Gå til hovedindhold

Myten om de manglende hænder

Myten om de manglende hænder

Arbejdsstyrken bliver ikke mindre frem til 2020.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed hviler store dele af regeringens politik på et forkert grundlag.


Politik baseret på fup-tal

"Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, står kun fire klar til at tage over. Vi er simpelthen ikke nok til at trække læsset," påstod Lars Løkke i sin nytårstale for 2010. Det blev hovedargumentet for at afskaffe efterlønnen.

Fire år tidligere havde samme logik ført til den 'Velfærdsaftale", der hævede pensionsalderen for yngre danskere. Og senest har den siddende regering barslet med forringelser af bl.a. fleksjob, førtidspension og kontanthjælp, igen med henvisning til, at vi ellers vil mangle arbejdskraft på sigt.

Vi har hørt argumentet fra politikere, økonomer og kommentatorer - men det holder ikke vand. Nye tal fra Danmarks Statistik fastslår det sort på hvidt:

Danmark mister ikke 300.000 sæt arbejdsdygtige hænder frem til 2020, som velfærdskommissionen hævdede for ti år siden. Vi kommer heller ikke til at mangle 6.000 hænder, som regeringen hævder i sin aktuelle 2020-plan. Arbejdsstyrken bliver tværtimod øget med 8.210 personer fra 2013 til 2020.

Truslen om de manglende hænder har ingen bund i virkeligheden. Den er en myte.

Læs en Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse af de nye tal.

Det skal vi lære af de nye tal

Her og nu betyder de nye tal fra Danmarks Statistik, at regeringen har baseret sin 2020-plan på et forkert grundlag. Derfor bør de dele af 2020-planen, der sigter mod at øge arbejdsudbuddet, skal justeres eller udgå. I stedet skal fokus være at skabe arbejdspladser og få de nuværende ledige i arbejde. Det første kan fx en satsning på grøn vækst bidrage til. Det sidste kan orlovsordninger være et redskab til.

Men de nye tal rokker ikke kun ved 2020-planen. De rokker ved et helt årtis finanspolitiske linje og gør det tydeligt, hvor vanvittigt, det er, at bruge yderst usikre fremtidsstatistikker som hovedhjørnesten i økonomisk politik.

Prognoser ændrer sig hele tiden og afhænger i høj grad af partifarven på den regnemaskine, der bliver brugt. Tror man fx, som højrefløjen, at større arbejdsstyrke på magisk vis fører til flere job – eller blot til flere arbejdsløse? De tal, politikere og økonomer jonglerer med, er ikke mejslet i beton. At påstå andet er enten naivt eller et bevidst forsøg på at kamuflere en underliggende dagsorden. Den skal frem i lyset.

Læs regeringens 2020-plan her.

Læs artiklen "Enhedslisten peger på regnefejl: 2020-plan giver FLERE arbejdsløse" hos DR

Hvorfor myten om manglende hænder?

End ikke tal fra Danmarks Statistik, sort på hvidt, får regeringen og det gamle VKO-trekløver til at droppe mantraet om de manglende hænder. Myten har tydeligvis stor værdi for dem.

Det har den, fordi den retfærdiggør alle indgreb – fra forringelser af kontanthjælp til aflivning af helligdage – der sigter mod at øge arbejdsudbuddet. For det vil automatisk føre til øget beskæftigelse, mener partierne fra SF til DF.

I en tid med over 160.000 ledige kan den logik kun hænge sammen på én måde: Ved at forudsætte, at arbejdsudbuddet bliver så højt i forhold til efterspørgslen, at reallønnen falder.

Da tilbagetrækningsreformen blev vedtaget sidste år, skrev vismændene det ligeud i en rapport: at reformen ville skabe øget arbejdsløshed frem til 2040, hvilket ville få reallønnen til at falde med hele 2 procent. Det fik ikke Margrethe Vestager til at fortryde sidste år. På samme måde som de nye befolkningsprognoser ikke får den siddende regering til at ændre på reformer, der vil skabe flere ledige og få folk til at gå ned i løn. I den internationale konkurrenceevnes navn er det nemlig dét, der er hele pointen. 

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]