Gå til hovedindhold

Enhedslistens historie: Fornyelse af venstrefløjen

Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Fra midten af 1980’erne under den konservative statsminister Poul Schlüter var den parlamentariske situation vanskelig for den yderste venstrefløj. Efter at kommunistpartiet var gledet ud af Folketinget i 1979, var Venstresocialisterne i 1980erne alene om at repræsentere strømninger til venstre for Socialistisk Folkeparti (SF), og ved valget i september 1987 gik det galt. VS fik kun 1,4% af stemmerne og gled ud af Folketinget.

Endnu værre gik det ved valget i maj 1988 om NATO og atomraketter. Nu fik DKP og VS kun 1,4% tilsammen, og VS fik med kun 0,6% af stemmerne det dårligste valg i partiets 20-årige historie. På en kongres kort efter valget erkendte VS, at partiet politisk og organisatorisk var slidt op, og besluttede at satse på en valgteknisk fællesliste med et politisk minimumsgrundlag.

DKP vedtog på sit landsmøde i september 1988 at undersøge mulighederne for en valgalliance, som skulle være bredere end bare et valgforbund med VS. Der blev lagt op til en rød-grøn alliance mellem DKP, De Grønne, VS, SAP, Humanisterne og Fælles Kurs og andre progressive kræfter.

VS var indforstået med DKPs forsøg på at skabe en bredere alliance, men havde ikke megen fidus til Fælles Kurs. Fra januar 1989 og et halvt år frem førte VS og SAP på den ene side og Fælles Kurs på den anden side en niveauløs polemik om indvandrer- og flygtningepolitikken hos Fælles Kurs, som blev beskyldt for at være racistisk. Og brede kredse i DKP ville heller ikke have Fælles Kurs med. Til gengæld sparede dette opgør formentlig Enhedslisten for en masse ballade senere.

De Grønne meldte selv fra til et erklæret socialistisk projekt. Og Humanisterne blev efter nogen tøven afvist på baggrund af deres kontakter til nyreligiøse strømninger. Senere ønskede Danmarks Kommunistiske Parti/ Marxister-Leninister (DKP/ ML) også at blive optaget, men blev afvist som organisation.

Nød lærte nøgen venstrefløj at spinde i 1989
I april 1989 henvendte VS og SAP sig til DKP for at påbegynde indsamlingen af anmeldere til en enhedsliste. Fra den 1. juli blev valgloven skærpet, så det blev vanskeligere at samle underskrifter. DKP havde samlet underskrifter, mens VS og SAP ikke var opstillingsberettiget. Ved valget i 1988 var SAP således blevet fanget af den korte valgkamp og kunne ikke nå at samle underskrifter. DKP svarede, at man var indforstået med, at VS og SAP samlede underskrifter til en »rød-grøn fællesliste«. SAP og VS gik i gang og indsamlede underskrifterne. SAPs medlemmer gjorde en overordentligt stor indsats. De satte sig et mål på 10.000 underskrifter, som de indsamlede helt alene. En kraftpræstation af det absolut mindste af de tre partier. På et pressemøde den 28. april 1989 kunne repræsentanter for DKP, VS og SAP fremlægge et fælles udkast til et valggrundlag for »Enhedslisten – Den røde og grønne fællesliste«.

Hovedpunkterne var: Global ansvarlighed – aktiv dansk miljø-politik. Brud med den blinde vækst, aktiv dansk fredspolitik, nej til fremmedhad og racisme, ligestilling, udvidelse af faglige, sociale og demokratiske rettigheder, arbejde til alle, tryghed i ansættelsen, en skattereform der beskatter rige og virksomhederne, ja til folkepension, ja til en bedre offentlig sektor og væk med Schlüter-regeringen. Der skulle være et rødt og grønt flertal i Folketinget, mindst 30 EF-modstandere i Folketinget som kunne sikre en ny folkeafstemning om dansk suverænitetsafgivelse, øget enhed i arbejderklassen, og så skulle de tre partier og de partiløse på venstrefløjen i fællesskab bryde spærregrænsen ved det næste valg.

Udsigten til succes var måske ikke alt for god. Programmet virkede lidt tyndt, bar præg af at være et kompromis, hvor der blev appelleret til tidens nye miljøånd som en samlende faktor. Det fængede ikke umiddelbart, men gav i midten af 1990erne Enhedslisten et forspring i Folketinget i miljøpolitikken.

Enhedslistens første årsmøde
Det første årsmøde 2.-3. december 1989, der samlede over 200 deltagere der var præget af livlige diskussioner og en god stemning. De fleste var medlem af et af de tre partier, men der var også mange partiløse. Viljen til at tilnærme sig hinanden var til stede, samtidig med at der blev formuleret politik i lange baner og diskuteret i en uendelighed. Enhedslisten så dagens lys i 1989, et skelsættende år, hvor forandringerne i Østeuropa og i Sovjetunionen lettede venstrefløjens samarbejde.

Sammenbruddet i øst i årene 1989-1991 betød umiddelbart en svækkelse af det socialistiske alternativ, hvad enten systemet i øst blev opfattet som socialistisk, statskapitalistisk, socialimperialistisk eller hvad, der nu var af opfattelser på venstrefløjen.

Enhedslisten var fra starten et svært projekt. Denne politiske sammensvejsning skyldtes ikke kærlighed ved første blik. Førhen havde man stemplet hinanden som henholdsvis stalinister og venstreekstremister. En lang række historiske modsætninger skulle overvindes. Navnlig DKP måtte igennem et hårdt partiopgør om holdningen til Enhedslisten, men sammenbruddet i øst befriede også kommunister, venstresocialister og trotskister fra 1970ernes og 1980er-nes lejrtænkning og fra den opslidende strid om holdningen til systemet i øst og dets betydning i verdenshistorien.

Der var vilje til omstilling, ikke mindst fordi der blev mere og mere sammenfald i kritikken af kapitalismen, nationalt og globalt. Håbet om en anden samfundsudvikling end kapitalismen, drømmen om et retfærdigt, frit og socialistisk samfund og den fælles erfaring fra fælles sociale, faglige og politiske kampe skabte et fællesskab og et bæredygtigt projekt.

Fra partier til parti
Det første årsmøde i 1989 havde paradoksalt nok ikke nogen indflydelse på Enhedslistens politik eller struktur. Enhedslisten var stadig et samarbejde mellem selvstændige partier, der hver for sig havde vetoret i alle spørgsmål. Årsmødet kunne blot vedtage enkelte politiske udtalelser, ligesom der blev valgt tre partiløse ind i bestyrelsen. Disse havde dog ingen vetoret. De tre partiers opmærksomhed på indbyrdes styrkeforhold gjorde det svært for enkeltpersoner at præge den politiske linie, og partiernes magt holdt ikke længere end til det andet årsmøde i september 1990. Selv om vetoretten og den partiudpegede bestyrelse forsvandt, var partiernes reelle indflydelse der lidt endnu. Kommunistisk Arbejderparti (KAP) søgte således optagelse i Enhedslisten, hvilket blev forpurret af DKP, men allerede næste år blev KAP optaget uden sværdslag.

Folketingsvalget i 1990
Kort efter det andet årsmøde blev der udskrevet folketingsvalg til den 12. december 1990. Der blev taget et hurtigt initiativ for at lade kendte EF-modstandere opstille på Enhedslistens liste Ø, heriblandt forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og Jens-Peter Bonde, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF.

Indsatsen i valgkampen bar præg af, at det kneb med den fælles organisering af indsatsen. Resultatet blev 55.000 stemmer (1,7% – et plus på 0,3 i forhold til resultatet for DKP og VS ved valget i 1988).

Initiativet med at skaffe markante EF-modstandere i Folketinget slog ikke igennem, men bidrog utvivlsomt til Enhedslistens fremgang. Indadtil havde dette initiativ dog givet dønninger og uenighed om fordelingen af valgkredse.

Umiddelbart efter valget vedtog et flertal i Enhedslistens bestyrelse, at der skulle startes en ny underskriftsindsamling for så hurtigt som muligt at generhverve opstillingsretten, imens DKP tog endnu et partiopgør om holdningen til det fælles projekt, inden det gav sin tilslutning til at fortsætte med liste Ø som parlamentarisk grundlag.

Det parlamentariske gennembrud i 1994
Af allerstørste betydning for gennembruddet var danskernes stillingtagen til EFs udvikling til Den Europæiske Union i 1992. Enhedslisten forbandt kampen for Danmarks nationale selvstændighed med visionen om et demokratisk Europa af ligeberettigede lande for at skabe et alternativ til det Fort Europa, der med Maastricht-traktaten af 1992 skulle have fælles mønt, militær, flygtninge- og asylpolitik samt flere flertalsafgørelser på bekostning af de nationale parlamenter.

Enhedslisten havde pæn andel i det sensationelle danske nej til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992, men var omtrent lige så overrumplet over folkeafstemningens resultat som alle andre og kunne ikke forhindre, at unionstilhængerne bevarede initiativet og sammen med SF kreerede et nationalt kompromis om undtagelser fra Maastricht-traktaten på områder, hvor traktatens bestemmelser endnu ikke var trådt i kraft.

Trods det efterfølgende nederlag ved folkeafstemningen den 18. maj 1993 om den samme Maastricht-traktat og de danske undtagelser havde Enhedslisten vundet respekt blandt EU-modstanderne. Udviklingen af politik på så godt som alle områder, alternativ fremtoning, en langsomt, men dog voksende organisation og så den konsekvente EU-modstand i skarp kontrast til SFs ja ved folkeafstemningen i 1993 bar Enhedslisten ind i Folketinget med 3,1% af stemmerne og seks mandater ved valget den 21. september 1994. De seks nye folketingsmedlemmer var: Jette Gottlieb, Søren Søndergaard, Keld Albrechtsen, Frank Aaen, Bent Hindrup Andersen og Bruno Jerup Nielsen.

Valgsejren blev begunstiget af Enhedslistens status som eneste opstillingsberettigede parti uden for Folketinget, i høj grad som følge af den ændrede valglov, der gjorde det sværere at samle stillere. Ved valget i 1994 var liste Ø således det eneste alternativ til de dengang otte partier på Christiansborg. Deri lå en forpligtelse over for de EU-modstandere, der havde stemt på liste Ø uden at være socialister.

Enhedslisten havde også været aktiv ved valget til Europa-Parlamentet nogle måneder forinden med partimedlemmer som kandidater på JuniBevægelsen og Folkebevægelsens lister, hvoraf Ole Krarup som Folkebevægelsens spidskandidat blev nyvalgt til Europa-Parlamentet med 98.000 personlige stemmer. EU-modstanden blev fortsat et kendemærke frem til folketingsvalget den 11. marts 1998, hvor Enhedslisten fik 2,7% (et tab på 0,4 i forhold til 1994) og fem mandater. Folketingsgruppen måtte sige farvel til Bent Hindrup Andersen og Bruno Jerup Nielsen. Nyvalgt blev Søren Kolstrup.

EU-modstanderne kunne ikke forhindre et ja ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i maj samme år. Det gjorde næppe den store forskel, at Enhedslisten kom med et socialistisk NEJ til traktaten, men heri lå en langsigtet afvisning af nationalismen.

Enhedslisten havde til gengæld sin andel i det overraskende danske nej til euroen ved folkeafstemningen den 28. september 2000 efter en opfindsom kampagne med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som Pinocchio-figur.

Lys på magten
Nyrup-regeringen blev fra dens tiltræden i 1993 til dens nederlag i november 2001 båret oppe af et økonomisk opsving. Samtidig skete der en dramatisk forøgelse af værdien af jord og fast ejendom, og den økonomisk ulighed i samfundet voksede. Ikke blot formuerne voksede, men der blev også flyttet andele fra løn til profit. Forskellene mellem rige og fattige blev større, i verden og i Danmark.

Enhedslisten har fra midten af 1990erne vedholdende fremhævet regeringens bagatellisering af arbejdsløshedens omfang og har holdt fast i, at de arbejdsløse og de udstødte skal have sociale og økonomiske rettigheder og frem for alt arbejde på normale løn- og arbejdsvilkår. Disse synspunkter fandt ingen større mediebevågenhed før sommeren 1999, hvor pludselige milliardoverskridelser i budgettet for aktivering af arbejdsløse satte fokus på et enormt spild af menneskelige og økonomiske ressourcer.

Enhedslisten kunne ikke forhindre begrænsningerne i de arbejdsløses rettigheder som for eksempel nedskæringen i dagpengeretten fra syv til fire år under en socialdemokratisk statsminister, men kunne yde aktiv støtte til arbejdskampe: esbjergensiske buschauffører, århusianske skraldemænd, sygeplejersker og gymnasielærere og i storkonflikten i 1998.

Folketingsgruppens solidariske arbejdsmarkedspolitik og fortsatte forsøg på at sætte lys på de økonomiske magthavere i samfundet pillede ved glorien over det økonomiske opsving. Dette arbejde berettigede den vanskelige dobbeltrolle i tiden fra 1994 til 2001, at være en del af det parlamentariske grundlag for en socialdemokratisk ledet regering for at opnå konkrete forbedringer og samtidig være den mest ihærdige opposition for at kunne vise, at der er et alternativ til kapitalismen og til den herskende politik, hvad enten det er at møde på A.P. Møllers generalforsamling som kritiske aktionærer eller at kræve nationalisering af energiressourcerne i Nordsøen.

Støtteparti og opposition
Med 90 mandater som det magiske omdrejningspunkt blev Enhedslisten både efter valget i 1994 og efter valget i 1998 en nødvendig del af et flertal, først for en regering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, CD og siden for en socialdemokratisk-radikal regering. Vel vidende at regeringen til dagligt oftest ville føre borgerlig politik. På næsten samme måde som regeringsdannelsen blev den årlige forhandling og afstemning om finansloven en begivenhed, hvor principperne blev sat på spidsen.

Enhedslisten håndterede de fleste år situationen ved at forhandle så langt som muligt for så at ende med at stemme imod den samlede finanslov. I 1996 lykkedes det dog at indgå en finanslovsaftale med regeringen og SF og få en række ikke ubetydelige forbedringer igennem – mod blot at undlade at stemme til finansloven. CDs ubehag ved at være i finanslovsforlig med venstrefløjen var så stort, at CD umiddelbart derefter forlod regeringen.

Enhedslistens dobbeltrolle gjorde det på den ene side muligt at indgå kludetæppe-forlig med regeringen som ved finanslovsforhandlingerne i 1996, et samlet indgreb som Pinsepakken i 1998 og forbedringer for de ældre i forbindelse med finansloven for 2001, mens der på den anden side var tale om dyb og principiel opposition vedrørende EU, NATO og Kosovo-krigen, behandlingen af flygtninge og af de arbejdsløse og udstødte.

Enhedslisten greb enhver chance for at opnå forbedringer for mennesker og miljø, men markerede også selvstændige og systemoverskridende synspunkter:
• En ny landbrugs- og miljøpolitik med økologi som det samlende krav.
• Konsekvent modstand mod yderligere EU-integration.
• Afsløring af selskabstømmere og økonomiske skandaler.
• Trafikpolitik til fordel for kollektiv trafik og bløde trafikanter.
• Flygtninge- og indvandrerpolitik der bygger på menneskerettigheder og anstændighed.
• Retspolitik, hvor retssikkerhed er andet end et slagord.
• Udvikling af velfærdsstaten.

Syv år som støtteparti og som benhård opposition svækkede gennemslagskraften, da valget i november 2001 kom til at stå mellem den ene og den anden Rasmussen: Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen og Venstres Anders Fogh Rasmussen. Det kostede Enhedslisten stemmer, et tab på 0,3 til 2,4 procent og et mandat færre. Folketingsgruppen sagde farvel til Jette Gottlieb, Søren Kolstrup og Frank Aaen. Nyvalgte blev Line Barfod og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Medlemstallet i Enhedslisten var blevet fordoblet siden det parlamentariske gennembrud i 1994. Ikke mindst mange unge fandt vej til Enhedslisten, hvilket i foråret 2001 førte til, at der blev skabt en ny selvstændig ungdomsorganisation, Socialistisk UngdomsFront (SUF) med tilknytning til Enhedslisten.

Det er jo paradoksalt, at det parti, der mere end noget andet fremhæver betydningen af fællesskab, organisering og kollektivitet på alle niveauer i samfundet, trods en markant medlemstilgang alligevel havde så lille en organisation. Folketingsgruppen fyldte fortsat meget i forhold til medlemsorganisationen. Det gjorde det vanskeligt at udforme det strategiske socialistisk projekt, som kan forandre samfundet grundlæggende.

Med Robin Hood mod Fogh
Valget i 2001 gav en borgerlig regering af Venstre og Konservative med Dansk Folkeparti som støtteparti. Den nye regering spillede ud med renlivet borgerlig politik, med massive nedskæringer på miljøområdet, kulturen, bistanden til de fattige lande i verden og med angreb på flygtninge og indvandreres rettigheder og med trusler mod fagbevægelsens organisationsfrihed. Enhedslisten lagde i sin modstand mod denne politik ud med at påpege, hvorledes regeringen holdt sine valgløfter til de rigeste i samfundet, imens Dansk Folkeparti svigtede valgløfterne om sociale forbedringer.

Enhedslistens egen sociale profil blev skærpet med en Robin Hood-kampagne om at tage fra de rige og give til de fattige, hvilket gav anledning til en ideologisk diskussion med Venstre om engelsk middelalders Robin Hood.

På den måde fik kampagnen anno 2002 med titlen “Balladen om Robin Theil” og med undertitlen “En sørgmunter historie om dansk politik” en helt utrolig aktualitet.

Kort tid efter fik Enhedslisten via et dokumentarprogram i TV uventet støtte til kampagnen mod de multinationale selskabers manglende skattebetaling, et emne som Enhedslisten uden held havde ført frem under valgkampen i 2001 med en afsløring af, at over 200 multinationale selskaber med forretninger i Danmark ikke betaler skat her i landet trods milliardomsætning.

Den konkrete udformning af EU-modstanden førte til debat som en opvarmning til det danske EU-formandskab i efteråret 2002, hvor medlemmerne deltog aktivt på to fronter: en anti-kapitalistisk kritik af EU sammen med venstrefløjen i Europa og en national kamp for selvbestemmelse sammen med EU-modstanderbevægelserne i Danmark.

Internationalt kaldte undertrykkelsen i Palæstina på aktiv solidaritet med det palæstinensiske folk, og krigen mod Irak i 2003 kaldte på en aktiv antikrigsindsats, ikke mindst fordi Danmark stillede sig på USA og Storbritanniens side. Der blev skabt en bred Nej til Krig-bevægelse med talrige demonstrationer mod krigen.

Det store spring fremad
Næsten alle VK-regeringens ministre blev indblandet i sager, der svækkede dens troværdighed, men alligevel klarede regeringen skærene ved valget den 8. februar 2005. Valget blev det bedste for Enhedslisten nogensinde: 3,4 procent af stemmerne, seks mandater som i 1994, en fremgang på to mandater siden 2001, det første kredsmandat, som tilfaldt Pernille Rosenkrantz-Theil, der fik et mediegennembrud under valgkampen. Et svækket Socialdemokrati og et svækket SF, som havde sagt ja til EUs forslag til en EU-forfatning, satte Enhedslistens optimistiske valgkamp i relief, hvorunder den mest opsigtsvækkende aktion måske var at udstede eget Dankort på Nationalbankens vegne i protest mod bankernes grådige gebyrer.

Valgsejren gav nyvalg til Jørgen Arbo-Bæhr, Per Clausen, Rune Lund og til Frank Aaen, som vendte tilbage til folketingsgruppen, der sagde farvel til Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard som de første ofre for rotationsprincippet.

Vælgerne nøjedes ikke med at støtte Enhedslisten ved valget. De myldrede også ind i partiet under og efter valgkampen.

Fremgangen fortsatte ved kommune- og regionsvalget i 2005, hvor antallet af mandater blev fordoblet i forhold til forrige kommunevalg.

Regeringens udspil i foråret 2006 til velfærdsreformer, blandt andet højere efterløns- og pensionsalder, sværere adgang til at få dagpenge for unge arbejdsløse og stramninger i adgangen til at få Statens Uddannelsesstøtte, mødte omfattende protester i arbejderbevægelsen og blandt de unge, som samlede 100.000 demonstranter til protestmøder den 17.
maj 2006.

I denne bevægelse spillede Enhedslisten en aktiv rolle sammenfaldende med partiets årsmøde, hvorfra partiet med succes også satte fokus på de multinationale selskabers manglende skattebetaling med en særlig hjemmeside kenddinvare.dk om selskabernes mærkevarer

Mandag, 5. juni 2006 - 0:00

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]