Dankortet bliver solgt til amerikanske kapitalfonde. Det er katastrofalt, mener erhvervsordfører Stine Brix.
- Det er en sort dag for de danske forbrugere, når Dankortet nu bliver solgt til amerikanske kapitalfonde, for det kan ende med at blive dyrere, dårligere og mere usikkert at bruge.
Salget er underskrevet af over 90 pct. af aktionærerne i Nets, men afventer myndighedernes godkendelse. Imens har flere meningsmålinger vist, at et massivt flertal af danskerne er imod at sælge Dankortet til kapitalfonde, mens detailhandlen har advaret mod prisstigninger som følge af salget.
Stine Brix har som Enhedslistens erhvervsordfører stillet en lang række spørgsmål og haft både den tidligere erhvervsminister, Annette Vilhelmsen, og den nuværende, Henrik Sass Larsen, i samråd om salget, men ingen af dem har kunnet garantere danskernes datasikkerhed. Alligevel bliver salget nu gennemført.
Henrik Sass Larsen har slet og ret passivt lukket øjnene for alle problemer, og det er under al kritik, mener Stine Brix.
- Det er at gøre grin med folkestyret, når ministeren lader vigtig infrastruktur sælge, mens der er uafklarede spørgsmål, og inden Folketinget har haft mulighed for at behandle det, siger Stine Brix.
- Vi har ventet i over en måned på, at Henrik Sass Larsen kunne finde tid til at behandle vores forslag om salget, og de er faktisk på dagsordenen i morgen, men nu er aftalen lavet. I en håndboldkamp havde der for længst været fløjtet for nøl.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]