Gå til hovedindhold

Nikolaj Villumsens tale om HBs beretning

Her kan du læse Nikolaj Villumsens tale om Hovedbestyrelsens beretning:

For tre år siden satte vi os et mål i Enhedslisten. Vi besluttede at Enhedslisten skulle gøre en forskel. Enhedslisten skulle være et parti for den brede lønmodtagerbefolkning. Vi besluttede at satse på at gøre vores parti til et parti, der blev forankret i folkelige bevægelser, i fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen. Vi besluttede at vores parti skulle være en kamporganisation til at kæmpe for almindelige menneskers rettigheder. Enhedslisten er et parti for de mange.
Her tre år efter er det tid at gøre status over den beslutning. 
På sidste årsmøde slog vi Enhedslistens placering i forhold til en Socialdemokratisk regering fast. Helle Thorning Schmidt kan regne med Enhedslistens støtte til hende som statsminister! Vi er en afgørende del af Rød Blok. Men vi bliver aldrig stemmekvæg! Enhedslisten vil gå efter maximal indflydelse og vi kommer aldrig til at stemme for forringelser af almindelige menneskers vilkår!
Vi vil ikke være med til at sende regningen for krisen til hårdarbejdende danskere med en længere arbejdstid, vi vil ikke forringe forholdene for kontanthjælpsmodtagere og vi vil ikke sætte point på menneskers kærlighed.
Det budskab har nået befolkningen, medierne og fagbevægelsen. Enhedslisten er i dag en naturlig del af fortællingen om det nye flertal. Enhedslisten er et parti, der vil have indflydelse. 
Skal efterlønnen bevares kræver det et stærkt Enhedslisten. Skal de arbejdsløse have bedre vilkår så kræver det et stærkt Enhedslisten og skal folk på flygt fra krig og ødelæggelse mødes med åbne arme og respekt – ja, så kræver det et stærkt Enhedslisten.
Jeg tror vi alle går rundt med følelsen af at Lars Løkke bare kan komme an. Heller i dag end i morgen! Vores parti har i disse dage ikke bare de bedste meningsmålinger nogensinde.
Enhedslisten vokser også medlemsmæssigt. Det er ikke længe siden vi var 4.000 medlemme og på dette årsmøde kan vi fejre at vi siden sidste årsmøde er blevet 5.000 og mens vi gør det nærmer vi os hastigt 6.000 Enhedsliste-medlemmer.
I løbet af det sidste år har jeg været rundt i landet og holdt intromøder for nogle af de mange nye medlemmer. Nogle nye indmeldte har tidligere været medlemmer af Enhedslisten forfædre på venstrefløjen, rigtig mange har tidligere været medlem af Socialdemokraterne eller SF – og rigtig, rigtig, mange har aldrig før været medlem af et parti.
Det er vores nye kammerater og dem må vi ikke svigte. Vi har en stor opgave i at tilbyde de mange nye medlemmer noget. Det er en opgave i at til passe vores organisation til udviklingen. Og vi gamle skal være klar over at alle I nye også kan lære os gamle noget.
Enhedslisten må aldrig lukke sig om sig selv. Hvis vi med vores beslutninger om at Enhedslisten skal være et parti, der tager almindelige menneskers bekymringer alvorligt må vi også være åbne for at lytte på de erfaringer folk kommer med, som slagteriarbejdere, fællestillidsmænd og sygeplejersker.
Også selvom de ikke er født ind i venstrefløjen og kender alle forkortelserne. Vores 1.500 nye kammerater skal mødes med respekt og deres begrundelse og berettigelse for at være med er lige så stor, som os, der kan fejre 10, 15, eller 20 års jubilæum i partiet.
Det kan være vi skal gøre noget på en ny måde og det kan være vi ikke altid har været gjort det rigtigt. Men sammen må vi kunne gøre det endnu bedre!
Fælles for os alle er at vi vil have forandring og Enhedslisten er det parti vi mener, der kan skabe den.
Vores succes giver os store muligheder, men også udfordringer både politisk og organisatorisk. Et nyt flertal kan give os stor indflydelse hvis vi handler rigtigt. Her er det afgørende at vi ved hvad vi vil og har klare krav, der kan rykke Danmark i den rigtige retning og forrykke styrkeforholdene til almindelige lønmodtageres fordel.
Derfor har Hovedbestyrelsen i det forløbne år taget de spæde skridt til en strategidebat om prioriteterne for Enhedslisten.
Vi har et klart langsigt mål om socialisme og vi ved hvordan vi handler i morgen med at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker. Men hvad skal bringe os fra hverdagens kampe i retning af vores mål om socialisme. Det håber vi i Hovedbestyrelsen at I vil være med til at brede ud i hele Enhedslisten ved at stemme for vores forslag til arbejdsplan.
Det er afgørende at vi i de kommende tre år også kan rykke samlet fremad. Vi skal alle være med til at sætte nye mål for partiet og vi skal alle være med til at sikre at vi når vores mål. Vores vokseværk og forhåbentligt kommende indflydelse må ikke gøre os handlingslammede. Her er det afgørende at vi ved hvor vi ved hen og ikke bliver bange for at træffe beslutninger, der bringer os i den retning.
Enhedslisten skal ikke bare være stor. Vi skal også være stærke! Det kræver en stærk organisation – en kamporganisation, der kan sætte dagsordener i den nationale politiske debat og deltage i de lokale kampe når skolen lukkes eller udenlandske kollegaer udnyttes af en lokal arbejdsgiver.
Vi har forberedt os godt til valget. Med organizer-seminarer rundt om i landet er vi blevet så klar som vi nogensinde har været til et valg. Ligeledes har vi med Aktivistfabrikken klædt hinanden på til at være hverdagens aktivister og organisatorer i klassekampen.
Grundlæggende for begge tiltag er en tanke om at vi kan hjælpe hinanden. At vi ikke alle sammen er født til at kunne det hele. Men at vi kan lære det meste. Det princip skal udbygges. Vi skal lære af de gode erfaringer med at kører afdelinger, tage imod nye og sætte en lokal dagsorden. Ved at dele de bedste erfaringer med hinanden kan vi blive endnu bedre. Ingen af os er født, som den perfekte kontaktperson, løbeseddelsuddeler eller kasserer, men det er vores fælles ansvar at vi alle sammen bliver endnu bedre til det vi har lyst til.
Det forløbne år har vist at Enhedslisten er i stand til at handle aktivt når det brænder på. Vi reagerede mod regeringens nedskæringspakke og var med i mobiliseringerne til demonstrationen mod dagpenge tyvene den. 8. juni. Vi var med i de lokale kommunale protester mod nedskæringer og skolelukninger og vi har været på gaden mod de elendige forhold vores regering byder arbejdsløse og hetzen mod beboere i almennyttige boliger. Vi har været på gaden for at give vores bud på klimaproblemerne og løsningerne på den kapitalistiske krise. Det er afgørende at vores parti kan reagere og at vores hovedbestyrelses betros det ansvar det er at agere aktivt i klassekampen nu og her.
Det bliver en stor opgave at gøre afdelinger endnu bedre. Men det bliver en endnu større opgave at opbygge stærke faglige netværk, hvor man med kollegaer og kammerater kan være med til at præge sin hverdag og sit fag. Den indsats kræver resurser og selvom der allerede nu er gode eksempler på fungerende netværk så kræver det centrale resurser at gennemfører vores beslutning om en styrket faglig indsats. Resurser vi håber at have flere af efter et kommende valg.
Det kommende valg skal nemlig ikke bare være det valg, der stopper 10 år med sort borgerligt styre. Det skal være valget hvor Enhedslisten laver startskuddet til en forandring af Danmark. En forandring, der kan skabe et Danmark, hvor vi i fællesskab tager hånd om hinanden. Et samfund, hvor det ikke er Pias, Løkkes og Samuelsens venner, der forgyldes langs strandvejen, men os alle, der bydes en anstændig tilværelse. 
Når jeg ser tilbage på den proces vi har været igennem de sidste tre år synes jeg faktisk vi kan være stolte. Vi har selvfølgelig endnu ikke den størrelse og styrke, som vi fortjener, men jeg synes vi har bevæget os langt hen imod et parti, der tager almindelige mennesker alvorligt og sætter deres problemer og bekymringer på dagsordenen.
Vi er allerede kommet langt. Vi er blevet stærkere. De næste fire år bliver afgørende for at vise at den styrke kan bruges til at ændre Danmark!
Tusind tak for ordet og rigtig god debat!

Fredag, 20. maj 2011 - 17:13

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Nyheder fra kommuner, regioner og udvalg

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]