Gå til hovedindhold

Hovedbestyrelsens beretning

Finn Sørensens beretning på hovedbestyrelsens vegne på årsmødet 2007 

Perioden siden sidste årsmøde er en af de mest opløftende i Enhedslistens historie.

 

Det blev perioden, hvor vores mærkesag nr. 1 – aktivitet i befolkningen for en anden politik – slog igennem for alvor.

 

Det har vi som parti en stor del af æren for, men vi kan gøre det endnu bedre.

 

På 10 minutter kan jeg ikke komme hele vejen rundt om partiets aktiviteter. Der ligger også en skriftlig beretning.

 

Jeg vil koncentrere mig om befolkningens kamp for bedre velfærd, og om Enhedslistens rolle og udfordringer.

 

På sidste årsmøde vedtog vi et åbent brev til resten af venstrefløjen med en opfordring til fælles kamp for velfærd. Det skete d. 13. maj.

 

4 dage senere blev vi overhalet af en bevægelse der blæste højt og flot på alle fartgrænser.

 

Den 17. maj var der langt over 100.000 mennesker på gaden i en lang række byer landet over. I København så vi den største demonstration i mere end 20 år.

 

Initiativet blev taget af de politiske og faglige ungdomsorganisationer. Deres gåpåmod og optimisme overbeviste de forsigtige forbundsformænd om, at de nok hellere måtte lunte med.

 

En lang række lokale fagforeninger, ikke mindst fra 3F, gik aktivt ind i mobiliseringen landet over.

 

Det lagde grunden til den største manifestation af samarbejde mellem uddannelsessøgende og fagbevægelsen nogensinde.

 

Og dét er en alliance, der er farlig for magthaverne.

 

Derfor gav det også resultater. En forslået regering måtte trække de groveste forringelser af dagpengeområdet og SU tilbage.

 

Men presset var ikke stort nok.

 

Der var ingen plan for, hvordan bevægelsen skulle føres videre. Ledelserne i LO og de store forbund tog det alt for bogstaveligt, at det kun var regeringens velfærdsforringelser der skulle tages af bordet.

 

Resultatet blev et såkaldt ”velfærdsforlig” mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

 

Hovedpunktet i forliget er en dramatisk forringelse af efterlønsordningen. Efterløns- og pensionsalder hæves nu i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder – og der er ingen øvre grænse.

 

Det betyder, at efterlønsordningen i praksis er blevet afskaffet for lige nøjagtig de grupper, den i sin tid var beregnet for, nemlig dem med ingen eller kort uddannelse, alle dem, der nedslides fysisk og psykisk, som må forlade arbejdsmarkedet længe før tid – deres levealder stiger ikke.

 

Der lød desværre ingen protester fra LO i den anledning, men tværtimod ros til socialdemokraterne for at have stillet forslaget!

 

Men det lod velfærdsbevægelsen sig ikke gå på af.

 

Den skiftede blot form og retning, og tog kampen op mod selve kernen i den borgerlige strategi for udhuling af velfærden: Jerngrebet om kommunernes økonomi.

 

Forældre og pædagoger tog over, hvor fagbevægelsen slap. Og igen var elev- og studenterbevægelsen på banen: Hvis ingen andre vil protestere ved folketingets åbning, så gør vi det selv, sagde de.

 

Og som sagt så gjort. På deres initiativ blev 3. oktober en ny flot landsdækkende markering for velfærd til alle.

 

Det kom bag på statsministeren. Han tabte masken og skældte ud på de ”socialistiske ballademagere”.

 

Regeringspartierne styrtdykkede i meningsmålingerne, oppositionen fik flertal, hvad den i øvrigt havde i hele perioden fra maj måned og året ud.

 

Gradvist er det lykkedes Anders Fogh at kæmpe sig tilbage på banen igen.

 

Hvorfor og hvordan er det gået til?

 

-         Fordi Anders Fogh er Danmarksmester i at pakke sine sande hensigter ind i lyserødt cellofan

 

-         Fordi de faglige hovedorganisationer og enkelte forbund hellere vil diskutere ”kvalitetsreform” bag lukkede døre, end engagere sig i en åben diskussion med medlemmer og befolkning.

 

-         Fordi Socialdemokrater, De Radikale og nu også SF hellere vil lege med bogstaver, end samles om en alternativ politik, der kan mobilisere befolkningen.

 

-         Men først og sidst fordi velfærdsbevægelsen holder sig et velfortjent hvil oven på aktiviteterne sidste år.

 

Hele forløbet bekræfter jo Enhedslistens analyse af, hvad der skal til for at sikre en ordentlig velfærdspolitik, ja en ordentlig politik i dette land i det hele taget.

 

Den første forudsætning er aktivitet i befolkningen og samling om konkrete krav til sikring af velfærd, miljø, fred og demokrati.

 

Når befolkningen rør på sig i den anledning, må enhver regering lytte.

 

Den anden forudsætning er et nyt flertal i folketinget, hvor Enhedslisten har mange flere mandater.

 

Hvorfor er det så vigtigt?

 

Fordi Enhedslisten er det eneste parti, der ikke sjakrer med velfærden.

 

Det kan ikke siges for tit:

 

Enhedslisten vil pege på socialdemokraternes formand som leder af forhandlingerne om en ny regering. Socialdemokraterne, såvelsom SF er vore naturlige samarbejdspartnere i kampen mod de borgerlige.

 

Men Enhedslisten lægger ikke stemmer til forringelser af den almindelige befolknings vilkår. Vi går ikke med til at tage fra nogle grupper der trænger, for at give til andre trængende, som man for eks. gør ved de årlige forhandlinger om satspuljen.

 

Vi fastholder vores princip om at stemme for den mindste forbedring, og imod enhver forringelse.

 

Af samme grund kan det selvfølgelig heller ikke komme på tale at deltage i en regering, der bygger på accept af skattestop, af en fremmedfjendsk flygtninge- indvandrerpolitik, af en arbejdsmarkedspolitik, der straffer de ledige, eller på accept af dansk krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

 

Der er ikke noget nyt i, at Enhedslisten mener det.

 

Men det er værd at gentage i en situation hvor vores nærmeste fæller i kampen for bedre velfærd, nemlig SF, nu satser på at deltage i en regering, hvor de kommer til at acceptere nøjagtig disse ting.

 

Derfor er der også grund til at diskutere, hvordan en regering skal se ud, for at Enhedslisten vil deltage i den.  Det er baggrunden for at Hovedbestyrelsen har valgt at sætte regeringsspørgsmålet på dagsordenen.

 

Men selvom det er en principiel diskussion så skal den jo være konkret. Her er der faktisk aktuelle erfaringer at bygge på, ikke mindst fra Norge, derfor får vi et oplæg fra den norske velfærdsbevægelse.

 

Vi skal også være opmærksomme på de nye temaer i velfærdsdebatten. Danskerne er ved at knokle sig ihjel. I fleksibilitetens hellige navn er vi ved at kvæles af stress og præstationsangst. Det afspejler sig i et støt voksende antal mennesker på sygedagpenge, og tusinder som udstødes af arbejdsmarkedet hvert år.

 

Det er den erkendelse der ligger bag de mange nejstemmer til den netop overståede overenskomstafstemning.

 

Det handler om mere styr på arbejdstiden, nedsættelse af tempoet, mere frihed til familien, men selvfølgelig også om solidaritet med dem, der må nøjes med mindsteløn eller ussel elev- og lærlingeløn. Velfærdsdebatten breder sig fra velfærd i kommunerne til velfærd på arbejdspladsen.

 

Jo, Der er god grobund for Enhedslistens politik.

-         o –

 

En samlet vurdering af organisationens arbejde må være: Vi har gjort det godt – rigtig godt.

 

Det er et myreflittigt parti, der ufortrødent kaster sig ud i den ene kampagne efter den anden, den ene svære partidiskussion efter den anden.

 

Vi har da også fastholdt medlemstallet på et højt niveau, efter den store tilgang af medlemmer i forbindelse med folketingsvalget i 2005, og nye kommer til hele tiden. 

 

Hvor utroligt det end lyder, så har vi næsten til fulde gennemført den hals- og benbrækkende arbejdsplan, som blev vedtaget på sidste årsmøde.

 

Alle er nok også enige om, at det skal vi ikke prøve igen. Det slider på aktivisterne, og det er svært at holde focus, når vi sætter så meget i gang på en gang.

 

Forslagene til dette årsmøde tyder da også på en voksende erkendelse af, at vi skal være langt bedre til at prioritere kræfterne i fællesskab.

 

Det er også nødvendigt, hvis vi skal leve op til vores egne målsætninger om et aktivt, udavendt parti, der kan sætte den politiske dagsorden.

 

Lad os nu bare erkende, at her har vi en enorm udfordring.

 

Vi har lidt over 4000 medlemmer. Men kun ca. 10 % af medlemmerne er aktive i Enhedslistens organisation.

 

Det betyder ikke, at resten er dovne eller passive. Nogle har valgt blot at støtte os ved trofast kontingentbetaling. De er hjerteligt velkomne hver og én. Et sofamedlem i dag, kan forvandle sig til superaktivist i morgen.

 

Andre  – og det er rigtig mange – er til gengæld så meget mere aktive i deres lokalområde, i deres fagforening eller andre græsrodsorganisationer.

 

Vi er heldigvis ikke i samme situation som venstrefløjen var i begyndelsen af halvfjerserne, hvor parolen var ”ud til folket”. Vi ER en del af folket, der er ikke den masseorganisation eller forening, der værd at nævne, uden at man finder aktive medlemmer af Enhedslisten.

 

Så meget større er vores udfordring.

 

Vi vil jo andet og mere end en venstreorienteret vælgerforening. Vi har ambitioner om at sætte socialismen på dagsordenen.

 

Hvis det skal indfries, så skal der meget mere sammenhæng mellem arbejdet i folketing, amter kommuner, og vores arbejde i bevægelserne.

 

Vi bliver også nødt til at diskutere hvilken rolle vores politiske ledelse – hovedbestyrelsen – skal have.

 

I dag er Hovedbestyrelsen – lidt groft sagt – blot et ekspeditionskontor, der behandler indstillinger og forslag fra andre dele af partiet.

 

Bør HB ikke have mulighed for at blive dén politiske ledelse, som den er ifølge vedtægterne. En ledelse af gavn, der kommer med udspil, som kan samle hele partiet om fælles fokus og fælles indsats? En ledelse, der kan få alle de mange aktiviteter til at gå op i en højere enhed.

 

Er alle i partiet parat til at acceptere det, hvis det også medfører, at man må sætte nogle af sine egne personlige mærkesager lidt i baggrunden?

 

-         0 –

 

Der er nok at diskutere og forbedre. Men vi er på vej.

 

Vores arbejde i velfærdsbevægelsen er et godt eksempel. Det har ført til, at vi opbygger netværk for  Enhedslistens medlemmer i en række faglige organisationer og blandt de uddannelsessøgende. Dem får vi hårdt brug for i den kommende tid, når velfærdsbevægelsen skal vækkes af middagsluren.

 

Vores indsats omkring ungdomshuset er et andet godt eksempel. Her er aktivister, kommunalrødder og folketingsgruppe et lysende eksempel på samarbejde, og det skal nok give resultater.

 

Men vi bliver også nødt til at diskutere sprog og arbejdsstil. Parolen om mangfoldighed i fællesskab gælder jo også os selv.

 

Der skal være plads til alle - til superaktivisten og førtidspensionisten, til hanekammen med ring i næsen, til tørklædet – og til normaldanskeren med fladskærm og alt for meget arbejde.

 

Der skal være plads til alles meninger. Men vi står sammen om Enhedslistens politik og de fælles beslutninger.

 

Kan vi løfte udfordringerne?

 

Selvfølgelig kan vi det!

 

God arbejdslyst.

  

Fredag, 4. maj 2007 - 20:34

Aktuelt

Regeringen skal blankt afvise Mærsks revolverpolitik

Mærsk har i dag meddelt, at Mærsk i begyndelsen af 2017 vil begynde nedlukningen af Tyra-platformen og dermed store dele af Nordsøproduktionen.
30. dec

EL kalder socialministeren i samråd om social arv på baggrund af ny bog

Ny bog om social arv og ulighed viser, at de sidste 10 års indsatser for udsatte børn har begrænsede resultater. Især fattigdom blandt børnefamilier forhindrer, at indsatser i folkeskole, på ungdomsuddannelser m.v. ikke virker, konkluderer forskerne bag.
22. dec

EU-Marokko handelsaftalen underkendt af EU-domstolen

Afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for danske virksomheder, der har opereret i Vestsahara EU og Marokko kan ikke lave handelsaftaler, der omfatter Vestsahara, uden at inddrage saharawierne.
22. dec

Kontakt Enhedslisten

Landskontoret
Studiestræde 24, 1.
1455 København K
Tel. +45 33 93 33 24
CVR-nr. 18289393
[email protected]

Folketingsgruppen
Folketinget
DK-1240 København K
Tel. +45 33 37 50 50
[email protected]