Datasikkerheden skal beskyttes. Derfor må Nets ikke ende på udenlandske hænder, fastslår retsordfører Pernille Skipper.
Berlingske skriver i dag, at Finansforbundet og eksperter udtrykker bekymring for et salg af Nets, som administrerer bl.a. Dankortet og NemID, til en udenlandsk virksomhed.
Enhedslisten deler denne bekymring og vil kræve, at regeringen sikrer, at danskernes finansielle transaktioner og personfølsomme oplysninger bliver på danske hænder.
- Nets administrerer ekstremt følsom information for danske borgere. Oplysninger om, hvordan og hvornår vi bruger vores penge eller kommunikerer via vores e-boks er helt private oplysninger, siger Pernille Skipper.
- Risikoen for, at sådanne oplysninger ender hos fx internationale kriminelle eller udenlandske efterretningstjenester, skal man tage meget alvorligt. Ikke mindst set i lyset af afsløringerne om, at NSA også har adgang til finansielle transaktioner.
Enhedslisten mener, at regeringen skal kræve af bankerne, at de ikke sælger Nets til udlandet - og, hvis bankerne nægter, gribe ind med lovgivning.
- Nets er en vigtig del af vores samfundsinfrastruktur, og det bør ikke blive solgt til hvem som helst. Vi er nødt til at forhindre, at danskernes data ender ubeskyttet på udenlandske hænder, siger Pernille skipper.
- Hvis Nets ender på udenlandske hænder, er der langt større risiko for, at danske, personfølsomme oplysninger bliver misbrugt. Når Finansforbundet tilmed hejser advarselsflaget, kan vi simpelthen ikke vende det blinde øje til. Det handler i bund og grund om beskyttelse af danske borgeres retssikkerhed og ret til privatliv.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]