU særligt gerne ser liberaliseringer i andre lande, og dermed større muligheder for europæiske selskaber på området, er netop vandsektoren. Det er vel et rimeligt spørgsmål at stille, hvordan EU overhovedet fandt på at presse på inden for en så følsom sektor. Forklaringen er lige til. Ikke bare er selskaber inden for EU de førende på området. De samme selskaber har en temmelig direkte indflydelse på EU’s politik på området. I 1998 nedsatte EU Kommissionen et organ bestående af sværvægtere inden for tjenesteydelsesområdet, hvis opgave det skulle være at rådgive Kommissionen og Ministerrådet for at få identificeret de områder, hvor EU har størst interesse i liberaliseringer i andre lande. Området ”miljøtjenesteydelser” fik kort tid efter høj prioritet, og under denne etikette gemmer bl.a. vandforsyning sig. Dette forum, kaldet European Services Forum, tæller to virksomheder inden for ”miljøtjenesteydelser”: Súez og Vivendi.
Så en kombination af lobbyarbejde og EU Kommissionens imødekommenhed, har nu givet vand en helt særlig status i EU’ forhandlingsposition under GATS. Hele 72 landes vandforsyning har EU nu udset sig som potentielle investeringsobjekter for europæiske vandselskaber. Og selvom Kommissionen stædigt hævder, at tage ”særligt hensyn til u-landes udviklingsniveau” i sine krav om liberaliseringer, så er selv mindst-udviklede lande (LDC-lande) kommet i EU’s søgelys. I bedste fald vil de få tilbudt f.eks. markedsadgang på landbrugsområdet som modydelse, i værste fald vil de i løbet af forhandlingerne få vredet armen rundt for at få dem til at åbne vandsektoren.

I idealistiske klæder
I det hele taget træder både EU og en række af medlemslandene i karakter internationalt på vandområdet i disse år. I juni benyttede den franske præsident Chirac et G8-møde til at præsentere EU’s ”vandfond” på 1 milliard euro, der skal fremme investeringer i vandsektoren i de 77 AVS-lande, der længe været tilknyttet EU gennem Lomé-aftalerne og Lomé-systemets efterfølgere. Forudsigeligt nok er der bl.a. tale om bidrag, der skal ”fremme bidrag fra operatører fra EU-lande gennem garantier, risikoforsikring, bløde lån etc.” (International Environment Daily, 5. maj 2003)
Til dato er topmødet om miljø og udvikling i Johannesburg i 2002 dog nok det foreløbige højdepunkt, hvor en privatiseringsdagsorden er blevet svøbt i idealistiske klæder. Topmødet i Johannesburg opnåede meget lidt konkret udover at repetere en række mål, der var vedtaget på tidligere topmøder. Men netop vand blev genstand for stor opmærksomhed, takket være EU, og det resulterede i en beundringsværdig beslutning om at sætte flere kræfter ind på at skaffe alle adgang til rent vand og sanitet. Problemerne opstår i topmødets handlingsplan, hvor privatisering anbefales som en løsningsmodel. For længe før mødet i Johannesburg havde private vandselskaber sat en massiv lobbyindsats ind for på denne måde at ”vinde” et topmøde om miljø og udvikling.

Ikke så let endda
Samlet set er der altså sat en temmelig truende offensiv ind for at få liberaliseret og privatiseret vandsektoren, og set på overfladen går det slag i slag for de store i selskabet. Men det er også kun på overfladen. For i samme takt som konsekvenserne ved privatisering af vandforsyning viser sig, vokser også den folkelige modstand. Det stærkeste er det slag, der fandt sted i den bolivianske storby Cochabamba i april 2000, hvor privatisering af vandet førte lukt over i dramatiske prisforhøjelser. Byens fattige beboere gjorde oprør, og fik de to udenlandske selskaber bag ”Aguas de Tunari” smidt på porten. Men der er mange andre eksempler. Suèz Lyonnaise er meget trængt i Manila i Filippinerne, og i så forskellige lande som Ghana, Canada og Brasilien er der ved at opstå en stejl modstand mod private vandeksperimenter. Og den mest interessante del af verdensmarkedet, nemlig verdens rigeste lande, har vist sig meget svært at have med at gøre for Suèz, Vivendi og RWE. Trods gentagne forsøg er det f.eks. ikke lykkedes EU Kommissionen at overtale Ministerråd og EU Parlament til at sætte privatisering i gang, og i USA er der ingen tegn på, at privatisering af vandforsyning vil danne mode. Tværtimod måtte Suèz for nyligt erklære, at selskabet opgiver den største kontrakt hidtil i USA i storbyen Atlanta.

Trods de mange kanoner, der er kørt i stilling, er udfaldet af slaget eller krigen slet ikke givet. Slaget om vandet kan måske endda blive det slag, der vender bølgen også på andre områder, der i dag privatiseres på.

Artiklen er skrevet i januar 2003

Fredag, 19. november 2004 - 0:00

Emner

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Nyheder fra kommuner, regioner og udvalg

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]