Enhedslisten har presset udenrigsminister Per Stig Møller til at give oplysninger til Europarådets undersøgelse af CIA-fly, der flyver fanger til hemmelige fængsler med henblik på afhøring under mishandling og tortur.
Det fremgik af onsdagens spørgetid i Folketinget i dag, hvor Enhedslisten havde stillet følgende spørgsmål: ”Vil udenrigsministeren sørge for, at alle oplysninger om mistænkte CIA flyvninger og landinger i Danmark oversendes til Europarådets særlige rapportør, Dick Marty, til brug for dennes undersøgelse?”
Udenrigsministeren endte endelig med at indvillige i, at sende svarene til Europarådet via transport- og energiminister Flemming Hansen.
Det har ellers tidligere været svært, at få den danske regering til at levere de nødvendige oplysninger til Europarådets arbejde.
Så sent som den 1. marts 2006 nægtede Per Stig Møller i Folketingssalen at fremsende disse oplysninger. Her sagde udenrigsministeren: ” Der er ingen grund til, at jeg bruger embedsmændenes tid på det”.
Rune Lund, Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører, siger:
– Endelig har vi fået regeringen presset til at sende oplysningerne og samarbejde ordentligt med Europarådet. Det var på høje tid.
– Den danske regering har gennem hele forløbet været utrolig nølende i denne sag. Jeg har i det hele taget svært ved at forstå, hvorfor regeringen ikke har været mere fremme i skoene for at samarbejde med Europarådet om at få stoppet den ulovlige fangetransport og tortur.
– Der er stadig masser at komme efter i sagen. For eksempel har regeringen indtil nu nægtet at lave en tilbundsgående national undersøgelse af CIA-fly i dansk luftrum og danske lufthavne. Regeringen siger, at der allerede er lavet en undersøgelse, fordi Enhedslisten har stillet spørgsmål. Det er selvfølgelig ikke nok. Vi skal have vendt hver en sten i denne sag.
Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]
Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]